Uanset om det er Obamas vrængende "sagsøg mig" til kritikerne af hans misbrug af magt eller Putins skuldertræk til endnu en ugerning, så befinder vi os ikke længere på det civiliserede og urbane område for lov og regering.

Hvad begge mænd har til fælles er en baggrund på den hårde venstrefløj, som har lært dem, at det eneste afgørende princip i politik er Lenins "Kto-Kovo". Kto-Kovo eller Hvem-Hvem reducerede alle interaktioner til krigsførelse. Bolsjevikkerne indvarslede enden på regler, anstændighed eller ære. Alt hvad der betød noget var, hvem der ville være i stand til at ødelægge hvem. Det betød ikke noget, om du havde retfærdigheden på din side, men kun, hvad du ville gøre ved det.

Obama og Putin har det samme budskab til Amerika. "Kto-Kovo." "Sagsøg mig." "Og hvad så?" "Jeg vandt".

Begge mænd håner deres modstanderes afmagt, for de har demonstreret, at de ved deres manglende evne til at stoppe dem er svage og værdiløse. I stedet bruger de dem til at aflede opmærksomheden fra deres egne forbrydelser.

I en Kto-Kovo-verden er der ingen kompromiser og ingen moral. Der er ingen love og ingen grænser.

Hvis du kan gøre noget, gør du det. Hvis dine modstandere ikke kan stoppe dig, så har du ret til at gøre det. Den sande radikale, skæbnens mand, vil gøre alt, hvad han ønsker, fordi dette er, hvad der gør ham stor. Løgnene er konstante og aldeles skamløse. Ingen løgn kan nogensinde blive afsløret, fordi løgneren går videre til den næste løgn og derefter til den næste igen. Sandhed er lige så meningsløs i en Kto-Kovo-verden som lov.

Ord og love er blot midler til magt. Og i en Kto-Kovo-verden er magt det eneste, der betyder noget.

En Kto-Kovo-leder, hvad enten det er i det 7. eller 21. århundrede, agerer ved at samle sine tilhængere gennem dristige handlinger, der udvider hans magt og ydmyger og ødelægger hans fjenders kampånd.

Uanset om det er Putin, der invaderer Ukraine, eller Obama, der ensidigt kører sin amnesti, så angriber og udfordrer en Kto-Kovo-leder sine fjender for at stoppe dem. Han ignorerer enhver myndighed, der ikke er under hans kontrol og gør, hvad han vil; og ved at gøre således viser han, at hans magt er den eneste myndighed, der tæller.

Kto-Kovo-ledere er barbarer. Deres handlinger udfordrer rammerne for civilisation. Deres komme er en advarsel om, at civilisationen er i sin sidste fase. Civilisation begrænser magten ved at skabe regler, uanset om det er på den politiske magts område eller på ideernes. Der er midler til at begrænse individuel og kollektiv magt og til at afprøve idéer og dagsordener. Kto-Kovo-princippet bryder alle disse grænser. Det siger, at hvis jeg ønsker at slå dig i ansigtet, så gør jeg det. Hvis jeg ønsker at tvinge dig til at tegne en sundhedsforsikring, så gør jeg det. Hvis jeg ønsker at invadere dit land, så gør jeg det. Hvis jeg ønsker at åbne dine grænser for angribere, så gør jeg det. Hvis jeg ønsker at lyve om alting, så gør jeg det.

Kan du ikke lide det? Sagsøg mig.

I en Kto-Kovo-verden vinder de mest lovløse. Obama kan slå republikanerne, som stadig følger reglerne. Men Putin kan koste rundt med Obama, fordi han følger endnu færre regler.

Obama misbruger den udøvende magt. Putin er den udøvende magt. Når der ikke er nogen love, slår diktatoren den misbrugende folkevalgte.

I mellemtiden i Irak og Syrien vinder ISIS stadig Kto-Kovo-spillet, fordi den ikke følger nogen regler overhovedet. Der er intet, dens terrorister ikke vil gøre. Og det sætter dem foran både Putin og Obama.

Da Michelle Obama leverede en af de hashtags, der fungerer så godt mod republikanerne, grinede Boko Haram hende op i ansigtet. Mobning i sociale medier kan gøre det af med ubevæbnede. Men det er ingen trussel mod mænd, der ikke har noget job og masser af våben, og som ikke er en del af dit samfunds udvidede gruppe af kulturelt ligestillede.

Deres Kto-Kovo kan reduceres til rå magt. Enten dræber du dem, eller de dræber dig.

Kto-Kovo er en rejse ind i barbariets jungle og der er altid nogle, som er villige til at være endnu mere barbariske. Obama bruger dristigt bekendtgørelser, starter krige og smugler våben til terrorister. Putin går ret over til at nedskyde fly. Boko Haram og ISIS sætter trumf på med selvmordsbombere og folkemord.

Kan du ikke lide det? Sagsøg dem.

Terrorisme er den endelige Kto-Kovo. Det er den blodige lektion, der konfronterer Israel i Gaza. At bekæmpe en modstander, der vil begå enhver forbrydelse og fortælle enhver løgn, er umulig undtagen efter Kto-Kovo-regler. Terrorister bruger regler til at immobilisere deres modstandere, mens de selv ikke adlyder nogen.

Alinskys Regel 4 [fra Saul D. Alinskys 12 regler for radikale aktivister, o.a.]: "Få fjenden leve op til sine egne regler", er også Hamas', Putins og Obamas credo. Kto-Kovo-angribere har den største foragt for dem, der følger regler, som svækker dem. Deres favorittaktik består i at beskylde dig for noget, som de ved er usandt: "Du er ligesom Hitler", "du er en racist", "du er ligeglad med menneskerettighederne" - og derefter tvinge dig til at modbevise deres beskyldninger, hvilket begrænser din mobilitet og gør dig forudsigelig, neurotisk og sårbar.

Til sidst begynder du at angribe dine egne folk ved det første tegn på, at de kunne bringe dig i forlegenhed ved at bevise, at fjendens beskyldning er sand. Imens er Kto-Kovo-fjenden en racist, bekymrer sig ikke om menneskerettigheder og mener, at det at blive sammenlignet med Hitler er en kompliment.

Hvad Kto-Kovo-fjenden frygter mest, er, at hans modstandere vil holde op med at spille efter reglerne. Regler er en konsensus, men civilisationens vaner fortæller os, at de er ukrænkelige love. Det er derfor, vi insisterer på at behandle terrorister som krigsfanger, selvom reglerne for behandling af fanger var en del af et gensidigt arrangement. Vi gør alt i vores magt for at beskytte fjendens civile, selv når disse civile åbent støtter terrorister, hvis mål er at dræbe så mange af vore civile som muligt.

Vi handler som om Rusland er en legitim stat, man kan tale fornuftigt med, mens der er omfattende dokumentation for, at de nuværende ledere, ligesom i sovjettiden, kun handler efter Kto-Kovo-regler og ikke reagerer på noget andet. Og vi vil stadig gerne tro, at Obamas Kto-Kovo-politik kan neutraliseres af den rigtige højesteretskendelse eller retssag, mens det eneste han reagerer på, er direkte trusler mod hans magt.

Obama er ikke bekymret for at blive sagsøgt. Han er ikke bange for nogen domstol. Han er ikke engang videre bekymret for at miste Senatet. Hvad han frygter, er en anden folkelig bølge som den, der skabte den Tea Party-bevægelsen, der kunne oversvømme hans dagsorden med masseprotester og regeringsforstyrrelser, som selv hans medier ikke kan ignorere.

Putin er ikke bange for en anden international undersøgelse eller begrænsede sanktioner. Han er bange for at miste magten under en national opstand eller at blive tvunget til at bakke sine trusler op med et vaklende militær.

Kto-Kovo-kampe ikke kan vindes ved at følge reglerne. De kan kun vindes ved direkte at udfordre fjendens magtbase og ved at gå uden for reglerne for at oprette ens egen magtbase.

Det er en magtkamp, der ikke har regler, bortset fra at den side, der først blinker med øjnene, taber.

I enhver civilisations hukommelsen er der en viden om, at barbarer kun kan overvindes ved at være lige så villig til at kassere reglerne, som de er. Ellers ender du på den forkerte side af Kto-Kovo.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo