En af de måder, der paradoksalt nok bruges til at benægte eller minimere truslen fra islam, er udelukkende at fokusere på Koranen, og derefter selektivt at citere fra en håndfuld vers, der synes at berolige, ikke true. Der er 2:256 ("ingen tvang i religionen"), og 5:32 (et påbud imod mord), uden den betydelige modifikation af dette vers i det følgende vers 5:33 (med alle dens mange undtagelser fra påbuddet). Og Koranen, skønt farlig, er måske ikke den farligste tekst i islam. Det er sunnaen, der består af både hadith og sira - registreringen af, hvad de tidligste muslimer gjorde i Arabien med deres helt Muhammed i spidsen - der kan være mindst lige så farlig. For det er sunnaen, der skaber Muhammed-figuren.

Fortællingerne om, hvad Muhammed sagde og gjorde, som beskrevet i hadith (traditioner), og i hans biografi, siraen, tilbyder billedet af det fuldkomne menneske (al-insan al-kamil), det mønstergyldige eksempel (uswa hasana), et billede, som de fleste af os finder helt forskelligt fra billedet af Jesus eller Buddha. I islam er den sande genstand for tilbedelse islam selv, og den centrale figur i islam er ikke Allah, men Muhammed. Islams moral er Muhammeds moral. Og denne er at finde i sunnaen, der for mange muslimer er mindst lige så vigtig - og i nogle tilfælde ser ud til at være vigtigere for reguleringen af det daglige liv - som Koranen selv.

Når en person som Mustafa Akyol, en ung tyrkisk "reformator", opfordrer til "sola scriptura" [Skriften alene], mener han: Glem sunnaen og hold jer til Koranen, ligesom protestanterne gjorde med Bibelen, beskåret for alle udvækster. Akyol har uden tvivl erkendt de større farer forbundet med sunnaen. Der er to problemer med hans recept: For det første er det usandsynligt, at meget mere end en håndfuld muslimer vil gå med til at ignorere sunnaen; for det andet fungerer Koranen selv som en manual for krig, så at ignorere sunnaen er ikke nok. Men stadig, ét af de vestlige midler til benægtelse er at agere, som om kun Koranen fandtes, og at vi derfor ikke behøver at bekymre os om de måder, hvorpå fromme muslimer forsøger at følge sunnaen og Muhammeds eksempel til punkt og prikke. Men islamiske hjemmesider er fulde af diskussioner af de finere detaljer om, hvordan man lever de mindste aspekter af hverdagen efter Muhammeds eksempel; at læse dem, kan give én et indblik i tilstanden af total underkastelse, der kendetegner islam som et Totalt System. En del af muslimers "strategi for benægtelse", når de konfronteres med, for eksempel, beskyldninger om mord på gudsbespottere, er alene at henvise til Koranen ("det står ikke i Koranen" er et almindeligt forsvar af muslimer, hvilket ikke altid er usandt); hvad der står i sunnaen, går ubemærket hen.

Vigtigheden af sunna er blevet påpeget på dette websted [Jihad Watch] og i bøger og artikler af alle slags. Men denne forståelse har ikke, dømt efter offentlige udtalelser, nået Pentagon, Udenrigsministeriet, Kongressen eller Det Hvide Hus, hvor forsætlig uvidenhed, eller endda fejring af islam, fortsat består på trods af alle beviser på det modsatte, nogle gange ved at ignorere tekster og nogle gange ved kun at nævne Koranen, og begrænse citater fra denne bog til den sædvanlige håndfuld af mildt klingende passager: 2:256, 5:32 uden 5:33.

