I det nordlige Irak er det religiøse folkemord på vej ind i slutfasen. Soldater fra Islamisk Stat (IS), forstærket med militært udstyr oprindeligt leveret af USA, driver de kurdiske forsvarere tilbage, der havde beskyttet de kristne og andre religiøse mindretal. Mens hundredtusinder af flygtninge er flygtet ind i Kurdistan, er omkring 40.000 yazidier og nogle kristne fanget på bjerget Sinjar, omringet af IS-jihadister. (Yazidier er kurdiske folk, hvis præ-kristne religion stammer fra gamle iranske religiøse traditioner, med overlejringer og påvirkninger fra andre religioner.)

The Assyrian Aid Society of Iraq har rapporteret, at børn og ældre er ved at dø af tørst på Sinjar. Forældre kaster deres børn i døden fra bjerget hellere end at se dem dø af tørst eller blive gjort til slaver af IS.

IS-jihadisterne dræber de mænd, de fanger. I en nylig episode blev 1.500 mænd henrettet foran deres koner og familier. I en anden episode fik 13 yazidi-mænd, der nægtede at konvertere til islam, deres øjne plukket ud, hvorefter de blev overhældt med benzin og brændt levende. Når mændene er dræbt, bliver de tilfangetagne kvinder og børn gjort til slaver, der skal bruges til sex, indsættes som menneskeskjolde i kampzoner eller sælges for at blive brugt og misbrugt, som deres nye ejere finder for godt.

USA har ironisk nok opfordret til større samarbejde. FN-ambassadør Samantha Power opfordrede "alle parter i konflikten" til at give adgang til FN-hjælpeorganisationer. Hun opfordrede irakerne til at "stå sammen", så Irak kan 'komme tilbage på vejen til en fredelig fremtid" og "forhindre ISIL i at udslette Iraks pulserende mangfoldighed".

Selvfølgelig er det ikke "pulserende mangfoldighed«, der bliver udslettet i Irak, men mænd, kvinder og børn i titusindvis. Dette handler ikke om fejlslagen sameksistens, og problemet er ikke "konflikt". Dette er ikke om folk, der har problemer med at komme videre, og som har brug for på en eller anden måde at forsones og "stå sammen". Det handler om et velformuleret og veldokumenteret teologisk verdenssyn, der er fast besluttet på at dominere de "vantro", om nødvendigt ved at udrydde dem fra jordens overflade, for at realisere en radikal vision om islams magt og herlighed.

Den amerikanske administration - ifølge Nina Shea fra Hudson Institute - "tilbageholder våben til kurderne, mens de afventer en ny samlet irakisk regering med en ny premierminister. I mellemtiden (...) er der ingen irakiske tropper i Nineve-provinsen". Kun på et par minutter før midnat på folkemordsuret er USA begyndt at rette militære angreb mod IS-styrker.

Disse begivenheder burde vække til eftertanke i Vesten, ikke mindst fordi tusindvis af IS-jihadisterne er blevet opdraget og næret i moskeer i Europa, Nordamerika og Australien, for ikke at nævne madrasaerne i lande som Malaysia, Bangladesh og Indonesien. Efter at være blevet formet af radikal islams teologi i deres hjemlande, strømmer disse potentielle jihadister til Syrien og Irak, hvor de søger sejr eller martyrium, mens de dræber og voldtager på vejen frem.

Hvorfor er det sådan? Hvordan kunne det arabiske forår, hyldet af så mange vestlige lænestolskommentatorer som det næstbedste for Mellemøsten, blomstre i lysende røde strømme af blod?

En del af svaret er, at Vesten er fanget i teologisk analfabetisme. Det har stædigt nægtet at indse konsekvenserne af en global islamisk vækkelse, der er kommet til kræfter gennem det meste af et århundrede. Den islamiske bevægelse ser tilbage til de gyldne dage med erobring som islams fineste stund, og søger at genoplive islamisk overherredømme gennem jihad og opofrelse. Den længes efter en sand islamisk stat - det genfødte kalifat - og betragter jihad som det gudgivne middel til at nå det.

Dette verdenssyn blev fremmet i overbevisende, visionære udtryk af den indiske lærde Abul Ala Maududi, hvis skrifter fortsat spredes vidt og bredt af islamiske boghandler og moskeer over hele Vesten. Maududi argumenterede i sin grundbog om radikalisering, Let us be Muslims, at den eneste legitime styreform er islamisk teokrati - altså sharia-styre - og at muslimer er forpligtet til at bruge enhver kraft, de kan mønstre, til at pålægge verden dette mål: "... uanset hvem I er, uanset hvilket land I lever i, skal I stræbe efter at ændre det forkerte grundlag for regering, og fjerne regerings- og lovgivningsbeføjelser fra dem, der ikke frygter Gud. (...) Navnet på denne stræben er jihad." Og "Hvis I holder islam for sand, har I ikke andet alternativ end at bruge jeres kraft til det yderste, for at den skal sejre på Jorden: I skal enten etablere den, eller give jeres liv i denne kamp".

Mit eget eksemplar af Let us Be Muslims, som ligger åben foran mig mens jeg skriver, blev købt i et respekteret mainstream islamisk center her i Melbourne, Australien.

Da pave Benedikt holdt en forelæsning i Regensburg i 2006, hvori han antydede, at islam var blevet spredt med magt, brød den muslimske verden ud i voldelige protester.

Sheik Abdul Aziz al-Sheikh, stormuftien i Saudi-Arabien, reagerede med et afslørende forsvar for islams historie. Uden skygge af ironi hævdede han, at paven havde uret i at sige, at islam var blevet spredt med magt, fordi de vantro havde haft et tredje valg ved siden af død eller konvertering, nemlig at "overgive sig og betale skat, hvorved de fik lov til at forblive i deres land og leve efter deres religion under muslimers beskyttelse". Han hævdede, at de, der læser Koranen og sunna (Muhammeds eksempel og lære) vil forstå de faktiske forhold.

Virkeligheden, der udspiller sig i det nordlige Irak i dag, afslører i dagens kolde lys præcis, hvad læren om de tre valgmuligheder betyder for erobrede ikke-muslimske befolkninger, og hvorfor dogmet om de "tre valg" ikke kan bruges som forsvar mod påstanden om, at islam blev spredt ved sværdet.

Det er krystalklart, at IS ikke spiller efter denne verdens regler. Den har ikke andet end foragt til overs for Genève-konventionen. Dens kamptaktik reguleres af sheiker, der følger sharia-regler for krigsførelse. Mange af de overgreb, der begås af IS og som rapporteres af de internationale medier, er taget direkte fra siderne i islamiske juridiske lærebøger.

Overvej IS's meddelelse til kristne i det nordlige Irak: "Vi giver dem tre valgmuligheder: Islam; dhimma-kontrakten, der involverer betaling af jizya; hvis de nægter dette, vil de ikke have andet end sværdet."

Disse ord er flikket sammen af stumper fra siderne i islamiske hellige tekster. Det var Saad B. Muadh, en af Muhammeds følgesvende, der sagde om de hedenske mekkanere: "Vi vil ikke give dem andet end sværdet" (A. Guillaume, The Life of Muhammad, OUP 1955, p. 454). Muhammed selv blev refereret for at have sagt: "Når I møder jeres fjender, der er polyteister [dvs. ikke er muslimer], så giv dem tre muligheder: (...) Inviter dem til islam (...). Hvis de nægter at acceptere islam, kræv jizya af dem. (...) Hvis de nægter at betale skatten, søg Allahs hjælp og bekæmp dem." (Sahih Muslim. The Book of Jihad and Expedition [Kitab al-Jihad wal-Siyar] 3:27:4294). Da kalif Umar angreb Persien, meddelte han dem: "Vores profet [Muhammed] (...) har befalet os at bekæmpe jer, indtil I tilbeder Allah alene eller betaler jizya (Sahih al-Bukhari, The Book of al-Jizya and the Stoppage of War, 4:58:3159).

