Saudi-Arabien og Qatar taler ikke med hinanden. Syrien og Tyrkiet skyder på hinanden. Ikke alene dræber shiitter og sunnitter hinanden i Syrien, men også de sunnittiske grupper har dræbt hinanden i nogen tid nu. Der er endda to eller tre Al Qaeda'er, der slås med hinanden om, hvem der er den sande Al Qaeda.

Der er noget ved Syrien, som opsplitter alt og alle. Selv Hamas var nødt til at adskille dens politiske og militære grene, da valget stod mellem Irans våben og Qatars penge. I overensstemmelse med logikken tog den militære gren våbnene og den politiske gren pengene, så den militære fløj af Hamas støttede Assad og den politiske fløj støttede den sunni-muslimske opposition.

Det er dog ikke penge og våben, som deler muslimer over Syrien. Penge og våben er kun symboler. Hvad de repræsenterer, er islam. Og hvad islam repræsenterer, er skæringspunktet mellem identitet og magt.

En moderne stat henter sin styrke fra sin identitet. Japanerne og russerne var villige til at dø i stort tal for deres hjemland under 2. Verdenskrig. Begge lande havde undergået en hurtig af-feudalisering, der gjorde bønder til borgere. Men Japan og Rusland havde historiske identiteter at trække på. Den hurtige af-feudalisering i den arabiske verden havde grimmere resultater, fordi lande som Jordan og Syrien var Frankenstein-uhyrer, klisteret sammen af stumper og stykker af dele af historien.

Mellemøsten er fuld af flag, men de fleste er mindre variationer over det samme rød-grøn-sort-hvide tema. Forskellen mellem det palæstinensiske og det jordanske flag er en lille stjerne på vinklen, der repræsenterer enheden af de arabiske folk. Det irakiske flag var oprindeligt det samme som de jordanske og palæstinensiske flag. Det samme gælder de fleste af flagene i området, som er baseret på Den Arabiske Revoltes flag, som igen var baseret på kalifaternes farver. [En god oversigt over arabiske flag findes her, o.a.]

Hver gang du ser Al Qaedas "sorte flag", der symboliserer jihad, er det allerede repræsenteret i de sorte striber på alle arabiske nationers flag. Hvad Al Qaeda har gjort, er at fjerne de andre farver, der repræsenterer de forskellige efterfølgende kalifater, og gå hele vejen tilbage til Muhammeds sorte krigsflag.

Hvad er Syrien? Dette spørgsmål har borgerkrigen besvaret. Ligesom USSR, er det et fængsel af nationer. Det eksisterer kun i kraft af, at mænd retter pistoler mod andre mænd. Så længe alle mænd med pistoler var enige om, hvad Syrien var, eksisterede landet. Da de ikke længere gjorde, var der ikke længere et Syrien. Det samme gælder for en stor del af Mellemøsten.

Der er problemer, man kan løse med demokrati inden for et fungerende land, men når dit land ikke har mere eksistens, end de dets befolknings stridende religiøse og etniske identiteter tillader, gør demokrati kun problemet værre. Demokrati i Irak betyder shiitter, der stemmer for at blive shiitiske, sunnitter, der stemmer for at blive sunnitiske og kurdere, der stemmer for at blive kurdiske. Demokrati i Syrien betyder det samme. Og på den måde kommer der en føderation og derefter løsrivelse og borgerkrig forfra.

Problemet i Mellemøsten er ikke en mangel på demokrati. Det er manglen på noget at være demokratiske om.

Alle i Mellemøsten (som ikke er jøde, kristen, kurder, bahai, zoroaster, armenier, tjerkesser, druser, osv..) er enige om betydningen af arabisk og islamisk enhed, og at deres særlige udgave af den, deres klan, deres stamme og deres islamiske fortolkning, bør sidde øverst.

Det er ikke overraskende, at Mellemøsten konstant er i krig. Det er kun et mirakel, hvis kampene nogensinde stopper.

Arabisk nationalisme er den ideologi, som de arabiske eliter brugte til at fuldføre af-feudaliseringen af deres befolkninger fra bønder til borgere. Men hvad der virkede i Japan og Rusland, faldt til jorden i Mellemøsten, hvor stamme og religion stadig er herskende. Bønderne blev ikke egyptere eller syrere. De forblev ougaidater eller tarabiner. Dernæst var de muslimer. Deres nationale identitet kom ind på en fjern tredjeplads.

Hvad det arabiske forår i sandhed viste, var, hvor lidt national identitet betød, da demokrati og faldet af regeringer demonstrerede, at der ikke var nogen national konsensus, kun den smallere interesse af klasse, stamme og institution. Det er ikke noget, amerikanerne skal blæse sig op over. Venstrefløjens bestræbelser er i færd med at reducere USA til den samme balkaniserede tilstand, hvor der er en sort stemme og en hvid stemme, en rig stemme og en fattig stemme, men ingen national identitet, der overskrider dem. Vi er også ved at blive 'sunnitter' og 'shiitter'. Det er ikke underligt, at islam, i det post-amerikanske USA og Den Europæiske Unions desintegrerende territorium, finder frugtbar jord for sit arbejde.

Det samme er grunden til, at islam er på vej op i Mellemøsten.

Islam rejste sig ud af det romerske imperiums død. Den rejser sig nu ud af Vestens død, men det ville være en fejl at kalde det et civilisationernes sammenstød, når det faktisk er civilisation, der bukker under for barbari.

Hasan al-Banna, Det Muslimske Broderskabs grundlægger, skrev: "Vores opgave er at stå imod den modernistiske civilisations bølge." Syrien er den ørken, der er tilbage, når civilisationens bølge er passeret.

Islam kan ikke forene Syrien. Den kan ikke engang forene sunni-muslimske islamister. Den kan ikke engang forene de salafister, der identificerer sig med Al Qaeda.

Den kan ikke forene, fordi islam er en splittende kraft, der opnår sin enhed gennem vold. Den er en supremacistisk ideologi, hvis endelige løsning altid er sværdet. Muhammed vandt sine debatter ved at dræbe sine modstandere. En opstigende islam tvinger kristne ud af Mellemøsten, mens den tvangsmæssigt kaster sin magt mod den jødiske stat. Men det stopper ikke der. En religion, som ikke kan sameksistere med andre religioner ... kan heller ikke sameksistere med sig selv.

Hvordan afgør muslimer religiøse stridigheder indbyrdes? På samme måde de afgør dem med jøder og kristne. Det er, hvad vi ser i Syrien.

Som et absolut minimum, er civilisationen sameksistens. Islam er det modsatte af sameksistens og civilisation. Dens høje alder betyder blot, at der nu er endnu mere i dens fortid at slås over.

Islam er den bevidste opgivelse af civilisation og sameksistens til fordel for jihadistens nomadeliv, hvor han driver fra sted til sted, sine våben på ryggen, ødelægger byer og gårde, tager alt og alle, han kan lide, og går videre til den næste kamp og den næste brændende by.

Jihadisten er i krig med civilisationen, med byen, familien og en bofast livsform. Han er en nomadisk røver, der ruller tiden tilbage til forhistorien. Han er brutal kriger fra den barbariske fortid.

Syrien er, hvad der sker, når islam vinder. Når islam vinder, taber civilisationen.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo