Europas mærkelige død
Douglas Murrays nye bog konfronterer islamiseringen af ​​Europa
Af Danusha V. Goska
Oversættelse af: The Strange Death of Europe
Kilde: FrontpageMag.com, 5. juli 2017
Udgivet på myIslam.dk: 17. juli 2017

Se Stefan Molyneux's video-interview med Douglas Murray efter denne anmeldelse.

Når du har vendt den sidste side i Douglas Murrays nye bog: The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam, [Europas mærkelige død: Indvandring, identitet, islam], tager du måske dig selv i at stirre ud i det fjerne, nippe åndsfraværende af din absint, planlægge din flugt til New Zealand eller bedre endnu, Mars. Du vil måske gå i kloster eller ind i en våbenforretning. Du vil måske straks planlægge at få tolv børn, eller blive steriliseret.

De grundlæggende kendsgerninger er få: Efter massenedslagtningen i 1. og 2. Verdenskrig manglede Europa arbejdskraft. Europa stemte socialistisk og lovede sociale vugge-til-grav-ydelser. For at løse begge problemer, importerede Europa et stort antal ofte muslimske arbejdere. Verdenskrigenes rædsler, dokumenteret i pinefulde detaljer, efterfulgt af den europæiske imperialismes sammenbrud, fik mange eliter til at skamme sig over deres egen identitet, og at fremme kulturrelativisme og multikulturalisme. Europa opgav sine jødisk-kristne rødder og begrebet nationalstat. Europas mest teatralsk "moralske" og "oplyste" eliter gik ind for "mangfoldighed", åbne grænser og nedvurdering af europæisk kultur som topmålet af dyd. Samtidig blev ikke-europæiske kulturer vurderet som overlegne.

Disse tendenser har nået deres højdepunkt i de seneste år, hvor enorme mængder af overvejende muslimske migranter satte kursen mod Europa i synkefærdige skibe og spinkle gummibåde, og Europa, ledet af Angela Merkel, annoncerede: "Kom ind. Vore sociale sikkerhedsnet vil støtte jer med kontanter, bolig og sundhedspleje. Vores multikulturalisme vil hæve jer over al kritik." Blandt indvandrerne var der nogle, som afgjort vurderede deres egen kultur, ikke alene som overlegen i forhold til europæisk kultur, men som den kultur, der, ved hjælp af vold og terror, burde beherske verden. Den uundgåelige bussemand i denne fortælling er ikke andet end simpel matematik. Muslimer får flere børn; europæere får færre. "Ved slutningen af de fleste af de nulevende menneskers liv, vil Europa ikke længere være Europa og de europæiske folk vil have mistet det eneste sted i verden, de kunne kalde hjem", som Murray udtrykker det.

Et lignende område er blevet dækket af andre bøger: Oriana Fallacis 2002-bog: The Rage and the Pride, Bat Yeors 2005-bog: Eurabia: The Euro-Arab Axis, Bruce Bawers 2006-bog: While Europe Slept: How Radical Islam is Destroying the West from Within, Melanie Philips' 2006-bog: Londonistan: How Britain is Creating a Terror State Within, Claire Berlinskis 2007-bog: Menace in Europe: Why the Continent’s Crisis Is America’s, Too, and Mark Steyns 2008-bog: America Alone: The End Of The World As We Know It.

Murray behandler, hvad der siden 2015 ofte er blevet kaldt "migrant-krisen", og han dækker begivenheder frem til så sent som december 2016. Murray bringer os dybderne af sine egne natte-grublerier. Dette er en bog, der vover at forbinde livets store spørgsmål med aktuelle overskrifter.

De 320 tæt-pakkede sider i The Strange Death of Europe indledes med de uigendrivelige ord: "Europa er ved at begå selvmord." Der er rigeligt at blive chokeret over, når man læser denne bog. Her er et eksempel: Murray fortæller sandheden. Sandheden er blevet så dæmoniseret, at vi har vænnet os til talende personer, der undgår sandheden, som en mudret hund undgår badekarret. Mere end én gang måtte jeg slå op på copyright-siden for at forvisse mig om, at dette ikke var en privat udgivet bog.

