Ligesom et orkester, der kun kender ét nummer, kender politikerne kun én reaktion på islamisk terrorisme. De afskærmer det store flertal af muslimer, som ikke tog ned til Woolwich og hakkede løs på en soldat med en machete og som ikke fløj to fly ind i World Trade Center, fra dem, der rent faktisk gjorde. Hakkerne og piloterne er ekstremister. Dem, der sidder hjemme i sofaen og hepper på, er moderate.

Det ville være fint nok, hvis vi det drejede sig om røveri af en tankstation. Men for muslimer, er jihad ikke en voldshandling; det er en troshandling.

Islamisk terrorisme er ikke en forbrydelse. Det er en form for religiøs krigsførelse, der går hele vejen tilbage til islams grundlæggelse. Islam helliggør kriminalitet og vold som former for religiøs tilbedelse og dette er grunden til, at dens terrorhandlinger ikke sker i isolation. De er aldrig en enkelt galnings værk, fordi deres intentioner og ambitioner er kollektive.

Når en muslim dræber en ikke-muslim som led i religiøst begrundet jihad - hvad enten han er en ensom ulv eller et medlem af en stor celle - kan handlingen ikke adskilles fra dens mål for det større islamiske samfund. Ingen muslimsk terrorist er en ø. Hans terrorisme er en samfundsmæssig aktivitet, der foregår inden for rammerne af en klar islamisk bestemmelse. Han dræber ikke for sig selv. Han tager andres liv og ofrer sit eget for en historisk idé om teokrati og overherredømme.

Sondringen mellem aktivitet og passivitet er meningsløs. Det er forskellene mellem aktiv støtte, passiv støtte og direkte opposition, der betyder noget. De muslimer, der støtter både mål og midler af muslimsk terrorisme, er aktive støtter. Dem, der støtter målet om islamisk teokrati, men ikke islamisk terrorisme som middel, kan betegnes passive støtter. Og den lille minoritet af sekulære ekstremister, der modsætter sig både mål og midler, er den direkte opposition.

Flertallet af muslimer kan i bedste fald beskrives som moderate ekstremister, mens et lille mindretal kan roses for at være ekstremistisk moderat. Og eksistensen af dette mindretal er ofte lige så svær at verificere som Loch Ness uhyret i Skotland. Nogle mennesker hævder at have set det, men deres observationer bliver aldrig helt sikre og håndgribelige.

Selv om ikke alle muslimer støtter enhver terrorhandling, så støtter næsten alle muslimer nogle terrorhandlinger. De definerer handlinger, de misbilliger, som terrorisme og handlinger, de billiger, som modstand, hvilket gør en formel fordømmelse af terrorisme, begået af muslimske grupper, fuldstændig meningsløs. Hver fordømmelse gælder kun for en konkret sag. Og dette kun hvis du tager fordømmelsen for pålydende.

Efter 11. september, interviewede National Geographic en moderat "islamisk lærd" for hans reaktion på angrebene. "Ingen religion kan tolerere dette," sagde han, "islam godkender ikke dette. De mennesker, der gjorde dette, kan på ingen måde være muslimer, og hvis de hævder at være muslimer, så har de perverteret deres religion."

Den lærde var Anwar Al-Awlaki, der havde bånd til 9/11-flykaprerne og var al-Qaeda-leder.

Hvis ellers anvendelsen af udtrykket "moderat" om alle normale muslimske ledere nogensinde har givet mening, så blev det meningsløst, da rækken af moderate voksede til at omfatte Det Muslimske Broderskab, Anwar Al-Awlaki og enhver muslim, der ikke i et givet konkret øjeblik var i færd med at hugge hovedet af en eller anden. Og når han så var færdig med at save og havde fået blodet vasket af sine hænder, kunne også han blive betragtet som en moderat.

De to muslimske lande, der oftest præsenteres som moderate eksempler, Tyrkiet og Indonesien, har begge begået folkemord mod ikke-muslimske mindretal indenfor de sidste hundrede år.

Omkring tidspunktet for det arabiske forår, begyndte journalister at beskrive Det Muslimske Broderskab, som havde en lang historie af terrorisme og hvis skrifter opfordrer til folkemord, som moderate. Den Frie Syriske Hær, der er domineret af Broderskabet, bliver konstant beskrevet som både "moderat" og "sekulær". Men Hamas, som er Det Muslimske Broderskab i Gaza, beskrives som militant, snarere end moderat.

Der er ingen egentlig standard for, hvad der gør en muslimsk gruppe moderat. Betegnelsen er en form for godkendelse fra vestlige eliter til muslimske grupper og personligheder, som de fleste mennesker traditionelt ville forbinde med terrorisme.

Muslimer, der tænkeligt kunne beskrives som moderate, bliver det sjældent. Det ville være overflødigt at gøre det. Det er altid muslimer med en lang historie af offentlige udtalelser til støtte for terrorisme og forbindelser til terrorgrupper, der beskrives på den måde.

Når en muslimsk personlighed beskrives som moderat, er det tænkt som et alibi. Du ville måske opfatte ham som ekstrem, men medierne er kommet dig i forkøbet og har udnævnt ham som en moderat. Det var sådan, det fungerede for Anwar Al-Awlaki. Det er sådan, det stadig fungerer for Det Muslimske Broderskab.

Muslimer beskriver selektivt terrorhandlinger som terrorisme eller modstand afhængigt af, om de støtter dem eller ikke. Tilsvarende beskriver vestlige eliter selektivt muslimske terrorgrupper som moderate eller ekstremister afhængigt af, om de støtter dem eller ikke.

Når New York Times og Washington Post beskriver Det Muslimske Broderskab som moderat, det er ikke anderledes end at fortælle politiet, at din fætter var sammen med dig hele natten, mens han i virkeligheden begik en række grusomme mord. Det er ikke en dokumenterbar påstand; det er et alibi, der ikke kan stå for selv den mindste kontrol.

Om det er i Egypten eller i London, er der intet krav om, at disse moderate grupper faktisk ophører med at støtte terrorhandlinger. Kravet er blot, at de holder op med at genere de vestlige politikere og journalister, der giver dem et alibi, ved at udføre dem.

For de vestlige eliter, er islamiske terrorhandlinger ikke en skændsel, men en ulempe, der chokerer offentligheden og gør det sværere at komme videre med den større dagsorden om at integrere den muslimske verden i den moderne verden gennem indvandring og demokratisering.

Anwar Al-Awlaki blev betragtet som moderat, fordi han var villig til at stå foran kameraerne og sige de rigtige ting efter den 11. september, selv om han var involveret i angrebene denne dag.

Det Muslimske Broderskab bliver betragtet moderat, fordi det er villigt til at sige de rigtige ting, selv mens dets slyngelbander brænder kirker ned og terroriserer oppositionen.

Den moderate muslim, der prises af vestlige eliter, er ikke en modstander af vold. Hvis det var kvalifikationen, ville mange af de vestlige eliter, som støtter og støttede venstreorienterede terrorister, ikke kvalificere. Det er en villighed til at opretholde den illusion, at en forenet verden under international lov er mulig.

En måned efter den 11. september, beskrev New York Times Anwar Al-Awlaki som tilhørende "en ny generation af muslimske ledere, der er i stand til at fusionere Øst og Vest." Dette er den sjælløse beregning bag varemærket, moderat. Det gives ikke til de muslimer, der skyr vold, men til de muslimer, der støtter foreningen af øst og vest. Og de ser ikke alt for nøje på det, der står med småt, for at afgøre, om denne forenede verden vil fungere under international lov eller under islams klare bestemmelse.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo