Israels premierminister Benjamin Netanyahus kommentarer om Hajj Amin al-Husseinis indflydelse på Hitlers beslutninger i forbindelse med Den Endelige Løsning i Europa, er ikke på højde med konsensus i historieforskningen. Husseinis betydning i det nazistiske Berlin lå langt mere i at hjælpe Det Tredje Riges arabisksprogede propaganda til den arabiske verden, og i at mobilisere muslimer i Østeuropa til at støtte det nazistiske regime. Men når det er sagt, så er Netanayhus kommentarer om Husseinis varige indflydelse på palæstinensisk politisk kultur ret så rammende.

I sine nu berømte kommentarer på World Zionist Congress i Jerusalem den 20. oktober [2015] hævdede Netanyahu, at Hajj Amin al-Husseini overbeviste Hitler om at ændre sin anti-jødiske politik fra udvisning til udryddelse. "Hitler ønskede ikke at udrydde jøderne på det tidspunkt [tidspunktet for mødet mellem muftien og nazilederen]. Han ønskede at udvise jøderne," sagde Netanayhu. "Og Hajj Amin al-Husseini gik til Hitler og sagde: 'Hvis du udviser dem, vil de alle komme her [til Palæstina-mandatet],'" fortsatte premierministeren. "'Så hvad skal jeg gøre med dem?' spurgte han [Hitler]," ifølge Netanayhu. "Han [Husseini] sagde, 'Brænd dem.'"

I Knesset i 2012 hævdede premierministeren, at Husseini "var en af de ledende arkitekter bag Den Endelige Løsning", og at "han, mere end nogen anden, overbeviste [Hitler] om at udføre Den Endelige Løsning, og ikke lade jøderne forlade [Europa]. Fordi de, Gud forbyde det, ville komme her. Snarere end at de ville blive tilintetgjort, brændt, dér."

Efter at have arbejdet i mange år med det moderne Tysklands historie og perioden med nazisme og Holocaust, var jeg overrasket over at se disse citater og denne fortolkning. Jeg har aldrig set disse bemærkninger citeret før i den enorme litteratur om emnet. Denne udlægning af begivenhederne i november 1941 understøttes ikke af forskningen i de beslutningsprocesser, der førte til Holocaust. Premierministeren gik for vidt i sit forsøg på at imødegå bestræbelserne på at mindske Husseinis rolle som kollaboratør og ideologisk åndsfælle med Nazityskland.

Hitler og Husseini i Berlin, november 1941

Da denne avis (The Times of Israel) hjælpsomt har offentliggjort den engelske oversættelse af det tyske referat af mødet mellem Hitler og Husseini den 28. november 1941 in Berlin [dansk oversættelse her], vil jeg placere samtalen i historisk sammenhæng. I den enorme forskning i Hitlers beslutning om at gennemføre en Endelige Løsning af det jødiske spørgsmål i Europa, skiller især arbejdet af to historikere sig ud. I sin 1991-undersøgelse, Architect of Genocide: Himmler and the Final Solution, trak Richard Breitman på Himmlers aftalekalender til at fremsætte et overbevisende argument for en "tidlig" beslutning, dvs. én, der blev taget i foråret 1941 før invasionen af Sovjetunionen og som blev mere åbenbar med Indsatsgruppernes myrderier, der begyndte umiddelbart efter denne invasion i juni 1941.

Efterfølgende gav Christopher Browning - i værker, der er sammenfattet i The Origins of the Final Solution: The Evolution of Nazi Jewish Policy, September 1939-March 1942 - en mere detaljeret behandling af udviklingen i Hitlers tænkning og beslutningstagning. Brownings nu bredt accepterede konklusion er, at midt i "euforien" over den tilsyneladende sejr over Den Røde Hær i sommeren 1941, traf Hitler en række beslutninger om at gennemføre Den Endelige Løsning senest i oktober 1941. Den historiske rekonstruktion af beslutningsprocessen er kompleks og et godt stykke udenfor rammerne af en avisartikel. Der er ikke andet at gøre end at læse Breitman og Browning sammen med syntesen af spørgsmålet i Saul Friedlanders andet bind af Nazi Germany and the Jews, 1933-1945: The Years of Extermination.

