For seks år siden holdt jeg en tale, som jeg gav titlen: "Benægtelsens strategier." Da den ikke blev udgivet på Jihad Watch, men på et andet site, New English Review, vil mange, der kommer her [på Jihad Watch], måske ikke have set den. Og da det, jeg bemærkede dengang, ikke er forældet, tager jeg mig den frihed at genudgive den her, i segmenter, med nogle opdaterede kommentarer sat ind her og der. Der er virkelig ikke noget nyt at sige om islam; den kræver af kommentatorer, at de bliver ved med at gentagne sig selv med lidt forskellige ord, at de sætter hver ny manifestation af islamisk adfærd ind i sammenhæng, hvad enten det er et angreb på vantro, eller noget mindre dramatisk. Der er nye angreb, nye overgreb, men der er ingen nye forklaringer på muslimsk adfærd. Hvert nyt angreb fører til omtale, og hvert nyt forsøg på at forklare det væk som "uislamisk" fortjener kommentar, men generaliseringen om emnet - overblikket - har ikke brug for revision, blot konstant gentagelse og, i givet fald, ny anvendelse.

Min begrundelse for at bryde teksten op er enkelt det nye materiale, jeg har sat ind over det hele; jeg er gået mere i dybden med, hvad der blev givet i en noget kortfattet form, så det bedre kan appellere til vores fælles oplevelse af, hvad der sker overalt i Vesten i dag. Og jeg ønsker ikke at overvælde eller overbebyrde læserne på dette websted, men at blive læst.

Lad os nu gå over til den oprindelige introduktion til "Benægtelsens strategier":

Benægtelsens strategier - titlen er tvetydig. Muligvis bevidst. Hvad kan den betyde? Den kan henvise til muslimer, og til alle de måder, hvorpå tilhængere af islam, "Allahs slaver" - især dem, der bor i Vesten - har formået så succesrigt at distrahere eller forvirre eller skræmme - moralsk eller intellektuelt eller fysisk - så mange ikke-muslimer; har formået at holde disse ikke-muslimer væk fra at finde ud af alt for meget om, hvad islam indskærper, og at opnå dette på trods af, at de islamiske tekster - Koranen, hadith og sira - er let tilgængelige, ikke mere end et museklik væk, og at meningen med dem drøftes på tusindvis af muslimske hjemmesider. Og skønt ikke altid et museklik væk, er der den lange veldokumenterede historie om islamisk imperialisme; om erobringen gennem vold og den efterfølgende undertvingelse, som også er sket gennem vold og trusler om vold; om ikke-muslimer, der altid havde været kendt overalt i den vestlige verden, og været diskuteret af dens fremtrædende skikkelser (se John Quincy Adams, se Tocqueville, se Winston Churchill), og omtalt som en selvfølge af vestlige rejsende til muslimske lande, hvis egne oplevelser handlede om muslimers tydelige fjendtlighed imod dem (og mod alle ikke-muslimer).

Når den store masse af kristne i tidligere århundreder overhovedet tænkte på muslimer, tvivlede de aldrig på, at de, der havde studeret islam og de, der var stødt på muslimer, sikkert måtte have ret: Islam var en glubsk og fanatisk tro - for "tro" og ikke "religion" var ordet, der blev brugt indtil det sidste århundrede. Det var amerikanske børnebogsforfattere, der først begyndte at bruge den nivellerende sætning om "verdens store religioner", og først de seneste årtier, er den formildende, vildledende sætning om "de tre abrahamitiske trosretninger" begyndt at blive brugt. Aldrig før i den vestlige verdens historie er en sådan sætning blevet påberåbt; aldrig før ville den være blevet taget alvorligt eller brugt til at overbevise ikke-muslimer om, at der var en slags fælles tro og fælles traditioner, som bandt kristne (og jøder) til muslimer. Engang var folk i stand til, også selv om de ikke kunne citere sura og ayat, at forstå det muslimske påbud: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes." (Koranen 5:51) Og selv om sura 9 og hundrede andre jihad-vers i Koranen ikke var blevet læst, og de hundreder eller tusinder af ondsindede anti-vantro hadither var ukendte, så fattede den vestlige verdens indbyggere - som var den væsentligste hindring for islams udbredelse i tusind år - i hovedsagen islams natur.

Men i de sidste par årtier, selve de årtier, hvor de politiske og mediemæssige eliter i Europa - i en handling af civilisatorisk ubetænksomhed og historisk hukommelsestab - har tilladt millioner af muslimske indvandrere at bosætte sig i deres lande, har disse samme eliter undladt at genoverveje deres tidligere formodninger og forsømmelser, undladt at leve op til deres høje ansvar for at undersøge islams tekster og grundsætninger, og disses observerbare effekt gennem 1350 år, fra Spanien til Ostindien, på muslimers adfærd. De har i stedet undgået sådanne undersøgelser, og, endnu værre, har angrebet dem, der har været engageret i disse undersøgelse, og som - bevæbnet med viden om betydningen af og derfor truslen fra islam - er begyndt at ringe med alle former for alarmklokker.

Det er en fantastisk præstation, virkelig: Millioner af muslimers evne til at bosætte sig i de ikke-muslimske lande, der i islam kaldes Dar al-Harb, Krigens Hus, hvor islam endnu ikke har magten og muslimer endnu ikke styrer, og alligevel være i stand til at forhindre, at afværge, at aflede, enhver seriøs og udbredt undersøgelse af islam, og således forhindre forståelsen af den trussel, som en stor muslimsk befolkning uundgåeligt udgør (for en håndfuld af frafaldne og en lidt større håndfuld af dem, der bliver "kultur"-muslimer eller "muslim-kun-af-navn"-muslimer, befrier os ikke for at bekymre os over de 90% eller flere muslimer, som forbliver Sande Troende og Troens Forsvarere).