Da jeg slap den anden dag, var jeg startet med at konstatere, at islamiske tekster var tilgængelige for vestlig inspektion og studium, og ikke kun for forskere, men for alle, der kunne nå op på det samme intellektuelle niveau som mere end en milliard troende. Alligevel har denne inspektion og undersøgelse af teksterne ikke fundet sted, som man kunne have håbet, hverken i den politiske klasse i Vesten eller blandt journalister, uanset deres politiske orientering. Og man spørger sig selv hvorfor. Er det virkelig et spørgsmål om ikke at have tid? Eller eventuelt om, at den travle politiker har givet opgaven at "finde ud af islam" til medarbejdere og hjælpere, som er unge, og derfor ikke er vant til at læse udførligt, men snarere til at skrive resuméer i punktform? Disse medarbejdere vil finde islamiske tekster særligt afskrækkende både på grund af emnet og alle de mærkelige ord (hvordan holder man styr på "isnad-kæde" og Sahih Bukhari og uswa hasana og fiqh?), som konvertitter finder så spændende, men som ikke-muslimer kun finder forvirrende, på samme måde som de lange navne i russiske romaner.

Der er dog ingen undskyldning, når værker som The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og andre, der sigter mod et bredt publikum, og som anskueligt fremstiller den islamiske lære på en måde, som alle kan forstå, er let tilgængelige. Og hvor svært er det at huske det grundlæggende minimum: At Koranen er uskabt og uforanderlig, så de, der tror, at den kan ændres for at skabe en "moderat islam", hvisler i mørket; og at Koranen er fuld af jihad-vers, der indpoder had og vold mod ikke-muslimer? Det er heldigt, at så mange muslimer ignorerer disse vers, men versene er der alligevel, aktive for nogle, hvilende for andre, med ikke-muslimer ude af stand til at gætte, hvem der vil tage volden og hadet til hjertet, og hvem der, nu og i fremtiden, ikke vil. Folk ved magten har vist, at de ikke er ivrige efter at studere teksterne; de foretrækker at ignorere dem, og indsætter i stedet deres egne erfaringer med charmerende muslimer, de har mødt, som nu omfatter kolleger og naboer, og selvfølgelig de arabiske diplomater i Washington, der stadig er rundhåndede og tilbyder overdådige måltider. Dette når langt i retning af at camouflere sandheden og lede øjnene væk fra teksterne.

Når vi hører, for eksempel, at muslimer bliver lært at betragte Muhammed som det perfekte menneske, bør vi så ikke ønske at finde ud af, hvad han gjorde ved nogle af sine kritikere som f.eks. Kab bin Ashraf eller Asma bint Marwan? Hvad gør ham perfekt i muslimske øjne? Så indser vi, at han simpelthen a priori er perfekt; alt hvad han gør, udgør muslimsk moral og skal efterlignes, uden nogen uafhængig vurdering af denne moral uden for islam, som er et lukket system.

Når andre i den anti-islamiske brigade ærligt og redeligt citerer fra hadith for at forklare aktuelle eksempler på den muslimske straf for blasfemi (som ikke kun udføres af Islamisk Stat), hvorfor bliver de så ignoreret eller nedgjort, når det er dem, der har teksterne på deres side? Islams moral er Muhammeds moralske kode, som hovedsageligt demonstreres i hadith. Så en muslimsk benægtelsesstrategi er at blive ved med at henvise til Koranen alene, når de taler med ikke-muslimer. Ikke-muslimsk uvilje mod i detaljer at overveje indholdet af hadith-litteraturen, kan være et tegn på simpel over-travlhed, eller det kan være en frygt for, hvad de måske vil opdage og blive tvunget til at erkende. Har Obama eller Kerry eller senatorerne ikke tid til at gøre sig bekendt med disse tekster gennem sådanne overbevisende præsentationer som Robert Spencers - og her drejer det sig ikke kun om The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades)? Det er bemærkelsesværdigt hvor mange mennesker, der stadig nægter at læse om islam. Vidnesbyrd af Ayaan Hirsi Ali, Wafa Sultan, Nonie Darwish, Ibn Warraq er aldrig bestsellere; kun den første er blevet almindeligt kendt. De formidable akademiske studier af Bat Ye'or sælger i tusindvis, og har i en tid har været udsolgt fra forlaget; de optræder ikke i college-læseplaner. Offentligheden har talt: Den ønsker ikke at vide for meget om islam, tidens mest brændende geopolitiske emne. Dette styrker muslimernes benægtelse. Hvor mange af os kan tåle at høre den fulde, dystre sandhed om noget som helst? Mange tilstopper gladeligt deres ører.