Lad os begynde med en punktopstilling af nogle få begivenheder hentet fra The Strange Death of Europe.

* I december 2014 sejlede afrikanere i en smuglerbåd fra Marokko til Spanien. Om bord var en en kristen, som bad. Kaptajnen og besætningen identificerede og bankede derefter systematisk alle kristne passagerer og kastede dem overbord. Dette var ikke en isoleret hændelse. Kristne passagerer på andre både er blevet druknet. Ikke bare kristianofobi, men også racisme hersker på bådene. Økonomisk bedrestillede tunesere og syrere ser ned på, og udrangerer, de mere mørkhudede og fattigere afrikanere fra syd for Sahara. Mellemøstlige muslimer optager de bedste pladser i båden og har de bedste chancer for at overleve eventuelle ulykker.

* Den 27. september 2016 blev en 27-årig pakistansk indvandrer i Tyskland arresteret, mens han offentligt voldtog en irakisk pige. Pigens far nærmede sig med en kniv. Politiet skød og dræbte ham, formentlig for øjnene af den lille indvandrer-pige, der lige var blevet voldtaget. Dermed var hun nu forældreløs foruden at være et seks-årigt, statsløst overlevende voldtægtsoffer. Hun er ikke alene. Kvinder bliver jævnligt voldtaget og gjort til prostituerede af deres indvandrer-fæller, der mest udgøres af unge mænd.

* Paris-terrorangrebet i november 2015 dræbte eller sårede over fem hundrede mennesker. Syv af de ni terrorister havde givet sig ud for at være syriske flygtninge.

* En 11-årig britisk piges bagdel blev med varmt metal brændemærket med bogstavet "M" for "Muhammed". Den pågældende Muhammed "ejede" hende, slog, voldtog og torturerede hende, og brugte hende som prostitueret for en lang række andre seksuelle sadister, alle muslimer. Når ofre som hende - der er flere tusinder - søgte retfærdighed i England, blev de beskyldt for at være "racister". Da parlamentsmedlemmet Ann Cryer rejste spørgsmålet om muslimske mænds voldtægt af mindreårige engelske piger, blev hun beskyldt for at være "islamofob". Hun måtte have politibeskyttelse. En muslimsk mand råbte op; han modtog dødstrusler fra sine muslimske trosfæller. De engelske myndigheder fortiede sagen, og gjorde det muligt for lignende bander af børnelokkere at fortsætte i "mere end et årti."

* I 2004, i Marseille, Frankrig, blev Ghofrane Haddaoui, en 23-årig muslima, stenet til døde for at have afvist en muslimsk mands tilnærmelser. Dette er ikke en isoleret hændelse. "Britisk politi indrømmede, at de havde undladt at undersøge snesevis af mistænkelige dødsfald blandt unge muslimske kvinder, fordi de havde tænkt, at disse potentielle æresdrab var sager for lokalsamfundet."

Disse hændelser begynder at tage pynten af Europas opfattelse af "migrant-krisen" som en varm, tilforladelig og inspirerende humanitær triumf.

Og her er endnu en anekdote. Under et besøg i en indvandrerlejr, mødte Murray en 31-årig ægtemand og far. Hjemme i Afghanistan, havde denne mand været skole-administrator. Taleban beordrede ham til at hjælpe dem med at forgifte vandforsyningen til hundreder af skolebørn. At forgifte muslimske skolebørn ville fremme deres mål om at eliminere uddannelse, som de ser som uislamisk. For at at drive ham til at gå ind på deres plan, torturerede de manden på ubeskrivelige måder, herunder ved gentagne gange at voldtage ham, mens de sagde til ham: "Du har ingen gud, vi er din gud, du skal gøre, som vi siger." "Hvis nogen forsøger at sende mig tilbage til Afghanistan," forsikrede denne indvandrer Murray, "vil jeg dræbe mig selv."

