I meningsmåling efter meningsmåling viser muslimer i Vesteuropa en forbløffende vilje til at indrømme deres støtte til selvmordsbombning og andre former for terrorisme, ikke alene i fjerne lande, men i selve de lande, de lever i. Og selvfølgelig vil det virkelige tal - givet sandsynligheden for, at mange vil skjule deres virkelige følelser - nok vise endnu større muslimsk støtte til voldelig jihad. Men selv dem, der støtter jihad - "kampen" for at fjerne alle hindringer for islams udbredelse og efterfølgende dominans - gennem ikke-voldelige midler (såsom pengevåbnet, dawa-kampagner [mission], demografisk erobring), er en trussel mod trivslen af de vantro og deres institutioner.

De, der har studeret islam, ved, at muslimer lærer at give deres loyalitet, deres eneste loyalitet, til religionen islam (hvad der tilbedes i islam, er islam selv), og til trosfæller i ummaen, fællesskabet af troende. Ikke alle gør således, men en hel del gør, især de mest primitive. Islam er centreret omkring en indskærpet opdeling af verden mellem troende og ikke-troende, muslimer og vantro, og omkring den opfattelse, at en tilstand af permanent krig, hvis ikke altid åben krigsførelse, skal herske mellem dem. Det giver ingen mening at forvente, at muslimer skal ignorere dette, at de på en eller anden måde vil skubbe det til side. Alt for mange mennesker, sorgløse eller bange, vælger at stole på muslimske eksempler på ydre venlighed, udvist under omstændigheder, der kræver det - f.eks. hvis muslimerne i et vantro land endnu ikke er tilstrækkeligt mange til, at de kan vise deres sande følelser - i stedet for på studiet af islam. Ikke et endeløst studium, men i det mindste detaljeret og langvarigt nok til at give den studerende en forståelse af islams tekster og principper og effekten af islamisk lære, der bliver styrket på tusind måder uden for madrasaen og moskeen i dens tilhængeres sind.

Disse muslimske indvandrere demonstrerer - i den konstante strøm af aggressive krav om ændringer i de vantro lande, de har slået sig ned i, om ændringer i sociale arrangementer og opfattelser såvel som i de juridiske og politiske institutioner - en særegen ligegyldighed, eller mere præcist en dyb fjendtlighed over for de vantro og deres nationalstater, som de udelukkende ser, i geografiske vendinger, som landområder, der skal erobres, ikke med militær, men med andre midler. Blandt disse midler - diskuteret helt åbent i muslimske kredse, og endda nævnt af muslimske herskere som Algeriets Boumediene i FN i 1974 og Libyens Qaddafi i 2006 - er den demografiske erobring. Dette er en oversvømmelse, både gennem fødsler - muslimske fødselsrater er langt større end de indfødte ikke-muslimers, og også større end de andre ikke-muslimske indvandreres i Vesteuropa - og gennem dawa-kampagner, især i fængsler, for at vinde de økonomisk og psykisk marginaliserede.

Har du bemærket, hvor mange af de muslimer, som er taget fra Europa for at slutte sig til Islamisk Stat, der har været konvertitter, som først blev muslimer under kampagnerne eller mens de sad i fængsel? Disse er muslimer, hvis viden om islam er helt tekstmæssig, og ikke resultatet af lang erfaring med "at leve med islam." Tekstmæssig islam er islam i dens reneste og farligste form. Gennem århundreder, har muslimer lært at tilpasse sig, hovedsageligt ved at ignorere eller vælge ikke at finde ud af alt, hvad islam lærer. Det var meget lettere at gøre dette i en tid med masse-analfabetisme. Nu, hvor de mest militante muslimer spreder deres budskab via internettet, er det sværere at ignorere, hvad der bliver sagt.

Jeg ved ikke, hvordan "moderate muslimer" bærer sig ad med at holde den rette afstand. Det vil sige, at de udmærket er klar over, i hvor høj grad medlemmerne af Islamisk Stat blot i praksis udfører hvad islams tekster lærer uden nogen modererende kraft, og alligevel er de nødt til at benægte dette, nødt til at blive ved med at sige, ikke blot til de vantro, men også til sig selv, at dette er "ikke den sande islam". De kan aldrig give eksempler på, hvornår Islamisk Stat har opført sig "uislamisk", selv om de er vedholdende i gentagelsen af dette. Måske er det, de ønsker at sige, men ikke kan, følgende: Ja, Islamisk Stat gør sit bedste for at følge, hvad Koranen og Muhammeds eksempel fortæller dem at gøre. På deres hjemmesider fremlægger de endda den præcise tekstmæssige støtte for enhver af de handlinger, de har udført. Alligevel er dette, vil disse andre muslimer sige, "ikke den sande islam. Den sande islam er, hvad vi gør." Men hvad de ikke kan sige, men kun tænke, er dette: "Og hvad vi gør, er baseret på, at vi ignorerer en masse af Koranen og hadith."

Alligevel ved alle, at islam i sin reneste form, uden den opblødning af nuancer, som det virkelige liv kan give, er utålelig for mange muslimer. Gennem århundrederne har de ikke i almindelighed levet under overholdelse af alle regler, som Islamisk Stat gør, men er ved stiltiende overenskomst enedes om at leve på en mere afslappet måde, og dette er grunden til, at islams budskab gennem tiden er kommet til at afvige fra islams praksis.

Og ligesom det er forbløffende, hvor få de ikke-muslimer er, der har kigget i islams tekster - langt frem for dem online - er det forbløffende, at så mange af disse ikke-muslimer har været så uinteresserede, eller så vantro, eller måske bedre, så uvillige til at tro på deres sansers vidnesbyrd og til at erkende, hvad der burde være indlysende: Tilhængere af islam, dem, der ikke er "ekstremister", men simpelthen tilhængere af almindelig flertalsislam, udgør både en civilisatorisk og en fysisk trussel mod ikke-muslimers trivsel; og dette er ikke en hemmelighed. Sharia, islams hellige lov, modsiger blankt i bogstav og ånd vestlige forestillinger om politisk legitimitet (baseret på en teori om social kontrakt), og det vestlige forsvar af den enkeltes rettigheder, som de bl.a. formuleres i Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder [fra Den Franske Revolution, 1789, o.a.], Verdenserklæringen om menneskerettigheder og den amerikanske Bill of Rights.

del 1, del 2, del 4

---

Oversættelse: Bombadillo