Men kan denne beslutsomme uvidenhed, denne iver efter ikke at opdage, også være en afspejling af noget andet? For at vende tilbage til de unge kongres-medarbejdere - kunne det tænkes, at de med deres forberedte punktopstillinger og resuméer bare ikke har lyst til at vippe for meget med båden, ikke ønsker at opskræmme andre på kontoret eller, endnu værre, at fornærme bossen ved at gøre ham opmærksom på bekymrende information, eller måske bringe ham i forlegenhed med beviser på hans egen tidligere uvidenhed? Forestil dig en repræsentant, der i årevis er kommet med udtalelser om den vidunderlige muslimske tilføjelse til vores nationale mangfoldighed. En type som senator Leahy. Han kunne have sagt sådanne ting henkastet, uden at vide meget, uden virkelig at bekymre sig. Men hvad der sker nu, når en ung medarbejder læser op på sit stof og finder ud af, hvor meget hans chef har taget fejl? Ville han vove at fortælle ham, hvordan teksterne beviser, at han har været galt afmarcheret hele vejen igennem? Der findes uden tvivl senatorer og kongresmedlemmer, som er villige til at indrømme fejl, men jeg har ikke set et storstilet omslag, offentligt udtrykt, af dem, der netop nu, sent på dagen, kan være villige til at tale sandfærdigt om islam. Og ville du risikere chefens vrede, hvis du er "anti-islam" for tidligt? Se på Den Amerikanske Konservative Union eller Det Demokratiske Parti. Hvor mange kandidater er der ikke, som meget længe har nægtet at sige noget negativt om islam? Dette ændrer sig, naturligvis, primært i det republikanske parti, efterhånden som beviserne tårner sig op. Cruz og Jindal er sandsigere. Men hvor forbandet, at det har taget så lang tid.

Og her er en anden tanke. Hvad nu hvis der i kongres-kontoret var en håndfuld muslimer. Udokumenterede beretninger tyder på, at tilstedeværelsen af blot én muslim kan hæmme debatten på mødet i et historie-fakultet, eller blandt Kongressens ansatte, eller endda blandt ansatte i et advokatfirma. Forestil dig, for eksempel, at du arbejder for et kongresmedlem, der, muligvis på grund af distriktet han repræsenterer, nu beskæftiger nogle muslimer på sit kontor. De er pæne og præsentable. Du er menneskelig, du ønsker ikke, det skal siges, at du er den væmmelige undtagelse, der mener, at "der er et problem med islam", hvilket betyder, at du er villig til at fornærme muslimer. Dette kan fremkalde gengældelse eller dårlig stemning. Så din stemme, ligesom de andres stemmer, er slået fra, for folk ønsker ikke at tale eller sige noget, der eventuelt kan tolkes som en godkendelse af en "hader" som Robert Spencer, eller Ayaan Hirsi Ali, somali-amerikaneren, der, som så mange frafaldne fra islam, kan afvises som én, der er "præcis som en eks-katolik, så bitter" - en latterlig beskrivelse, men én, nogle vil finde plausibel. Som om alle frafaldne var lige bitre. Som om Hirsi Ali var en slags østafrikansk version af Madelyn Murray O'Hair.

