Bombehunde, sendt til Egypten og Jordan af den amerikanske stat, er blevet så groft mishandlet eller forsømt, at mange er døde og programmet i forhold til disse lande er blevet suspenderet. Her er historien:

"USA er stoppet med at eksportere bombehunde til Egypten og Jordan, efter at et antal dyr døde af mishandling og forsømmelse, siger de amerikanske myndigheder.

Beslutningen, som er midlertidig, følger efter en amerikansk rapport, frigivet i september, der fremhævede tilfælde af forsømmelse af hunde, der var blevet sendt til Jordan, Egypten og otte andre lande.

Bombehunde er en del af Antiterrorism Assistance Explosive Detection Canine Program [Program for antiterror-assistance med bombehunde], der blev oprettet af den amerikanske regering i 1983 for at give uddannelse og forsyninger til udenlandske politistyrker.

En højtstående embedsmand i udenrigsministeriet sagde mandag til journalister: 'Ethvert dødsfald af en hund i felten er en ekstremt sørgelig begivenhed, og vi vil tage alle mulige forholdsregler for at hindre, at dette sker i fremtiden.'

Embedsmanden tilføjede, at hundene 'spiller en afgørende rolle i vores bekæmpelse af terrorisme i udlandet og med at redde amerikanske liv.'

September-rapporten, der blev udgivet af The State Department Office of the Inspector General, beskrev indgående uacceptable forhold i Jordan, og indeholdt fotografier af udtærede hunde og fæces-dækkede gulve i kenneler.

En opfølgende rapport tidligere denne måned fandt, at to hunde var døde i Jordan af henholdsvis hedeslag og insekticid-forgiftning.

Og en CVC [Complete Veterinary Care]-dyrlæge sagde, at manglen på opfølgende uddannelse, når hundene først var bosat i Jordan, formindskede graden af succes med at opspore bomber til under 50 procent, sammenlignet med omkring 90 procent, når de lige var ankommet.

Den fandt også, at tre ud af 10 hunde, der blev sendt til Egypten i august 2018, var døde, og at de egyptiske myndigheder ikke havde tilladt amerikansk personale at få adgang til hundene eller deres kenneler ..."

Den ondartede forsømmelse, eller endnu værre, den bevidste mishandling af hunde i muslimske lande har sin oprindelse i en hadith, hvor englen Gabriel fortalte Muhammed, at han ikke ville komme ind i et hus, hvor der var hunde eller billeder:

"Engang lovede Gabriel Profeten (at han ville besøge ham, men Gabriel kom ikke) og senere sagde han: 'Vi, engle, kommer ikke ind i et hus, der rummer et billede eller en hund.'" - Sahih Bukhari 4.54.50

Men det var ikke nok for Muhammed. Han gik videre end til blot at undgå hunde; han befalede, at de skulle dræbes:

"Abdullah (f. Umar) (Allah være tilfreds med dem) fortalte: Allahs Sendebud (må fred være med ham) beordrede drab af hunde, og vi sendte (mænd) i Medina og dens afkroge, og vi skånede ikke nogen hund, vi ikke dræbte, i så høj grad, at vi dræbte hunden, som ledsagede den våde hun-kamel, der tilhørte ørkenens folk." - Sahih Muslim 3811

Der var undtagelser: Hunde, der blev brugt til jagt eller til at vogte hjorder [af kameler] kunne skånes:

"Ibn Mughaffal fortalte: Allahs Sendebud (må fred være med ham) beordrede drab af hundene og sagde så: Hvad med dem, dvs. andre hunde? og gav derefter tilladelse (til at beholde) hunden til jagt og hunden til (sikkerhed) af hjorden og sagde: Når hunden slikker køkkentøjet, vask det syv gange og skrub det med jord den ottende gang." - Sahih Muslim 551

