Jeg har skrevet et par essays om den græske indflydelse på den moderne videnskabs opståen, og om hvorfor den videnskabelige revolution ikke skete i den islamiske verden. Jeg finder dette et interessant emne, især fordi muslimer og deres apologeter i dag kommer med så mange myter om dette; derfor vil jeg undersøge emnet nærmere.

Jeg nævnte de gamle egyptiske hieroglyffer i et af mine tidligere essays. En forsker har hævdet, at det i det niende århundrede lykkedes for en arabisk alkymist at afkode nogle af hieroglyfferne. Selv hvis dette skulle være sandt, efterlod hans forskning ingen varige spor og er ikke blevet fulgt op af andre, hvilket i sig selv er betydningsfuldt. De bekræftede historiske optegnelser viser, at de arabiske muslimer havde kontrolleret Ægypten i mere end tusind år, uden at det lykkedes dem at dechifrere hieroglyfferne eller for det meste at vise megen interesse i at gøre det. Den tresprogede Rosettesten blev anvendt af den franske filolog Jean-Francois Champollion til at dechifrere hieroglyfferne i 1822. Han valgte en intuitiv (men i sidste ende korrekt) tilgang ved at anvende det koptiske sprog, de egyptiske kristnes liturgiske sprog (som var direkte afledt af de gamle Faraoers sprog, i modsætning til det, der blev talt af de arabiske erobrere), snarere end den mere matematiske tilgang, der fulgtes af hans engelske rival Thomas Young.

Af hensyn til den historiske nøjagtighed, bør det nævnes, at da hieroglyfferne endeligt blev taget af brug, blev dette også gjort af kristne. Dermed sluttede en af de ældste kontinuerlige kulturelle traditioner på planeten, der mindst går tilbage til Narmerpaletten, der priser foreningen af Øvre og Nedre Ægypten i det 32. århundrede f.Kr. Processen blev indledt i det fjerde århundrede e.Kr., før delingen af det romerske imperium, og blev afsluttet af den østromerske (byzantinske) kejser Justinian, der afskaffede tilbedelsen af Isis på øen Philae i det sjette århundrede. Da den egyptiske religion blev lukket ned, blev det skriftsystem, der var forbundet med den, glemt. Resterne af Platons Akademi blev også lukket i den kristne (nicænske) enheds navn.

Justinian huskes ellers for opførelsen af Hagia Sophia, den fornemste katedral i kristenheden i næsten tusind år, og for hans i sidste ende forgæves forsøg på at genskabe enheden i det romerske imperium, ved at generobre de vestlige lande. Dette strakte imperiets ressourcer til det yderste og drænede, sammen med en pestpandemi, dets styrke. De lange krige mellem byzantinerne og sassanidernes (persiske) imperium svækkede begge stater og var en af grundene til, at araberne kunne gøre deres islamiske erobringer i det syvende århundrede.

Logisk set burde Mellemøsten være perfekt placeret til at kombinere viden fra alle de vigtigste centre for civilisation i den gamle verden, fra Middelhavet og den græsk-romerske verden via den persiske og andre præ-islamiske kulturer i Mellemøsten til Indien og civilisationerne i Fjernøsten. Som jeg vil vise, var det netop, hvad de muslimske tænkere og videnskabsfolk, hvis navne er værd at nævne, gjorde.

Ifølge forskeren F. R Rosenthal: "afhænger islamisk rationel videnskab, som vi hovedsageligt har i tankerne, når vi taler om den muslimske civilisations storhed, i sin helhed af antikken (…) i islam, som i enhver civilisation, er det, der virkelig er vigtigt, ikke de enkelte elementer, men den syntese, som samler dem i en egen levende organisme (…) Islamisk civilisation, som vi kender den, ville simpelthen ikke have eksisteret uden den græske arv."