Og allerede nu - i slutningen af juni 2015 - er vandringen af muslimer til Europa blevet til noget af en flodbølge. De kommer fra Nordafrika, men ikke fra hele Nordafrika. Deres vigtigste udgangspunkt er Libyen, hvor omstyrtelsen af Qaddafi betød, at ingen despot længere kunne styre befolkningsstrømmen, hvad han var villig til at gøre for den rette betaling, som fra den italienske regering under Berlusconi. Selv hvis en vestlig magt i dag skulle ønske at betale nogen for at forhindre arabiske og subsaharianske afrikanere i at tage afsted i disse både, der har kurs mod Lampedusa (den italienske ø, hvor disse både ofte bliver taget, eller smuglerne let arrangerer at få dem taget - smuglernes bevidste forlisning eller halv-forlisning af skibe er en almindelig taktik), hvem præcis skulle denne magt betale til? Ingen kontrollerer Libyens kyst længere; i bedste fald kan nogle militser have kontrol med Benghazi, eller Misrata, men selv de er så splittede, deres ledere så foranderlige, sikringen af, at en indgået aftale holdes, så vanskelig, at indvandring fra Libyen ikke kan stoppes, medmindre bådene selv bliver ødelagt, som det er blevet foreslået; men af grunde, det er umuligt at fatte, er dette elementære middel til selvforsvar endnu ikke blevet brugt.

Og så er der den syriske, irakiske, afghanske, pakistanske migration. Alle disse nationaliteter bliver i alle rapporter rodet sammen, men alle sammen - alle disse irakere, afghanere, pakistanere, syrere - bærer, i deres egenskab af muslimer, islam i deres mentale bagage. Og disse kommer ikke fra syd, men fra øst. Alle former for muslimer bruger Tyrkiet som et sted til at omgruppere sig for derefter at blive smuglet gennem Anatolien til Bulgarien over land, eller til Grækenland med skib. Og derfra fortsætter de, fordi det ikke så meget er "Europa", de søger, men de lande i Europa, der tilbyder de største ydelser. Hvem ønsker at bo i Grækenland, når han kan bo i Sverige?

Det er forbløffende, at dette klare valg af destination - baseret på mængden af gratis sundhedsvæsen, gratis uddannelse, gratis alt muligt - ikke diskuteres mere. I stedet, hvis man lytter til NPR eller BBC, hører man endeløst om "indvandrere", der "søger et bedre liv". Denne sidste sætning er meget tiltrækkende, og fremkalder i andre - [amerikanske] efterkommere af andre slags indvandrere - varme følelser af sympati. Eller hvis ikke virkelig sympati, så dog den fornemmelse, at "hvem er jeg til at nægte en anden retten til at gøre, hvad mine bedsteforældre eller oldeforældre gjorde?" Et øjebliks eftertanke kunne have forhindret denne lette identifikation. Det bedre liv, som tidligere indvandrere søgte, husk, var livet i lande, der ikke tilbød nogen ydelser overhovedet i sammenligning med, hvad der nu er på tilbud. Hvorfor blive sentimentale over folk, der "søger et bedre liv", hvis dette i virkeligheden betyder, at de søger større sociale ydelser?

Og de lande, de vælger at tage til, demonstrerer denne sandhed. De er ikke tilfredse, når de behandles i Lampedusa, med at forblive i Italien, hvor ydelserne er lave. Eller hvis de kommer ad den østlige rute, så ønsker ingen virkelig at forblive i Bulgarien eller Grækenland, medmindre det er absolut nødvendigt. Målene er altid de samme: Det er Storbritannien, det er Tyskland, det er Frankrig, det er frem for alt de skandinaviske lande. Dette er det "bedre liv", der søges. Mens det er indlysende for dig og for mig, er det ikke indlysende, tilsyneladende, for nogen af speakerne på NPR og BBC, der næsten aldrig omtaler disse indvandreres omhyggelige valg af destination baseret på ydelser. Hvorfor? Fordi det ville ødelægge historien om, at disse indvandrere er ligesom dem i gamle dage. Men det er de ikke. De søger ikke "et bedre liv" baseret på deres eget arbejde, men tager til lande, der er kendt for deres overdådige velfærd, hvor man måske ikke behøver at arbejde overhovedet. Det er en utrolig sammenblanding af gammel og ny indvandring. I fjernsynet har jeg set analfabeter og tilsyneladende dårligt informerede migranter fortælle intervieweren alt om de ydelser, han ved eksisterer, og i hvilke lande de findes.

Og der er en ting mere. Journalisterne på NPR eller BBC kalder dem altid "indvandrere", men aldrig "muslimske indvandrere", selv om dette tillægsord er en nøgle til forståelsen af disse indvandreres fremtidige adfærd og permanente holdninger til de mennesker, i hvis lande de har fået, eller vil få, lov til at bosætte sig. Hvorfor er det sådan? Fortjener seere og lyttere ikke at få at vide hvilken slags indvandrere, der strømmer ind i deres land, mens de forsøger at finde ud af, hvad det alt sammen betyder og hvilken indvandringspolitik, de skal støtte? Den vage sætning "indvandrere" bør erstattes af "muslimske indvandrere", men det vil ikke blive tilladt af radio- og tv-censorer, eller er i hvert fald ikke blevet det indtil nu. Måske vil det ændre sig, efterhånden som det bliver stadig mere klart: Disse er muslimske indvandrere, ikke indvandrere af enhver art fra hvor som helst.

del 2, del 3, del 4

---

Oversættelse: Bombadillo