Jeg har analyseret læren om de tre valg i min bog The Third Choice: Islam, dhimmitude and freedom, og har omfattende trukket på islamiske kilder for at forklare det verdenssyn, der ligger bag jihad og dhimmaen. Denne bog lyder nu som en uhyggelig profeti af den tragedie, der udspiller sig i Syrien og Irak.

Det arabiske ord jizya er afledt af roden j-z-y, som henviser til noget, der er givet som kompensation - i stedet for noget andet. Ifølge arabiske leksikografer er jizya en skat, som tages fra ikke-muslimer, der lever under islamisk styre, "som om det var en kompensation for, at de ikke bliver slået ihjel". Den betales af besejrede samfund for at kompensere eller belønne deres angribere for at give afkald på retten til at dræbe, slavebinde eller plyndre dem.

Det 19. århundredes algeriske Koran-kommentator Muhammad ibn Yusuf at-Fayyish forklarede, at jizya er "en erstatning for deres blod. Den er (...) for at kompensere for, at de ikke bliver slået ihjel. Dens formål er at give erstatning for pligterne til drab og slaveri (...). Den er til gavn for muslimer." Mere end tusind år tidligere skrev hanafi-juristen Abu Yusuf Ya’qub: "... deres liv og ejendele skånes kun på grund af betalingen af jizya."

I 1799 berettede William Eton i en undersøgelse af det osmanniske imperium, at når kristne under osmannisk styre betalte jizya, blev de tiltalt med en standardformulering om, at "den modtagne pengesum tages som kompensation for tilladelse til at bære deres hoveder dette år" (Etons fremhævelse).

Der er selvfølgelig andre måder at fortolke Koranen på, men pointen er, at denne forståelse af jizya er blevet den, der handles efter i det nordlige Irak og Syrien. Den har også opbakning i århundreders islamisk retslære og praksis. Det var med denne opfattelse af islam, at Mellemøsten, Sydasien og store dele af Østeuropa blev erobret og besat under muslimsk styre indtil moderne tid.

Dette dystre faktum - at IS-jihadister med lethed kan forsvare deres teologi på basis af islams historie og religiøse traditioner - betyder, at det ikke vil være nogen let opgave at overtale muslimske gejstlige og intellektuelle til at "pille dem ned". En sådan strategi, som er blevet foreslået af Peter Leahy, tidligere chef for den australske hær, vil være fyldt med vanskeligheder. Opgaven ville være en hel del lettere, hvis de radikale ideologier faktisk var humbug. Problemet er, at jihadisterne har alt for mange teologiske trumfer fra Koranen og Muhammeds eksempel til så let at blive slået på idéernes slagmark. Faktisk er det de radikale, der er blevet eksperter i at ”pille ned”, hvilket deres succesrige globale rekrutteringskampagne viser.

Lad os se på noget af vægten bag de radikales teologi.

Ifølge islamisk lov er kristne og andre ikke-muslimer, der accepterer at beholde deres religion og deres liv mod at betale jizya, underlagt en dhimma - en overgivelsestraktat.

Ordet dhimma er afledt af et arabisk ord, der betyder "at beskylde". Det indebærer en forpligtelse eller gæld som følge af fejl eller skyld. Tanken er, at ikke-muslimerne, kendt som dhimmier, står i gæld til deres erobrere for deres liv, og at de ved manglende overholdelse af overgivelsestraktaten vil påføre sig skyld og dermed være hjemfaldne til straf. Dhimmaens betingelser omfatter betaling af jizya for voksne mænd, men også mange nedgørende juridiske handicap, der påtvinges ikke-muslimer, og anvendes i en eller anden form over det meste af den muslimske verden helt op til i dag: Ét eksempel er udbredte begrænsninger i bygning af nye kirker i områder, der tidligere blev erobret af islam; en anden er begrænsninger af religionsfriheden.

Indførelsen af disse handicap på ikke-muslimer er i overensstemmelse med en befaling af Muhammed:

"... jeg er blevet sendt med et sværd i min hånd, for at befale folk at tilbede Allah og ikke knytte nogen partnere til ham. Jeg befaler jer, at nedgøre og undertvinge dem, der ikke adlyder mig, for enhver der efterligner et folk, er én af dem" (citeret fra Musnad Ahmad Ibn Hanbali, grundlægger af hanbali retsskolen).

