Muslimer bruger mange strategier i deres forsøg på at afværge eller afbøje undersøgelse. To er taqiyya og tu quoque.

Taqiyya er navnet givet til den religiøst sanktionerede forstillelse angående troen islam selv og hvad bestemte troende tror. I det væsentlige betyder det, at det er i orden at lyve om troens indhold, og om troen af bestemte troende (herunder selvfølgelig den troende selv, der praktiserer taqiyya), hvis det beskytter troen og den troende mod fjender.

Der er endda en form for taqiyya om taqiyya blandt sunni-muslimer, som f.eks. Tariq Ramadan, der hævder, at det udelukkende er en doktrin blandt shiamuslimer, og at sunnier ikke lyver om troen, fordi de har ikke behov for at gøre det. Men hvis taqiyya opstod blandt shia-muslimer, for at beskytte dem mod sunni-forfølgelse, har sunnierne deres egen doktrin, kitman, eller mental reservation, hvor man ikke helt siger alt, selv om det, man siger, kan være sandt. Man misinformerer ikke direkte; man misinformerer ved at holde ting tilbage.

Denne udøvelse af taqiyya eller kitman, tillader ikke-muslimer af den godtroende slags at insistere på, at islam må være som beskrevet for dem under disse åbent hus arrangementer i moskeer, der har været kendetegnende for muslimsk liv i Amerika, en imødekommenhed, der er uhørt andre steder.

Tu quoque er den latinske betegnelse for "du gør det også", og fordi Vesten er fuld af mennesker, der gerne indrømmer, at de er fulde af synd og fejl, er det ikke svært at finde dem, der er villige til at tro, at de dårlige ting, der er gøres i den vestlige verden, er, hvad Vesten bør fokusere på, bør tage sig af, inden den bliver oprørt over andre. Jeg har netop beskrevet en parodi på en holdning, men det er en holdning, som jeg er bange for, at mange har været villige til at indtage. "Lad den, der er uden synd ..." kan være et middel til at undgå en fast fordømmelse af, hvad andre gør.

Islamisk Stats adfærd har imidlertid været tilstrækkelig, vil de fleste være enige om, til i det mindste at sætte en stopper for den udbredte påberåbelse af tu quoque. Det er svært for muslimske apologeter at hævde, at "du er ikke bedre selv", når det, der bliver diskuteret, er massemordet på og voldtægten af yazidier. Bombningen i Irak eller andre steder svarer ikke helt til det.

Ingen af disse - taqiyya og tu quoque - har i den seneste tid været så effektive, som de var for ti år siden. Men der er stadig det problem, at så mange ikke-muslimer ikke tillader sig at erkende, hvad islams tekster indprenter; det ville være for smertefuldt for dem at gøre det, og ville tvinge dem til at indtage en anden holdning til deres muslimske naboer og til muslimsk indvandring. Dette synes de ikke at være i stand til at gøre.

De seneste begivenheder kan gøre, hvad jeg oprindeligt beskrev som en del af benægtelsesstrategien - taqiyya og tu quoque - langt mindre effektive, men det betyder ikke noget; alt for mange ikke-muslimer vil stadig kun høre, hvad de ønsker at høre, vil praktisere taqiyya eller kitman, dvs. på sig selv, fordi de ikke kan bære at høre sandheden.

Det er en forbløffende ting at iagttage, men prøv at lade blikket løbe rundt og se, hvad fremtrædende ikke-muslimske personligheder stadig siger om islam. Tror de selv på det? Når NPR hylder spredningen af moskeer, og når et tidligere medlem af en synagoge, der tilsyneladende nu bruges som moské, hylder denne forvandling og beskriver, hvordan han "fortalte imamen" hvor glad han var over, at dette sted stadig var viet til religion, så udtrykker han opfattelsen af en person, der ikke ønsker at se nøje på islam, og som ønsker at samarbejde ved at acceptere misinformationen fra hans ven imamen.

Der er stadig så mange, der selv leverer taqiyyaen, og med denne kraftesløse og triste bemærkning, lad os slutte.

del 1, del 2, del 3

---

Oversættelse: Bombadillo