Husseini mødes med SS-Reichsführer Heinrich Himmler, april 1943.

I min egen The Jewish Enemy: Nazi Propaganda during World War II and the Holocaust, en undersøgelse af propagandaen i Tyskland, pegede jeg på, at - i sommeren og det tidlige efterår 1941 - Hitlers fiktion om en international jødisk sammensværgelse, der førte krig mod Tyskland - en fiktion, som Hitler gentagne gange havde nævnt siden en tale i Rigsdagen den 30. januar 1939 - i hans egne øjne syntes at tage fast skikkelse i form af alliancen mellem Storbritannien og Sovjetunionen efter hans invasion af Rusland i juni 1941. Denne anti-Hitler-koalition bekræftede i hans sind sandheden af hans konspirationsteori. Da "international jødedom" syntes opsat på at føre en udryddelseskrig mod Tyskland, så ville han "udrydde den jødiske race" i Europa som gengældelse. Han havde talt om disse ideer siden begyndelsen af 1939. De nåede feberklimaks i sommeren og det tidlige efterår 1941, før han mødtes med Husseini.

Den nu bredt accepterede internationale konsensus blandt Holocaust-historikere er, at Hitler både havde truffet beslutningerne om at gennemføre Den Endelige Løsning, og havde meddelt disse beslutninger til centrale aktører i det nazistiske regime, senest en måned før hans møde med Husseini den 28. november. Husseini stod i gæld for sit liv til Mussolini og Hitler, som begge hjalp ham under hans flugt fra britiske styrker, der jagtede ham, efter at briterne havde væltet den pro-nazistiske regering [i Irak, o.a.], som han havde været med til at etablere i begyndelsen af 1941. Skønt han var enig med Hitler om grundlæggende ideologiske spørgsmål, var han ikke i en position til at have stor indflydelse på beslutningsprocessen om tysk politik mod jøderne i Europa.

Jeg undersøgte Husseinis møde med Hitler i min Nazi Propaganda for the Arab World. Som teksten udgivet af dette blad i går indikerer, fortalte Hitler muftien, hvad der ville ske, når de tyske hære kørte sydpå fra Kaukasus: "Tysklands mål ville så alene være ødelæggelsen af det jødiske element bosat i den arabiske sfære under beskyttelse af britisk magt. I denne time ville muftien blive den mest autoritative talsmand for den arabiske verden. Det ville så være hans opgave at udløse de arabiske operationer, som han hemmeligt havde forberedt." Hitler havde henvist til "den totale ødelæggelse af det jødisk-kommunistiske imperium i Europa", en typisk vag og dyster henvisning til hans anti-jødiske politik i Europa. Men han udtalte meget klart, at han var ivrig efter at inddrage Husseini i sine planer om at udvide Den Endelige Løsning uden for Europa til at omfatte jøderne i Nordafrika og Mellemøsten. Det er i denne indsats for at brede Den Endelige Løsning ud over Europas kyster, ikke dens gennemførelse indenfor Europa, at Husseini kom til at spille en fremtrædende rolle.

Husseini var medvirkende til dannelsen af en frivillig nazistisk Waffen-SS-division i Bosnien, bestående hovedsageligt af bosniske muslimer.

Nazi Propaganda for the Arab World trak på tyske arkiver og filer i USA's udenrigsministerium og efterretningstjenester til at præsentere den mest omfattende tilgængelige dokumentation af den enorme mængde arabisksproget propaganda i form af radioudsendelser og tryksager, som det nazistiske regime sendte til de arabiske samfund under 2. Verdenskrig. Husseini spillede en central rolle i disse udsendelser. Han blev verdensberømt på det tidspunkt for sin tilskyndelse i radioen til at "dræbe jøderne" i sommeren 1942, mens Rommels Afrikakorps truede med at overvælde briterne og fange jøderne i præ-staten Palæstina. Som de tyske historikere Klaus Michael Mallmann og Martin Cüppers har dokumenteret i Nazi Palestine: Plans for the Extermination of the Jews of Palestine [dansk udgave, Halvmåne og hagekors]: havde tyskerne vundet slaget ved el-Alamein, var en SS-Indsatsgruppe parat til at tage til Egypten for at begå massemord med teknikker, der var perfektioneret på Østfronten i Europa. Omfanget af Husseinis udgydelser på nazistisk radio blev godt dokumenteret af amerikanske diplomater på ambassaden i krigstidens Cairo. Jeg brugte disse tusindvis af siders oversættelser, da jeg skrev Nazi Propaganda for the Arab World. (Denne bog er oversat til fransk, italiensk, japansk og spansk, men af en eller anden mærkelig grund har tyske forlag - i et land kendt for "komme overens med den nazistiske fortid" - afvist at oversætte denne mest omfattende registrering af Husseinis fordømmelser mod jøderne.)