Græsk tænkning var helt sikkert en vigtig inspiration for stort set alle muslimske tænkere, men den var ikke den eneste. Alkindus (al-Kindi), den arabiske matematiker, der levede i Bagdad i det niende århundrede, og var tæt på flere abbasidiske kaliffer, var en af de første til at forsøge at forene islam med græsk filosofi, især Aristoteles, et projekt, der skulle vare i flere århundreder og i sidste ende vise sig forgæves. Hans anden varige betydning kom af hans skrifter om indisk aritmetik og tal. Alkindus var én af en håndfuld mennesker, der var hovedansvarlige for udbredelsen af kendskabet til og brugen af indiske tal i Mellemøsten.

Indien har en meget gammel matematisk tradition og det hinduistiske talsystem er et af dets vigtigste bidrag til verdenskulturen. Det blev langsomt introduceret i Vesteuropa i Middelalderen, fik fremdrift efter at den italienske matematiker Fibonacci i 1202 udgav sin bog Liber abbaci, og nåede bred accept i renæssancen. Europæerne lærte om indiske tal via araberne, hvilket er grunden til, at de fejlagtigt blev kaldt arabiske tal i Vesten. De var romertal overlegne på flere måder, hvoraf det revolutionerende koncept om tallet nul er ét af dem. Der er ingen tvivl om, at dette talsystem nåede til Vesten via den islamiske verden, men vi skal huske, at eftersom Mellemøsten befinder sig mellem Indien og Europa, så måtte alle idéer fra Indien med nødvendighed passere gennem denne region for at komme til Europa. Jeg er ikke sikker på, hvor meget anerkendelse vi skal give islam for denne geografiske tilfældighed.

Al-Razi var en begavet persisk læge og kemiker, der levede i det niende og tidlige tiende århundrede. Han kombinerede græske, indiske og persiske traditioner, og byggede på klinisk iagttagelse af patienterne i den hippokratiske tradition. Han kommenterede, og kritiserede, også værker af filosoffer som f.eks. Aristoteles. Nogle af hans værker blev oversat til latin. Som Ibn Warraq skriver i sin bog Derfor er jeg ikke muslim: "Abu Bakr Muhammed ibn Zakariya al-Razi (865-925) var måske islams største fritænker. I det middelalderlige Europa gik han under navnet Rhazes (eller Razis hos Chaucer), og hans prestige og autoritet forblev uantastet indtil det 17. århundrede. Meyerhof betegner ham som ’den største læge i den islamiske verden og en af alle tiders største læger’." Han var også stærkt kritisk over for islamiske doktriner, og betragtede Koranen som et blandet udvalg af "absurde og usammenhængende fabler". Desuden: "Hans kætterske skrifter er betegnende nok ikke bevaret og blev ikke meget læst. Alligevel vidner de om en kultur og et samfund, der var bemærkelsesværdigt tolerant - en tolerance, der var fraværende i andre perioder og på andre steder."

Avicenna (Ibn Sina) var en persisk læge, som fortsatte al-Razis kurs med at blande græsk, indisk, østasiatisk og mellemøstlig medicinsk lærdom. Hans medicinske encyklopædi, Qanun [latinsk oversættelse: Canon medicinae] fra begyndelsen af det elvte århundrede var en standard medicinsk lærebog i århundreder. Et slående antal af de muslimer, der efterlod sig aftryk på videnskabens historie, var persere, der kunne tappe af deres stolte præ-islamiske arv. Historikeren Ibn Khaldun indrømmede, "Det er underligt, at de fleste af de lærde blandt muslimerne, der har udmærket sig i de religiøse eller intellektuelle videnskaber, med sjældne undtagelser er ikke-arabere."