Murray gør det klart: han forstår, at mange indvandrere flygter fra et liv i Helvede. Men Murray har modet til at spørge, om det er Europas pligt - eller overhovedet indenfor Europas formåen - at tage imod ethvert menneske på jorden, der lever et liv i Helvede. Afghaneren havde taget det meste af sin rejse over land. Han kunne være stoppet i et stort antal relativt fredelige og komfortable muslimske lande, som han passerede på sin vej. Det gjorde han ikke. Han - ligesom de andre migranter - insisterede på Europa, og, ja, på Vesteuropa.

Flygtninge klarer sig bedst, når de bliver optaget i lande og kulturer, der er nærmest deres egne. Der er over halvtreds overvejende muslimske lande i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Central- og Østasien. De fleste befinder sig i fred, og mange er meget velhavende. Migranterne går gennem disse lande for at komme til Europa. Hvorfor? Aylan Kurdi, hvis dødsfoto blev udnyttet som et pas for utallige flygtninge, forsøgte ikke at undslippe krig; hans beskæftigede far, der levede som irakisk flygtning i fredstids Tyrkiet, ønskede de bedre sociale ydelser, der kunne opnås i Europa.

Murray påpeger, at ummaen eller det internationale samfund af muslimer, ikke har reageret på "migrantkrisen" med megen desperat nødvendighed, gavmildhed eller medfølelse. Fahad al-Shalami, en kuwaitisk embedsmand, forklarede, at hans land er uegnet til indvandrere, fordi det er dyrt og egnet til arbejdere, ikke indvandrere. Videre erklærede al-Shalami skamløst, at indvandrere udgjorde en trussel mod hans land. "Du kan ikke acceptere folk, der kommer fra en anden atmosfære, fra et andet sted. Disse er mennesker, der har psykiske problemer, traumer." Saudi-Arabien har 100.000 tomme airconditionerede telte, som det nægter at give til blot en enkelt indvandrer. Men Saudi-Arabien tilbød at bygge 200 moskeer i Tyskland for at imødekomme de nye indvandreres behov.

Murray nedskyder ved hjælp af fakta og tal den påstand, at den nuværende indvandringspolitik gavner Europa økonomisk. Han hævder, at denne politik i virkeligheden er et dræn af den nationale velstand, eftersom et betydeligt antal af de nuværende indvandrere med større sandsynlighed tager mere ud af statskassen, end de lægger i. Han hævder også, at boliger, skoler og andre sociale tjenester er under pres. Grønne politikere, der tidligere argumenterede for fordelene ved nul befolkningstilvækst, argumenterer pludselig for fordelene ved store og pludselige stigninger i befolkningen. Islamofile er kort sagt villige til at sige hvad som helst, så længe det tjener deres dagsorden. Under alle omstændigheder: "Indvandrere bliver også gamle," bemærker Murray, som svar på argumentet om, at Europa er "grånende" og har brug for frisk blod. Forventningen om, at indvandring skulle kunne opretholde velfærdsydelser for en aldrende befolkning er som "et pyramidespil". Med hensyn til de påståede kulturelle fordele ved den nuværende indvandringspolitik, bemærkninger Murray: "Hvis der er lidt flere halshugninger og seksuelle overgreb, end der plejede at være i Europa, så nyder vi i det mindste også godt af en langt bredere vifte af køkkener."

Åbne grænser er "en bevidst politik for samfundsmæssig forvandling: en kulturkrig mod det britiske folk, med brug af indvandrere som rambuk." Multikulturalisme er en løgn. "Den største ironi er - midt i de endeløse fejringer af mangfoldighed - at den ene ting, som folk ikke kan få sig selv til at fejre, er den kultur, der tilskyndede denne mangfoldighed i første omgang." Murray citerer Samuel Huntington: "Multikulturalisme er i sit væsen anti-europæisk civilisation. Den er dybest set en anti-vestlig ideologi." Multikulturalisme er "selv-tilintetgørende".