Som den britiske historiker David Motadel for nylig har vist i sit vigtige værk, Islam and Nazi Germany's War, spillede Husseini og andre muslimske gejstlige en vigtig rolle i tysk politik i Europa, men det skete ikke ved at udøve nogen betydelig indflydelse på Holocaust-beslutningsprocessen. Snarere hjalp han med at rekruttere imamer, som prædikede for titusinder af muslimer, der kæmpede med die Wehrmacht, især på Østfronten mod Den Røde Hær. Selvom nogle af disse enheder deltog i aktioner mod jøder, havde dette betydelige samarbejde ingen indflydelse på Hitlers beslutningsproces.

Selvom Netanyahu således har uret angående Husseinis rolle i de beslutninger, der førte til Holocaust af jøderne i Europa, han har ret i at henlede opmærksomheden på Husseinis katastrofale indflydelse på palæstinensisk politik og samfund. Som svar på den storm af kritik, der mødte hans bemærkninger, svarede Netanyahu:

"Min hensigt var ikke at frikende Hitler for hans ansvar, men snarere at vise, at forfædrene til den palæstinensiske nation - uden et land og uden den såkaldte "besættelse", uden jord og uden bosættelser - selv dengang forsøgte systematisk at tilskynde til udryddelse af jøderne."

Husseini ønskede absolut at udrydde jøderne, frem for alt jøderne i præ-staten Palæstina og derefter jøderne i Israel. Beviserne for Husseinis indtrængende opfordringer til at dræbe jøderne, hans grænseløse had til jødedommen som religion og jøderne som folk, er veldokumenteret i Nazi Propaganda for the Arab World.

Bosniske Waffen-SS soldater læser et hæfte med titlen Islam und Judentum, en tysk udgave af muftiens pjece, Islam i židovstvo (Islam og jødedom), der dæmoniserede jøder og jødedommen.

Husseini indlejrede sit jødehad i sin opfattelse af islam så tidligt som i en 1937-tale i Syrien, hvilken tyskerne udgav på tysk det følgende år. Midt under terrorangrebene, som han anførte og opildnede til fra 1936 til 1939 i Palæstina, var det Husseini, som hævdede, at zionisterne ønskede at beslaglægge eller ødelægge al-Aqsa-moskeen. Denne løgn blev et centralt element i den palæstinensiske propaganda gennem årtier helt frem til de seneste uger.

Den 5. november 1943 talte Husseini i Det Islamiske Institut i Berlin på "Balfour Dag", en dag til fordømmelse af Balfour-deklarationen. Talen blev trykt på tysk og udsendt i radioen. Jeg undersøger den i Nazi Propaganda for the Arab World. Han giver luft for sit had til jøderne og til briterne for at hjælpe zionisterne. Jøderne, sagde han, havde plaget verden i umindelige tider, og havde været en fjende af araberne og islam siden dens opståen. Den hellige Koran udtrykte dette gamle fjendskab med følgende ord: ”Du vil opdage, at de, der er mest fjendtlige over for de troende, er jøderne” [efter Koranen 5:82. o.a.]. De forsøgte at forgifte de store og ædle profeter. De modstod dem, var fjendtlige over for dem og smedede rænker imod dem. Sådan var det gennem 1.300 år. I al den tid er de ikke ophørt med at spinde intriger mod arabere og muslimer.