Det er også interessant at bemærke, at næsten alle fritænkere og rationalister i den islamiske verden, såsom Avicenna eller Farabi, var uenige med islamisk ortodoksi, og ofte blev chikaneret for dette. Lige meget hvilke opdagelser de gjorde, skete det mere på trods af islam end på grund af islam, og i sidste ende vandt islam. Som Ibn Warraq gør opmærksom på, kom "ortodoks islam sejrrigt ud af mødet med græsk filosofi. Islam afviste tanken om, at man kunne opnå sandhed med den blotte menneskelige fornuft og stillede sig tilfreds med den ukritiske bekvemmelighed, der kom af troen på den formodet guddommelige åbenbarings overlegne sandhed. Ligegyldig hvor man beslutter at sætte datoen for denne sejr for ortodoks islam (måske i det niende århundrede med al-Asharis holdningsændring, eller i det ellevte århundrede med værker af al-Ghazali), har det været, tror jeg, en ren og skær katastrofe for alle muslimer, faktisk for hele menneskeheden."

Averroes (Ibn Rushd) blev født i Cordoba, Spanien (Andalusien) i det 12. århundrede. Han havde forholdsvis progressive synspunkter om kvinder, var på nogle måder en fritænker og fik af den grund problemer, men han var også jurist i maliki retsskolen og tjente som qadi, islamisk dommer i Sevilla. Han støttede den traditionelle opfattelse, der hævdedes af førende lærde selv ind i det enogtyvende århundrede, om dødsstraf for personer, der forlader islam: "En frafalden (...) skal, i mænds tilfælde, henrettes, på grund af Profetens ord, ’Dræb dem, der skifter deres din [religion]’ (...) At bede den frafaldne om at angre, blev fastsat som en betingelse (...) forud for hans henrettelse."

Averroes er dog især husket for hans forsøg på at kombinere aristotelisk filosofi og islam. Ifølge Ibn Warraq, havde han en dybtgående indflydelse på de latinske videnskabsmænd i det trettende århundrede, men havde på trods af dette "overhovedet ingen indflydelse på den islamiske filosofis udvikling. Efter sin død blev han praktisk talt glemt i den islamiske verden."

Filosofi i almindelighed kom i konstant tilbagegang. En af grundene til dette var den indflydelsesrige al-Ghazali, af mange betragtet som den mest betydningsfulde muslim efter Muhammed selv, der hævdede, at meget af den græske filosofi var logisk usammenhængende og en hån mod islam. Averroes’ forsøg på at tilbagevise al-Ghazali blev ignoreret og glemt.

Den førende jødiske tænker i denne periode var rabbineren og lægen Moses Maimonides. Han blev født i 1135 i Cordoba i det islamisk besatte Spanien, men måtte flygte gennem Nordafrika, da de strengt religiøse berbere, almohaderne, invaderede landet fra Marokko og angreb kristne og jøder på klassisk jihad-maner. Maimonides læste ivrigt græsk filosofi, hvoraf en del var tilgængeligt på arabisk. Han skrev også, for det meste, på arabisk. Hans forsøg på at forene aristotelisk filosofi med Toraen påvirkede den store kristne tænker St. Thomas Aquinas, som et par generationer senere gjorde lignende forsøg på at forene græsk tænkning med den bibelske Skrift.

Det er rigtigt, at visse græske og andre klassiske værker blev oversat til arabisk, men det er også sandt, at muslimer kunne være meget nøjeregnende med, hvilke tekster der skulle udelukkes. Som den iranske intellektuelle Amir Taheri forklarer: "Det er ikke tilfældigt, at tidlige muslimer oversatte adskillige antikke græske tekster, men aldrig dem med tilknytning til politiske spørgsmål. Den store Avicenna selv oversatte Aristoteles’ Poetikken. Men der var ingen oversættelse af Aristoteles’ Politikken til persisk før 1963."

Med andre ord: Der var en stor del af den græske tænkning, der aldrig kunne være blevet "overført" til europæerne af arabere, som det ofte hævdes af vestlige multikulturalister, fordi mange græske værker aldrig var blevet oversat til arabisk i første omgang. Muslimer afviste især politiske tekster, eftersom disse indeholdt beskrivelser af systemer, hvor mennesker styrede sig selv efter deres egne love. Dette blev af muslimer betragtet som blasfemisk, fordi lovene er givet af Allah, og styret tilkommer hans repræsentanter.