Murray citerer meningsdannere, der insisterer på, at de europæiske kulturer ikke har identitet, eller i hvert fald ingen identitet, der er værd et bevare. En svensk integrationsminister fortalte nyankomne, at svenskerne misunder dem, fordi de har kultur, mens Sverige ikke har nogen kultur værd at nævne. Hvis man udfordrer dette, er svaret, at hvide, kristne europæere er de mest onde mennesker i historien, der ikke har bestilt andet end at invadere, kolonisere og slavebinde. I 2006 sagde den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt: "Kun barbari er virkelig svensk. Al yderligere udvikling er blevet bragt udefra." "Destruktion er præcist, hvad vore samfund fortjener," skriver Murray, som en omskrivning af den holdning, der støtter indvandring. Europa "skal særskilt straffes for historiens ugerninger."

Masochisme er den hippe europæers mest potente narkotikum. Murray citerer den norske politiker Karsten Nordal Hauken, der blev voldtaget af en mandlig somalisk indvandrer. Hauken udtrykte sin egen "skyld". "Jeg havde en stærk følelse af skyld (...). Jeg var årsagen til, at han ville (...) blive sendt til en mørk og usikker fremtid i Somalia."

I 2015 blev en "No Borders" aktivist gruppevoldtaget af sudanesiske indvandrere ved den fransk-italienske grænse. Hendes kammerater opfordrede hende indtrængende til ikke at melde voldtægten. I første omgang gjorde hun det ikke. Da hun endelig gjorde det, beskyldte hendes kammerater hende for "ondskabsfuldhed".

I januar 2016 blev Selin Goren voldtaget af tre indvandrere i Mannheim. Hun løj for politiet og sagde, at hendes angribere var tyskere. Senere fortalte hun sandheden og derefter lagde et brev ud på Facebook til sine angribere. Hun skrev: "Jeg er så utrolig ked af det (...) I er ikke sikre her, for vi lever i en sexistisk samfund (...) I er plaget af stigende og stadig mere aggressiv racisme (...) Jeg vil ikke tillade det (...) Jeg vil ikke bare stå passivt og se til, mens racister kalder jer et problem. I er ikke problemet. I er ikke et problem overhovedet."

En tysk intellektuel fortalte Murray, at "det tyske folk var antisemitisk og fordomsfuldt og fortjente at blive skiftet ud." "Kun moderne europæere," skriver Murray, "er glade for at være selvhadende på en international markedsplads for sadister."

Islam, på den anden side, skal fejres som et kildevæld af alle gode ting, som i udstillingen 1001 Islamiske Opfindelser i London Videnskabsmuseum. Da middelalderforskeren Sylvain Gouguenheim udgav et essay, der hævdede, at teksterne fra det antikke Grækenland, som man sagde var blevet reddet af muslimer, faktisk blev bevaret af syriske kristne, blev Gouguenheim fordømt for "islamofobi". Forskere, der publicerer om så enkle spørgsmål som Koranens oprindelse, må udgive under pseudonymer og leve i skjul. Vesteuropæere, ikke mindre end terrorister, tilslutter sig denne undertrykkelse af tale og tanke. "Den ene ting, som vort samfund virkelig holder helligt og utilgængeligt for latterliggørelse eller kritik, er Muhammeds krav og lære."

For at lette deres krig mod Vesten hamrer pro-migrant-aktivister løs med åndløst monotone nazi-analogier. Det er 1939, og de muslimske indvandrere svarer til jøderne i Nazityskland, mens åbne-grænser-aktivister er som frelsere af Anne Frank. Dette scenario er ikke bare falskt, det er groteskt, selvforherligende og svarende til Holocaust-benægtelse.