Ikke alle arbejder på et kontor eller i en virksomhed eller på et fakultet sammen med muslimer, og mange er i stand til at sige, hvad de mener. Men gode manerer hersker; frygt for at blive misforstået - ordet "racist" bliver så ofte slynget ud - holder ikke-muslimens fornægtelse af virkeligheden på plads. Jeg have troet, at alle i Amerika ville studere islam nu. Det viser sig, at meget få gør det; dette site [Jihad Watch] er ikke repræsentativt, men er stadig en af forposterne. Hvor mange er hjemme optaget af dette studium? Ikke engang én ud af 380 millioner. De, der er ivrige efter at udforske det nyeste i toastere, computerprogrammer, smartphones, vil ikke besøge websteder om islam. De ønsker blot at fortsætte med at benægte, for sig selv, hvad der stirrer dem i ansigtet. Analyser fra forskere, især dem, der skrev før 1970; beretninger af rejsende i muslimske lande eller af statsmænd (Tocqueville, John Quincy Adams), der interesserede sig for islam-spørgsmålet; eks-muslimers vidnesbyrd - det findes alt sammen på usædvanlige sites som dette [Jihad Watch], og de, der besøger det, er nok ikke klar over, hvor mange de andre er, der bruger deres tid på at finde grunde til ikke at tro på islams ondskab og trussel. Sådan var det ikke med kommunismen; det er ideen om islam som en "trosretning", der udgør islams første forsvarslinje - se biskop McManus, så omhyggelig med at opretholde gode forbindelser med muslimske naboer - og hvis islam kan angribes, vil andre trosretninger så ikke også komme til at lide? Det er derfor, den Tværreligiøse Forsoningssvindel fortsætter; islams forsvarere er naragtige, men uformindskede. Mange præster og rabbinere mener, de har en interesse i at forsvare islam.

At så mange har tilladt sig at være så bevidst uinteresserede, så tilbageholdende med at finde ud af, hvad islam indskærper, er menneskeligt forståeligt. Det samme gælder det med at forstå de holdninger og den adfærd, som muslimer udviser, der ikke er et resultat af "ekstremisme" - et ord der aldrig er defineret - men snarere af almindelig, rettro islamisk lære baseret på tekster, alle kan læse. De muslimske indvandrere, der har fået lov til at bosætte sig dybt inde bag, hvad de selv har lært at betragte som fjendens linjer, og som nu lever i vantro lande, omgivet af vantro, er ikke bange for - mere i Europa end i USA - uafbrudt at stille aggressive krav om ændringer i sociale arrangementer og opfattelser, samt i juridiske og politiske institutioner, i de vantro nationalstater, de lever i - i selve de nationalstater, der så uskyldigt hilste dem velkommen og overøste dem med enhver ydelse (næsten udelukkende betalt af ikke-muslimske skatteydere), som generøse velfærdsstater kan give. Tænk blot på Frankrig og kravet om, at den sekulære stat tillader hijab og halal-mad i skoler, gør islam et obligatorisk emne i pensum, og fjerner andre fag som f.eks. middelalder-kristendom (dette er det seneste forslag fra undervisningsminister Najat Vallaud-Belkacem, hvilket har fremkaldt hyl af raseri). Alt dette tyder på et ønske om ikke at integrere, men at forvandle og dominere værtssamfundet. Alligevel fastholder ikke-muslimske benægtere stadig (f.eks. den franske socialist Manuel Valls), at arbejdsløshed og fattigdom, ikke den aggressive islamiske ideologi, er "grundlæggende årsager" til den dårlige muslimske opførsel.

Fordi hvert muslimsk krav kan fremstilles som rimeligt i sig selv, er det deres helhed, der skal undersøges. Stiller kineserne og hinduerne og vietnameserne og andes-indianerne krav om, hvad skolerne skal undervise eller ikke undervise i; krænker de den sekulære stat ved offentligt at lade hånt om loven; kræver de særbehandling af enhver art? Kun én gruppe i Frankrig, eller i Europa, gør dette: Muslimerne. Men selv om Geert Wilders' Frihedspartiet og Front National i Frankrig, nu åbent diskuterer den islamiske trussel, er der stadig i de store parter (såsom Sarkozys "Republicains") mange, der er uvillige til at se, hvad der befinder sig for næsen af dem, og aktiverer deres egne mentale benægtelsesstrategier - baseret på et ønske om at forblive uvidende, ud af den konstante frygt for, hvad der sker, hvis ikke-muslimerne erkender sandheden. De er frosset i frygt. Der er så mange muslimer i deres midte: Hvad kan de ikke finde på, hvis de opdager, hvad den islamiske ideologi egentlig går ud på? "Frosset i frygt" beskriver meget af den ikke-muslimske scene.