William af Moerbeke var en flamsk lærd og produktiv oversætter, som sandsynligvis gjorde mere end nogen anden enkeltperson for overførslen af græsk tænkning til Vesten. Hans oversættelse af stort set alle værker af Aristoteles, og mange af Archimedes, Hero of Alexandria og andre banede vejen for renæssancen. Han talte flydende græsk, og var for en tid katolsk biskop i Korinth i Grækenland. Han udarbejdede meget nøjagtige oversættelser direkte fra de græske originaler, og forbedrede endda tidligere, mangelfulde oversættelser af nogle værker. Hans latinske oversættelse af Politikken, et af de vigtige værker, som ikke var tilgængelig på arabisk, blev afsluttet omkring 1260. Hans ven, Thomas Aquinas brugte denne oversættelse som grundlag for sit banebrydende værk Summa Theologica. Aquinas referede til Maimonides såvel som Averroes og Avicenna og var fortrolig med deres skrifter, men han var temmelig kritisk over for Averroes og gendrev noget af hans brug af Aristoteles.

Ligesom Aquinas var William af Moerbeke munk i Den Dominikanske Orden og havde personlig kontakt på højeste plan i Vatikanet. En del tekster, blandt dem nogle af Archimedes, ville være gået tabt uden indsatsen af Moerbeke og nogle få andre, og han gjorde tydeligvis sit arbejde på vegne af den romersk-katolske kirke. En af grundene til at han gjorde det, var desuden, at de oversættelser, der var tilgængelige på arabisk, var ufuldstændige og til tider af dårlig sproglig kvalitet. De arabiske oversættelser, selv om de for nogle vesteuropæerne tjente som en tidlig genindførelse i græsk tænkning, "reddede" ikke den græske viden, fordi den aldrig var gået tabt. Den var blevet bevaret i ubrudt linje siden den klassiske tid af græske, byzantinske kristne, der stadig betragtede sig som romere, og kunne generhverves der. Der var omfattende kontakt mellem østlige og vestlige kristne i denne periode; undertiden elskværdig, somme tider mindre så og til tider ligefrem fjendtlig, men ikke desto mindre kontakt. Den permanente generhvervelse af græsk og klassisk lærdom blev foretaget som en direkte transmission fra græske, ortodokse kristne til vestlige, latinske kristne. Der var ingen muslimske mellemmænd involveret.

Som følge heraf havde St. Thomas Aquinas og tidlige renæssanceskikkelser som digteren Dante og humanisten Petrarca sidst i 1200-tallet en langt mere komplet og nøjagtig samling af græsk tænkning til rådighed, end nogen af de berømte muslimske filosoffer nogensinde havde haft. Hvad mere er, mange af de oversættelser, der fandtes på arabisk, var blevet udført af kristne, ikke af muslimer.

På webstedet, American Thinker opløser dr. Jonathan David Carson noget af snyderiet angående islams rolle i videnskabens historie. Efter hans opfattelse ”var de ’islamiske lærde’, der oversatte ’det antikke Grækenlands naturfilosofi’ en besynderlig gruppe muslimer, da alle eller næsten alle oversætterne fra græsk til arabisk var kristne eller jøder." Desuden tog de fleste græske tekster "ikke den lange rejse fra græsk til syrisk eller hebraisk til arabisk til latin, og vesteuropæerne foretrak [naturligvis] oversættelser af Aristoteles gjort direkte fra græsk, som ikke blot var overlegne, men også lettere tilgængelige."

I A History of Philosophy, siger Frederick Copleston, at "det er en misforståelse at tro, at de latinske skolastikere var helt afhængige af oversættelser fra arabisk, eller at oversættelser fra arabisk altid kom før oversættelser fra græsk." Faktisk var det sådan, at "oversættelser fra græsk i almindelighed kom før oversættelser fra arabisk." Dette synspunkt bekræftes af Peter Dronke i A History of Twelfth-Century Western Philosophy: "de fleste af Aristoteles’ værker, blev oversat direkte fra græsk, og kun undtagelsesvist ved hjælp af et arabisk mellemled (...) oversættelser fra arabisk skal tilkendes deres fulde betydning, men ikke mere."