Disse hadither, der er næsten 1.200 år gamle, forklarer muslimers holdning til hunde i dag. I Vesten, især i Storbritannien, er der endeløse beretninger om muslimske taxachauffører, der nægter at medtage passagerer, der har førerhunde; Muslimer på busser er gået amok, når passagerer med førerhunde er kommet om bord og har endda tvunget dem til at stige af. På britiske hospitaler har der været rapporter om muslimer, der er blevet rasende ved synet af førerhunde. Således påvirker tre hadither, skrevet i det tidlige 9. århundrede, i dag ikke kun livet af 1,6 milliard muslimer, men også livet af mange af de ikke-muslimer, som muslimerne har fået lov til at bosætte sig iblandt. En blind mand i London eller New York kan i det 21. århundrede få at vide af en taxachauffør, at han skal komme ud af en taxa, ØJEBLIKKELIGT!, med den førerhund, han havde formået at få ombord, alt sammen på grund af nogle ord der påstås at være ytret i det østlige Arabien i det 7. århundrede.

En historie, som jeg skrev om her for mange år siden, demonstrerer omfanget af det muslimske hunde-hysteri. George Herridge, en 71-årig blind og kræftsyg englænder, blev bedt om at stige af en bus på grund af nogle muslimske passagerers reaktion på hans førerhund. Chaufføren bad ham om at stige af sin bus, da en kvinde og hendes børn blev rasende ved synet af hans førerhund. Moderen gik amok og råbte af ham, at han skulle komme ud af bussen.

Herridge sagde: "Hendes barn sparkede og skreg, og nogen på bussen fortalte mig, at hendes barn var bange for min hund. Chaufføren sagde: 'Hør kammerat, kan du ikke bare stige af?' Jeg stod fast. Jeg havde ikke gjort noget, min hund havde ikke gjort noget, og så skulle jeg stå af bussen for ingen ting?"

Dagen efter bushændelsen begyndte en "asiatisk" kvinde at skrige: "Jeg kan ikke lide beskidte hunde" efter Herridge på Royal Berkshire Hospital.

En uge tidligere havde han stået overfor et udbrud fra et par i en købmand. Herridge sagde, at han var usikker på, hvad der havde udløst disse udbrud, men sagde, at han mente at nogle kom fra “asiatiske" mennesker (dvs. muslimer), og at det kunne skyldes religiøse eller kulturelle forskelle.

Ja, helt rigtigt. "Religiøse forskelle."

Der har været mange andre med lignende historier at fortælle over hele den vestlige verden. I Minneapolis er somaliske taxachauffører blevet kendt for at nægte at tage passagerer med førerhunde. I Paris er nordafrikanske taxachauffører blevet kendt for at holde deres døre låst, når nogen ville stige ind med deres hund. I Tyskland er det tyrkiske chauffører, der kører forbi mulige passagerer, hvis de ledsages af hunde.

Lad os vende tilbage til kilden til alt dette muslimske hysteri og had rettet mod hunde.

Hvorfor skulle englen Gabriel have nægtet at komme ind i et hus, hvor der var "et billede eller en hund"?

Denne hadith repræsenterer et forsøg på klart at skille muslimer fra ikke-muslimer. "Billede" kom til at betyde enhver repræsentation af levende væsener. Ikoner, statuer, malerier af levende væsener er alle forbudt i islam. Men disse er netop de ting - disse ikoner, statuer, malerier, ikke mindst af Jesus, Maria og diverse helgener - som var at finde i kristne husholdninger og samfund. Gabriel fortæller således Muhammed, og gennem ham alle muslimer, at de ikke skal være som de kristne, men forbyde, hvad de tillader. Og således har muslimer i næsten 1200 år, på basis af denne hadith, både skændet og ødelagt hundredtusinder af værker af kristen, hinduistisk og buddhistisk kunst.

Men hvorfor nægtede Gabriel også at komme ind i et hus, hvori der var en hund? Og hvorfor udviklede dette forbud sig derefter til noget langt mere forfærdeligt, der gik videre end til blot at undgå hunde, nemlig til Muhammeds befaling om, at hunde skulle dræbes? Grunden, tror jeg, var igen ønsket om at skille muslimer fra ikke-muslimer - i dette tilfælde fra zoroastrianerne i Persien, hvis land muslimske arabere erobrede.