Trods hamrende murbrækkere i hænderne på de få frygtløse blogs, holder islambenægtelsens porte stadig stand. Det vil sige: benægtelse er mulig, så længe islams tekster forbliver uundersøgte, så prøv ikke at lære, sørg for at du ikke finder ud af noget. Hvis du gør, kan du gå amok. Således ender ikke-muslimer med at benægte, hvad islam indskærper. Det er på alle måder den mest ekstraordinære forestilling.

I USA forbinder New York Times' dækning af muslimske grusomheder - se rapporterne om Nidal Hasan eller Dzhokhar Tsarnaev - sjældent selve handlingerne med de tekster, der bruges til at retfærdiggøre dem. På dette site [Jihad Watch] kan man sige: Denne handling var helt islamisk, og ligeledes denne. Men det kan man ikke i masse-journalistikkens større verden. Og alligevel er mange nu nået frem til samme opfattelse, og det republikanske primærvalg rummer nu et halvt dusin, der er helt klar til at sige sandheden om islam.

Som et nyligt eksempel på den benægtelse, der praktiseres af så mange, se den seneste New Yorker-artikel om Chapel Hill-mordene, opsat som "En hadforbrydelses anatomi" ("The Anatomy of a Hate Crime"). Det er CAIR-reklame i et større magasin. Forfatteren fortæller, men minimerer, historien om Chapel Hill-morderens mange tilfælde af parkeringsplads-raseri, rettet i samme grad mod muslimer og ikke-muslimer. Det meste af artiklen handler om hvor vidunderlige de muslimske ofre var, og det faktum, at Hicks, morderen, helt sikkert blev rasende ved synet af hijab-tørklæder (hævdet uden det mindste bevis). Og så fortsætter forfatteren med at beskrive, hvor smukt mordene blev udnyttet, på en pæn måde, af muslimer, som dernæst engagerede sig i prangende gode gerninger som tilsyneladende bevis på, at de er gode naboer og gode amerikanere; og alt i alt var det en vidunderlig lejlighed, siger forfatteren uden hån, der med fordel blev udnyttet af muslimer i Amerika. Artiklens titel indeholder ordet "hadforbrydelse". Men der var ingen hadforbrydelse; ingen andre end muslimer mener det. Ikke desto mindre er det sådan, New Yorker forsøger at tvinge resten af os til at se det. Det er et lille, men højest deprimerende eksempel på benægtelse af en anden slags virkelighed - ikke om muslimsk lære, men om ikke-muslimsk adfærd - for at få os til at se muslimer som ofre.

Er ikke al denne dunagtige moderlighed blot en anden måde at overbevise publikum om, at der ikke er noget fundamentalt anderledes ved islam; at den vil blive, eller allerede er, en kærkommen ny tilføjelse til den amerikanske scene; og at du ikke behøver at vide mere om islam end som den præsenteres af apologeterne, som f.eks. den storsælgende Karen Armstrong, hvis bog Islam, helt forrykt, stadig er en bogklub-favorit? Muslimerne har deres egne bortforklaringsmetoder - Taqiyya og Tu Quoque - til at besvare kritikere, men på dette tidspunkt, har de ikke behov for dem. Ikke-muslimer gør alt arbejdet for dem. Indtil nu har islam med succes forsvaret sig i kampen om dens billede i Vesten, og meget dystre dage ligger forude. Demografi er skæbne; islams tilhængere er over det hele; de er blevet lukket ind, fordi ingen troede, de burde eller kunne stoppes. Dovenskab, ønsket om at være populær og ikke upopulær, frygt for at se sandheden i øjnene, har alt sammen hindret studiet af islam. Nu lever vi, i Amerika og Europa, med konsekvenserne.

del 1, del 3, del 4

---

Oversættelse: Bombadillo