Som Carson ser det: "den store redning af græsk filosofi ved oversættelse til arabisk, viser sig at betyde ingen redning af Platon samt overførsel af latinske oversættelser af arabiske oversættelser af græske tekster af Aristoteles, enten direkte eller oftere via syrisk eller hebraisk, til en kristenhed, der allerede havde de græske tekster, og allerede havde oversat de fleste af dem til latin."

Desuden var den intellektuelle nysgerrighed helt ensidig. Som Bernard Lewis siger det i The Muslim Discovery of Europe: "Vi kender ikke til nogen muslimsk lærd eller litterat, før det attende århundrede, der forsøgte at lære sig et vestligt sprog, og endnu mindre til noget forsøg på at producere grammatikker, ordbøger og andre sproglige værktøjer. Oversættelser er få og der er langt imellem dem. De, der er kendt, er værker udvalgt for praktiske formål, og oversættelserne er udført af konvertitter eller ikke-muslimer." J. M. Roberts siger det på denne måde: "Hvordan kan det være, at islamiske lærde, indtil for ganske nylig, ikke viste noget ønske om at oversætte latinske eller vesteuropæiske tekster til arabisk? (...) Det er klart, at forklaringen på europæisk nysgerrighed og forvovenhed må ligge dybere end økonomiske interesser, hvor vigtige de end måtte være."

Der er blevet gjort meget ud af Spaniens glorværdige islamiske fortid, alligevel bliver der i dag oversat flere bøger i Spanien på et enkelt år, end der er blevet oversat til arabisk i de sidste 1000 år. Som jeg har vist: hvad der fandtes af fremskridt inden for naturvidenskab i de tidlige århundreder med islamisk styre skyldtes næsten udelukkende tilførsel af præ-islamisk tænkning, og selv i de bedste tider kunne oversættelser af ikke-muslimske ideer og bøger være ganske selektiv. Senere blev selv den begrænsede debat om græsk filosofi beskåret. Muslimer var forvisset om deres gudgivne overlegenhed og bekymrede sig ikke om at se på nærmere på idéer fra værdiløse vantro kulturer.

Toby E. Huff, forfatter til bogen The Rise of Early Modern Science: Islam, China and the West, forklarer dette. En milepæl i den vestlige videnskab var Nikolaus Kopernikus’ værk De revolutionibus orbium coelestium (Om himmelsfærernes kredsbevægelser) fra 1543. Samme år var også vidne til en anden milepæl i den moderne videnskabs opståen: Vesalius’ De humani corporis fabrica, der skabte grundlaget for den moderne medicin ved at sætte en empirisk dagsorden, dvs. den direkte undersøgelse af kroppen gennem menneskelig dissektion (obduktion).

Ifølge Huff, "hævdede Vesalius at have rettet over 200 fejl i Galens redegørelse for den menneskelige anatomi," og hans "illustrationer er langt bedre end noget, der fandtes i den arabisk/islamiske tradition (hvor billedlig gengivelse af den menneskelige krop var særlig mistænkelig), eller, for den sags skyld, i de kinesiske og (formoder jeg) indiske traditioner." I astronomien, "gik Kepler langt videre end Ptolemæus’ metoder, og opdagede helt nye principper for den præcise beskrivelse af himmellegemernes bevægelser," og beviste således det elliptiske (og dermed ikke perfekt cirkulære) kredsløb af Mars.