I zoroastrianismen betragtes hunde som retfærdige, rene og gavnlige for mennesker, der har en forpligtelse til at fodre og pleje dem. Hunde sættes højt på grund af den hjælp, de yder menneskets bestræbelser, og også fordi de ses som i besiddelse af særlige åndelige egenskaber. En hunds blik renser mennesket og uddriver daevaer (dæmoner). Hunde har også en særlig forbindelse til den næste verden: Hunde bevogter Chinwad-broen fra Jorden til Himlen, og zoroastrianere fodrer hunde for at mindes de døde. Ihtiram-i sag, "respekt for hunden", er en velkendt leveregel blandt zoroastrianere i Iran.

Findes der nogen bedre måde for de troende til at adskille sig fra zoroastrianerne, som de overvandt, end ved at mishandle og endda dræbe de hunde, som de persiske vantro satte så højt?

Den djævelske grusomhed, som zoroastrianerne og deres hunde blev behandlet med i det muslimske Iran, er blevet beskrevet af zoroastrianismens ledende historiker, Mary Boyce:

"I Sharifabad skelnede hundene klart mellem muslimer og zoroastrianere, og var villige til at gå (…) fulde af håb, ind i overfyldte zoroastrianske forsamlinger, eller tillidsfuldt lægge sig til at sove i zoroastrianske stræder, men ville flygte, som fra Satan selv, fra en gruppe muslimske drenge (…). Bevismaterialet peger på (…), at muslimsk fjendtlighed mod disse dyr bevidst er blevet fremmet særligt i Iran for at markere modsætningsforholdet til den gamle (dvs. fra før den islamiske jihad-erobring) tro (dvs. zoroastrianismen), der fandtes dér. I Yazdi-området (…) fandt muslimer bestemt en dobbelt tilfredsstillelse i at pine hunde, fordi de derved både kunne plage et urent dyr og skabe sorg hos de vantro, der værdsatte det. Der er uhyggelige (…) historier fra tiden (dvs. til ind i den sidste halvdel af det 19. årh.), når den årlige hovedskat (jizya) blev opkrævet, om skatteopkrævere, der bandt zoroastriere og hunde sammen og piskede dem på skift, indtil pengene på en eller anden måde blev tilvejebragt eller døden udfriede dem. Jeg selv blev udsat for intet mindre end synet af en ung muslimsk pige (...), der stod over et kuld to uger gamle hvalpe, og pludselig sparkede en af dem så hårdt hun kunne med sin beskoede fod. Hvalpen skreg af smerte, men som svar på min vrede indgriben sagde hun blot uforstående: ’Men den er uren.’ I Sharifabad fortalte fortvivlede zoroastriske børn mig om endnu værre ting: et kuld hvalpe hakket i stykker med spader, og hovedet af en hund hakket åbent med det samme redskab; og af og til genlød luften af grufulde skrig fra et eller andet martret dyr. Sådanne hensynsløse grusomheder fra muslimernes side har bidraget ikke så lidt til spændingerne mellem samfundsgrupperne." (Boyce, Mary. A Persian Stronghold of Zoroastrianism (baseret på Ratanbai Katrak lectures, 1975), 1977, Oxford. Online)

Muslimer har ikke længere behov for - og har ikke haft det i århundreder - at adskille sig fra zoroastrianere, hvoraf der er færre end 200.000 tilbage i verden. Kunne der udtænkes en revision af hadet mod hunde, som islam indskærper? Når det kommer til stykket, er dette had "skadeligt for billedet af islam og muslimer". Efter i en hadith at have beordret drab på hunde, gjorde Muhammed som nævnt en undtagelse for dem, der blev brugt som jagt- eller vagthunde. Måske kan mange flere hunde blive omfattet af denne sidste undtagelse af den ikke usandsynlige grund, at alle hunde i dag, uanset hvilke andre roller de måtte have som familiekæledyr, også er "vagthunde". Blot ved at gø kan hunde advare deres ejere eller skræmme indtrængende væk; de kan også angribe forbrydere. Der vil bestemt være muslimske lærde, der kan formulere en passende begrundelse for at konkludere, at "uanset hvad de ellers gør, udfører hunde også vagtopgaver", hvorved Muhammeds undtagelser kan gøres til reglen.

---

Oversættelse: Bombadillo