Murray spørger, hvorfor Østeuropa er så anderledes. Jeg kan kun håbe, han vil læse min egen 2015-artikel: "Western European v Eastern European Responses to Mass, Unvetted, Muslim Migration" (dansk oversættelse: "Vesteuropæiske versus østeuropæiske svar på ukontrolleret muslimsk masseindvandring."

De grupper, der betaler den højeste pris for Europas "multikulturalisme", omfatter naturligvis, kvinder, homoseksuelle og jøder. En pariser sagde i 2015 efter november-angrebene samme år [der efterlod 130 dræbte og 433 sårede, heraf 80-99 alvorligt, o.a.]: "Før var det bare jøderne, forfatterne eller tegnerne." Tommy Robinson, som ikke tilhører eliten, blev af Storbritannien gjort til en ikke-person for hans modstand. Murray kommenterer dobbeltmoralen her: "Det er uendeligt meget lettere at kritisere generelt lys-hudede mennesker, især hvis de tilhører arbejderklassen, end det er at kritisere generelt mørk-hudede mennesker, uanset deres baggrund." "I 2003 blev en rapport om antisemitisme, som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad havde bestilt, stille og roligt lagt på hylden, da den fastslog, at stigningen i antisemitisk aktivitet i Europa var forårsaget af en stigning i angreb på jøder begået af unge muslimer." På Bastilledagen i 2014, "blev tilbedende i en synagoge i Paris barrikaderet indenfor af indvandrer-demonstranter, der sang: 'Død over jøderne.'" I Paris i 2006 blev jøden Ilan Halimi tortureret i tre uger og dræbt af muslimer.

Murray, som så mange andre, dvæler ikke ved det faktum, at "migrantkrisen" er en krise for både de afsendende og de modtagende lande. De aktuelle migranter er ikke dem, der er mest tilbøjelige til at lide i en krig. De er ikke de fattigste af de fattige, de ældre, kvinder og børn. Migranterne er helt overejende raske, unge mænd med penge nok til at betale betydelige smugler-honorarer og raffinerede nok at styre udenom eventuelle forhindringer ved hjælp af iPhones og instruktioner sendt til dem af 'åbne grænser'-aktivister.

Som unge, raske, ressourcestærke mænd, der er i stand til at nå deres mål, er de, kort sagt, råmaterialet til en hær - bogstaveligt og metaforisk. De kunne være helte. De kunne være i deres hjemlande, hvor de kæmpede for at besejre IS. De kunne arbejde for at opbygge en bedre fremtid for deres koner og børn. De kunne bruge deres handlekraft til at opbygge deres hjemlande, ikke til at overliste grænsepatruljer og uddelere af velfærdsydelser, ikke til at konkurrere om at bevise, at de er mere ynkelige og mere værdige til europæernes medlidenhed end den næste 'flygtning', ikke til at deltage med andre migranter i seksuelle masse-overgreb på kvinder, piger og drenge blandt de naive værter, der tilbyder dem ly.

Hvad sker der med et fattig, ustabilt land, når dets mest energiske og indkomstskabende befolkning rejser sig i massevis og besvarer Europas lokkende sirenesang? Mindst én videnskabelig undersøgelse, med fokus på Pakistan, hævder, at mandlig emigration har dybtgående negative virkninger, især på de efterladte kvinder. Pressens og hjælpeorganisationernes beretninger om konsekvenserne af tabet af ægtemænd, fædre og sønner, som f.eks. denne, denne, denne og denne, er hjerteskærende barske. Hvis en eneste af disse "åbne grænser/flygtninge velkommen" forkæmpere for social retfærdighed bekymrede sig om andet end at udstille deres egen dydighed, ville de ikke lokke mænd til Europa, men rejse til emigrant-landene for at forbedre forholdene dér. Ingen tvivl om, at disse sofa-krigere ville vurdere en sådan opgave som bestående af alt for meget arbejde, med alt for mange myg og alt for få varme brusebade.