I Toby E. Huffs øjne, "var det tolvte og trettende århundrede vidne til en social, intellektuel og juridisk revolution, der lagde det intellektuelle og institutionelle fundament, hvorpå den moderne videnskab senere blev bygget. Kernen i denne udvikling var den juridiske tanke om korporationen, dvs. en samling af personer, som var anerkendt som et enkelt "helt legeme" og indrømmet legitim juridisk autonomi [juridisk person]. Sådanne enheder fik ret til at sagsøge og blive sagsøgt; at købe og sælge ejendom; at lave regler og love, der regulerede deres aktiviteter; at træffe afgørelser efter disse love; og at fungere i overensstemmelse med princippet om valg ved samtykke, samt den romerske juridiske aforisme, at hvad der påvirker alle skal behandles og godkendes af alle. Blandt de enheder, der fik tildelt status som juridiske personer var større og mindre byer, velgørende organisationer, faglige gilder eller lav (især af læger) og, selvfølgelig, universiteter. Intet, der kan sammenlignes med denne form for juridisk autonomi, opstod i Kina eller i islam. Kort sagt oprettede de europæiske middelaldermennesker selvstændige, selvejende institutioner for videregående uddannelse og tilførte dem derefter en metodisk kraftfuld og metafysisk rig kosmologi, der direkte udfordrede og modsagde mange aspekter af det traditionelle kristne verdenssyn."

Det er også en periode, der er kendt for væksten i den tidlige moderne kapitalisme, men Huff afviser enhver forenklet forbindelse mellem penge og videnskab. Det kristne Europa udviste en intellektuel nysgerrighed, et begær efter at afdække sandheden, der ikke kunne reduceres til et spørgsmål om økonomiske interesser: "Der var ganske vist en ’kommerciel revolution’, der fejede henover Europa fra omkring det tolvte århundrede, men den kan næppe forklare den store interesse for Aristoteles på universiteterne i denne periode eller lægernes beslutning om at foretage dissektioner og at indføre medicinsk uddannelse i universiteternes pensum. Ligeledes var der en vækst i de kommercielle aktiviteter i det sekstende århundrede, men denne kan næppe forklare motivationen hverken hos den gejstlige Kopernikus, eller hos Galilei, Kepler, eller Tycho Brahe i udviklingen af en ny astronomi imod kirkens interesser."

Et af de mest banebrydende nyskabelser i Europa i højmiddelalderen var indstiftelsen af en vedvarende, universitets-centreret debat. Dette gjorde hele forskellen, fordi, som Huff påpeger "én ting er, at en aktivitet udøves vilkårligt af forskellige aktører; det er noget helt andet, hvis denne aktivitet udøves kollektivt som resultat af en reguleret proces." Mens islamiske madrasaer udelukkede alle naturfilosofiske værker af Aristoteles, såvel som logik og naturlig teologi, nød de europæiske lærde godt af "en overraskende grad af forskningsfrihed", som "ikke eksisterede i den arabisk-muslimske verden dengang og heller ikke eksisterer nu."

Lærdomscentre har eksisteret i forskellige civilisationer igennem al historisk tid, men de fleste af dem besidder ikke alle de egenskaber, der normalt forbindes med et universitet i dag. Det er muligt, at kineserne, koreanerne, japanerne, inderne og andre havde institutioner, der kunne kaldes universiteter allerede på dette tidlige tidspunkt; jeg kender ikke Asiens historie godt nok til at kunne bedømme det. Men den islamiske verden havde dem bestemt ikke.

Den tysk-syriske reformist Bassam Tibi påpeger, at de muslimske tænkere, der videreførte græsk rationalisme, i dag er foragtede i deres egen civilisation. Som han skriver i sin bog, Islam Between Culture and Politics, "blev rationelle videnskaber - i det middelalderlige islam – betragtet som ’fremmede videnskaber’ og til tider som kætterske. I øjeblikket synes de islamiske fundamentalister at være uvidende om, at rationel videnskab i islam var baseret på, hvad der blev kaldt, ulum al-qudama (de gamles videnskaber), dvs. på grækerne."