Husseini - den palæstinensiske leder af krigen i 1948 og en helt for Yassir Arafat og hans generation af ledere af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation - fortolkede zionismen som blot det seneste udtryk for dette formodede ældgamle jødiske fjendskab, ikke kun mod palæstinenserne eller araberne som moderne nationale grupper, men også mod religionen islam. I talen i Det Islamiske Institut henviste han også til et formodet "jødisk ønske" om at sætte sig i besiddelse af de islamiske hellige steder, et ønske, som omfattede al-Aqsa-moskeen. Faktisk planlagde jøderne, sagde han, "at bygge et tempel på dens ruiner". Hajj Amin al-Husseinis meget beklagelige, men deraf betingede, bedrift var at smelte sekulær arabisk anti-zionisme sammen med det islamistisk og dermed teologisk inspirerede had til jøder og jødedom. De løgne, som Mahmoud Abbas og andre har fortalt i de seneste uger om Israels formodede ønske om på en eller anden måde gøre indgreb i muslimers rettigheder til at bede i al-Aqsa-moskeen, har deres oprindelse i løgne, der nu er mindst 75 år gamle.

Netanyahu tilføjede følgende:

"Desværre er Hajj Amin al-Husseini stadig en agtet skikkelse i det palæstinensiske samfund. Han optræder i skolebøger og det læres, at han er én af nationens grundlæggere, og denne tilskyndelse, der dengang startede med ham - tilskyndelsen til mord på jøder - fortsætter. Ikke i det samme format, men i et andet, og dette er årsagen til problemet. For at stoppe mordene, er det nødvendigt at stoppe tilskyndelsen. Det vigtige er at erkende de historiske kendsgerninger og ikke ignorere dem, ikke dengang og ikke i dag."

Her er premierministeren på stensikker grund. I stedet for at have fordømt Husseini for at sprede løgne, absurde konspirationsteorier og radikal antisemitisme, er han forblevet en agtet skikkelse i palæstinensisk politisk hukommelse. De absurditeter, for hvilke Husseini blev berømt i 1940'erne, er blevet ved med at spille en alt for fremtrædende rolle i den palæstinensiske politiske kultur lige siden. Han tilskyndede andre til at myrde jøder. Han udbredte latterlige konspirationsteorier sammenlignelige med nazisternes. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at hjælpe nazisterne i et fejlslagent forsøg på at sprede Holocaust til Mellemøsten og til at vinde krigen i Europa. Han efterlod en arv af had, paranoia, religiøs fanatisme og forherligelse af terror, så længe det var rettet mod jøder og israelere. Den Palæstinensiske Myndighed og endnu mere Hamas har holdt denne arv i live og stærk, og fylder palæstinensiske teenageres hoveder med vrøvl, der har ført til de seneste ugers terrorbølge.

Premierministeren har taget fejl i sin opfattelse af timingen i Hitlers beslutningsproces, men han har ret angående Husseinis katastrofale indflydelse på palæstinensisk politisk kultur. Jeg håber, at den diskussion, hans kommentarer har fremkaldt, vil trække mere opmærksomhed mod den nu omfattende forskning i Husseinis rolle i samarbejdet med nazisterne i deres mislykkede bestræbelser på at myrde jøderne i Nordafrika og Mellemøsten under 2. Verdenskrig. Vi har brug for mere offentlig diskussion af den grusomme arv, han efterlod, som har spillet sig ud endnu en gang i knivangrebene i israelske byers gader. Den arv af politisk kultur, der ærer vold og antisemitisme, er en kæmpe barriere for vellykket diplomati og løsning af den gamle konflikt. Jo skarpere beslutningstagerne i Washington sætter fokus på den varige effekt af Husseinis arv, jo større er sandsynligheden for, at de vil styrke den nu uklare mulighed for diplomatisk succes. Hvis de ikke kan finde ordene til at tale klart og tydeligt om denne sag, vil diplomati have ringe chance for succes.

---

Jeffrey Herf, universitetsprofessor ved Institut for Historie, Maryland Universitet, College Park, er tilknyttet Middle East Forum. I 2006 udgav han: The Jewish Enemy: Nazi Propaganda during World War II and the Holocaust, og i 2009: Nazi Propaganda for the Arab World, (Yale University Press). Hans studie: At War with Israel: East Germany and the West German Radical Left, 1967-1989, udgives af Cambridge University Press i foråret 2016.

---

Oversættelse: Bombadillo