Murray citerer gentagne gange meningsmålinger, der viser, at et flertal af europæere ikke ønsker muslimsk masse-indvandring til deres lande. Han nævner Enoch Powell, den konservative politiker, som i 1968 holdt "Floder af Blod"-talen, der gav udtryk for mange af de bekymringer, som Murray skitserer i sin bog. Powell blev fjernet fra den politiske scene. Og alligevel - siger Murray - var omkring 75% af befolkningen enig med ham. Ray Honeyford, en rektor, skrev i 1984 en artikel, der var kritisk over for effekten af multikulturalisme på uddannelse. Honeyford karriere i uddannelsessektoren blev ødelagt.

På baggrund af disse overvældende former for pres, må man spørge: Hvad gjorde tidlige kontra-jihadister så meget mere indsigtsfulde og modige end deres ligestillede? Svaret, tror jeg, er sammenligneligt med de karakteristika, der er typiske for Holocaust-redningsfolk. Redningsfolk - ifølge forsker Nechama Tec - er uafhængige outsidere med universalistiske værdier, der overskrider race og etnicitet. Det samme gælder kontra-jihadister. Ikke så få kontra-jihadister var og er homoseksuelle: Pim Fortuyn, Bruce Bawer, Tommy English og Murray selv.

Murray bemærker: "Hvis en bekymring deles af et flertal af befolkningen i mange år, og intet bliver gjort for at fjerne den, så vil uro og vrede helt sikkert hobes op. Hvis reaktionen ikke bare er at ignorere bekymringen, men at hævde, at det faktisk er umuligt at gøre noget ved den, så begynder radikale alternativer at gære (...) som i værste fald vil bryde ud i gaderne."

Murray behandler ikke en mulighed, der synes alt for sandsynlig: Krig. Ayaan Hirsi Ali advarede mod krig i juni, 2017. Politolog og arabist, professor Gilles Kepel, drøftede muligheden i september 2016, og det samme gjorde Daniel Pipes i 2007. Tommy Robinson - i et interview i juni 2017 - udtrykte den fortvivlelse han føler "som en far til tre": "Der er intet lys for enden af tunnelen (...). Når folk bliver desperate - det er som om, de tvinger folk hen ad den vej" mod krig.

I et kapitel med titlen "Træthed" [Tiredness], siger Murray, at Europa måske er døende, hvilket også Oswald Spengler sagde i Vesterlandets undergang. Murray erkender, at Vesten bygger på "jødisk-kristen kultur, de gamle grækere og romere, og Oplysningstiden opdagelser."

”En af Europas store energikilder gennem århundreder – måske den største - var ånden af kontinentets religion (...), den drev Europa til de største højder af menneskelig kreativitet." Murray siger, at to kræfter ødelagde kristendommen. Den ene var det 19. århundredes tyske bibelkritik, der af-helligede tidligere hellige tekster. Den anden var Darwin.

Som erstatning for kristendommen har vi ikke fået andet end nihilisme og hedonisme. "Der er formentlig ingen Gud. Så hold op med at bekymre dig og nyd livet," skriver Murray som et citat af et ateistisk bus-kampagne slogan.

Videnskab kan ikke udfylde hullet efterladt af den vigende kristendom. I et lakonisk afsnit, spidder Murray en akademisk konference: "En gruppe akademikere og andre var forsamlet for at diskutere Europas forbindelser med Mellemøsten i historisk perspektiv. Det blev hurtigt klart, at intet ville blive lært, fordi intet kunne siges (...) formålet med dette spil - for et spil var det - var at foregive akademisk undersøgelse og samtidig umuliggøre frugtbar diskussion."

Kunst kan heller ikke erstatte religion. Den foragter sit publikum. Den har bevæget sig fra at skabe værker, der fik beskueren til at sige: "Jeg ville ønske jeg kunne gøre det," til værker, der får beskueren til at sige: "Selv et barn kunne gøre det." "Kunsten i vor tid synes at have opgivet ethvert forsøg på at antænde noget andet i os."