Videnskab blev set som islamisk videnskab, dvs. studiet af Koranen, hadith, arabisk historie osv. Den islamiske madrasa var ikke interesseret i fornuftbaseret undersøgelse eller uindskrænket forskning, men med indlæring i sakral forstand. Tibi mener, at det derfor er forkert at kalde institutioner som al-Azhar i Cairo, Egypten, den højeste lærdomsinstitution i sunniislam, for et universitet: "Nogle muslimske historikere oversætter fejlagtigt ordet ’madrasa’ med ’universitet’. Dette er helt klart forkert: Hvis vi forstår et universitet som universitas litterarum, eller betragter, uden eurocentrisk skævhed, det særlige ved det universitas magistrorum, der fandtes i det trettende århundrede i Paris, bliver vi nødt til at erkende, at universitetet som et sæde for fri og uindskrænket forskning baseret på fornuft, er en europæisk innovation i menneskehedens historie."

Det er bemærkelsesværdigt, at de første middelalderlige europæiske universiteter undertiden blev udviklet ud fra klostre eller religiøse skoler. Men her blev den græske viden taget op på en langt mere uhindret måde, end tilfældet var i Mellemøsten. De tidligste europæiske universiteter, som universitetet i Bologna i Italien og Oxford i England, blev skabt i det ellevte århundrede. Flere blev etableret i det tolvte og trettende århundrede, for eksempel universitetet i Paris (Sorbonne), universitetet i Cambridge, universitetet i Salamanca i Spanien og universitetet i Coimbra i Portugal.

Ifølge Bassam Tibi, har situationen ændret sig mindre, end man skulle tro: "I muslimske samfund, hvor højere læreanstalter har en dybt rodfæstet tradition for udenadslære, bliver indholdet af eksisterende videnskaber, indført fra Europa, behandlet på samme måde. Koranens vers bliver lært udenad, fordi de er ufejlbarlige, og ikke skal undersøges kritisk. Immanuel Kants Kritik eller David Humes Undersøgelse, som nu er tilgængelig i arabisk oversættelse, bliver lært udenad på samme måde, og ikke opfattet ud fra deres natur som problemorienterede undersøgelser." Som et resultat: "I modsætning til den europæiske og den amerikanske model, får studerende uddannet på en traditionel islamisk uddannelsesinstitution hverken Bildung (almindelig dannelse) eller Ausbildung (uddannelse)."

Dette er et problem, som medlemmer af denne kultur bringer med sig, hvis de flytter til udlandet. I Danmark, beklagede medlem af byrådet i Århus, Ali Nuur, at en af de udfordringer, som visse grupper af indvandrere står overfor i uddannelsessystemet er, at de ikke er fortrolige med prøver, der bunder i en rationel, kritisk og analytisk tankegang. Gæt hvilke grupper?

Et andet problem er manglen på personlig frihed. Jeg har stadig ikke læst Atlas Shrugged, en roman jeg ved, mange amerikanere sætter højt, og jeg har blandede følelser omkring Ayn Rands filosofier. Men en ting jeg er enig med hende i, er, at "Civilisation er fremskridt i retning af et privatlivets samfund. Den vildes hele eksistens er offentlig, styret af hans stammes love. Civilisation er den proces, hvorved mennesket sættes fri for mennesker." En dansk mand, som levede i Iran før revolutionen i 1979, bemærkede, at hvis han henstillede til sine muslimske venner, at han gerne ville have lidt privatliv et stykke tid, troede de, han var blevet tosset. Selve idéen om "privatliv" var fremmed for dem, fordi det indebærer, at du er et selvstændigt individ med dine egne behov. En muslim er simpelthen en organisk del af ummaen, det muslimske samfund. Denne mangel på individualisme og personlig frihed er en af hovedårsagerne til, at muslimerne blev kørt bagud af andre kulturer.

På den anden side tror jeg, at Vesten i de seneste årtier er gået for langt i retning af at gøre individualisme alene til grundlaget af vores kultur. Når en nation er reduceret til intet andet end en atomiseret samling individer, uden bånd til fortiden og uden forpligtelser overfor fremtidige generationer, så bliver det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at etablere et forsvar for et varigt samfund.

del 2, del 3

---

Oversættelse: Bombadillo