Naturen afskyr vakuum. Folk har altid spurgt, og vil altid spørge: "Hvad laver jeg her?" Vesteuropæere har ikke længere svar på sådanne spørgsmål. Islam er sikker på sig selv. Islamister og deres islamofile allierede garanterer, at islam er hævet over kritik. Unge europæere, der søger mening, vil konvertere til islam.

På trods af alt dette erkender Murray, hvad den ateistiske forfatter Don Culpitt skrev i 2008: "Ingen i Vesten kan være helt ikke-kristne. Du kan kalde dig selv ikke-kristen, men de drømme, du drømmer, er stadig kristne drømme (...) den moderne, sekulære verden er selv en kristen skabelse."

Murray skriver: "Menneskerettighedernes kultur, for eksempel, skylder mere til trosbekendelsen, prædiket af Jesus af Nazaret, end den gør til, lad os sige, den af Muhammed (...). Europa er en samling af byer og landsbyer. Forlad en landsby og du vil efterhånden støde ind i endnu én. Og i ethvert lavt bebygget område vil den første ting du ser være kirken, der er placeret i centrum af samfundet. I dag, hvor disse samfundscentrer ikke er helt døde og omdannet til boliger, er de døende (...). Jeg kan ikke undgå at føle, at meget af Europas fremtid vil afhænge af, hvad vores holdning er til kirkebygningerne og andre store bygninger fra vores kulturarv, der står midt iblandt os (...). Et samfund, der siger, at vi udelukkende er defineret af værtshuset og natklubben, af selvforkælelse og af alt det, vi føler os berettigede til, kan ikke siges at have dybe rødder eller stor sandsynlighed for at overleve. Men et samfund, som hævder, at dets kultur består af katedralen, teateret og sportspladsen, indkøbscentret og Shakespeare har en chance."

Murray, der tidligere identificerede sig som praktiserende anglikaner, men nu identificerer sig som ateist, insisterer på, at nogen virkelig tilbagevenden til kristendommen ikke er mulig. Man får den fornemmelse, at Murray mener, at kun amish-kristne og lommer af hasidiske jøder stadig tager Bibelen alvorligt. Murray lyder så ægte trist i disse passager, så dybt elegisk, at jeg ønskede, jeg kunne give ham et eksemplar af min egen bog, Save Send Delete, hvori jeg argumenterer for bibelsk tro som et fornuftigt valg for et moderne, tænkende menneske. Jeg kan kun håbe, at han vil snuble over denne anmeldelse og emaile mig. Jeg vil sende ham et gratis eksemplar.

Murrays bog, såvel som al diskussion af Europas overvældende og hurtige islamisering, kunne få gavn af at omtale Robert Putnams forskning. Marxistiske social-ingeniører handler på basis af den opfattelse, at eksistens går forud for essens - at der ikke findes sådan noget som menneskets væsen. Mennesker kan manipuleres til at blive hvad som helst, magthaverne vil have dem til at være. Hvis eliten beslutter, at hurtig islamisering er en god idé, så kan folk bringes til at acceptere det gennem en passende oplæring i hænderne på deres overmænd.

En sådan oplæring igangsættes umiddelbart efter hvert nyt terrorangreb. Vi ved præcist, hvad Sadiq Khan vil sige efter den næste, uundgåelige, dolkning, bombning eller halshugning. "Dette har intet med islam at gøre. Vi værdsætter vores forskellighed. Vi fortsætter vort daglige liv." Disse erklæringer, robotagtigt gentaget til ulidelighed, giver sig ud for at være alfaderlige forsikringer. I virkeligheden er de mere uhyggelige. De er 1984-agtige diktatoriske formler, der skal hjernevaske masserne og markere grænserne for acceptabel tale. Dette er, hvad vi er forpligtet til at sige. Vi kan ikke spørge: "Hvad kan vi gøre anderledes for at undgå sådanne terrorangreb?" Vi kan ikke spørge: "Er det ikke på tide, at vi gendriver den ideologi, der inspirerer morderne?" eller "Hvem holder øje med grænserne?"

Social-ingeniørerne tager fejl. Et menneske har et væsen - er i besiddelse af væsensmæssige aspekter. Normale mennesker præsterer uundgåeligt bedre, når de har en følelse af fællesskab og arv. Når støtten fra fællesskab og arv tages fra dem, reagerer de negativt. Som John Leo skrev i 2007 i en opsummering af Robert Putnams dengang nyere forskning: "Indvandring og etnisk mangfoldighed har på kort og mellemlang sigt en ødelæggende indflydelse på den sociale kapital, netværket af foreninger, tilliden og det gode naboskab, der skaber og opretholder fællesskaber."

Hvis de meget anti-vestlige og islamiserende kræfter skulle få at vide, at f.eks. Mali, et overvejende muslimsk land i Afrika, gennem indvandring ville blive overvejende ateistisk kinesisk i dette århundrede, så ville de selv samme aktivister være fulde af bekymring for de "indfødte" maliere. Mærkeligt hvordan det at være en "indfødt", er højt værdsat af anti-vestlige kræfter, når man taler om et land som Mali, mens den helt samme status bliver en fornærmelse, når man taler om hvide europæere.

Murrays bog minder os om en vigtig kendsgerning. Tro det eller ej: højreorienterede kontra-jihadister og islamofile som NPR, The Southern Poverty Law Center, de latterligt selv-erklærede "anti-fa" eller "anti-fascister", har alle noget væsentligt til fælles. Alle hævder, at kontra-jihad er et udelukkende højreorienteret fænomen. Venstreorienterede ønsker at miskreditere og marginalisere kontra-jihad-bevægelsen ved at stemple den som det "yderste højre". Højreorienterede kontra-jihadister ønsker at monopolisere æren.

Murray minder os om, at de tidlige kontra-jihadister i Europa på ingen måde var højreorienterede. Som barn havde Oriana Fallaci været involveret i virkelig antifascistisk aktivitet i det nazi-besatte Italien. Pensioneret sex bombe, dyrerettighedsaktivist og vegetar Brigitte Bardot er ingen højreorienteret. Pim Fortuyn, Theo van Gogh, Bruce Bawer, Ayaan Hirsi Ali, de ansatte på Charlie Hebdo, Tommy English, leder for Bøsser Mod Sharia UK: Ingen af disse er højreorienterede. I USA gælder det samme for Sam Harris, Bill Maher og Eric Allen Bell. På den anden side tog den republikanske præsident George Bush til Islamic Center of Washington, DC, seks dage efter 9/11, for at sige, i selskab med CAIR's Nihad Awad, at "islam er fred". For nylig havde jeg en svimlende oplevelse med en katolsk præst. Når det drejede sig om abort, kvinder eller gifte præster, var han ærke-konservativ. Da jeg forsøgte at tale med ham om jihad, lød denne samme ærke-konservative præst pludselig som en "åbne grænser"-fortaler. Du kan læse vores meningsudveksling her.

Modstand mod kvindelig omskæring, børneægteskaber og mord på personer, som man er uenig med, er ikke udelukkende højreorienterede holdninger. I en Gallup meningsmåling fra 2009 opfattede nul procent af de adspurgte muslimer homoseksualitet som moralsk acceptabelt. Modstand mod mord på homoseksuelle er ikke en udelukkende "højreorienteret" holdning. Kontra-jihad er for vigtig en sag til at risikere at støde eventuelle allierede bort ved at klassificere kontra-jihad som et rent "højreorienteret" anliggende. Kontra-jihad er et universelt, menneskeligt anliggende.






Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)




Oversættelse: Bombadillo