Et af midlerne til at nedgøre ikke-muslimer har været at sikre, at de ikke kom til at "ligne" ved at kræve, at de skulle bære særlige adskillende klæder, lapper eller endda, i gammel tid, segl om halsen.

En nutidig manifestation af princippet om ikke at "ligne", er at skrive det arabiske bogstav nun (for nazrani, det arabiske ord for kristne) uden på kristne hjem i Mosul. Ud fra et lignende ræsonnement krævede Taleban, at de afghanske hinduer skulle bære adskillende lapper på deres tøj, så deres ikke-muslimske status kunne ses øjeblikkeligt.

IS bruger endda det første århundredes islam som model til at sætte jizya-skattens niveau. Tidlige islamiske kilder angiver, at jizyaen var på mindst én gulddinar, og op til fire dinarer, afhængig af den enkelte dhimmis velstand. IS har fulgt disse bestemmelser til punkt og prikke og fremsat følgende erklæring:

"Kristne er forpligtet til at betale jizya-skat på hver voksen mand til en værdi af fire gulddinarer for de velhavende, halvdelen af dette for dem med mellemindkomster og halvdelen af dette for de fattige (...) de må ikke skjule deres status, og kan betale i to rater om året."

En gulddinar vejer omkring 4,5 gram, hvilket med ca. 250 kr. pr gram betyder, at en skat på 1-4 dinarer svarer til mellem 1225 og 4900 kr. pr ikke-muslimske voksne mand. Dette er en tung byrde for et erobret folk i en krigszone, og virkeligheden i både Syrien og Irak har været, at jihadisterne kræver meget mere, og ikke én gang om året, som lærebøgerne siger, men igen og igen.

Rapporter viser, at IS har sat jizya-skatten så højt i både Syrien og det nordlige Irak og opkrævet den så ofte, at den ikke kan betales. Dette efterlader de kristne, der ønsker at blive i deres hjem, med kun to valg: At konvertere eller dø. De fleste er flygtet, men nogle, heriblandt dem, der er for svage eller handicappede til at komme væk, har været nødt til at konvertere for at redde deres liv. Flygtningene er i en særlig desperat situation, fordi de under flugten løbende bliver rippet for deres ejendele ved IS-checkpoints.

Der er intet nyt her. Gennem historien har jizya været en tung byrde for ikke-muslimer. Et stort antal kristne konverterede til islam under de tidlige århundreders islamiske herredømme for at undgå denne skat. Dionysius, en syrisk patriark, der skrev i det 8. århundrede, fortalte, at jizya ofte måtte tvinges ud af de kristne ved hjælp af prygl, afpresning, tortur, voldtægt og drab. Mange flygtede nødlidende fra by til by, efter at de havde solgt alt, hvad de ejede, for at betale skatten.

Arthur Tritton fortæller i The Caliphs and their Non-Muslim Subjects om det 8. århundredes Egypten, at jizya-skatten for almindelige daglejere var omkring en fjerdedel af deres årlige indkomst, eller ti gange zakat-skatten [almisse-skatten, o.a.] betalt af muslimer. Shlomo Dov Goitein skrev om situationen for jøder i middelalderens Egypten, at mænd slavebandt sig selv eller deres familier for at betale skatten. Århundreder efter Dionysios af Antiokia fortalte også han, at mange, efter at have solgt alle deres ejendele for at betale skatten, vandrede omkring hjemløse som tiggere.

IS's behandling af fanger er også i overensstemmelse med islams ortodokse regler for krig, der tillader at mænd bliver dræbt, mens kvinder og børn gøres til slaver. Sexslaveri - konkubinat - er tilladt ifølge de sharia-principper, der vejleder IS. I Reliance of the Traveller – en respekteret sunnitisk sharia-manual - hedder det: "Når et barn eller en kvinde er taget til fange, bliver de slaver ved selve den kendsgerning, at de er taget til fange, og kvindens tidligere ægteskab er straks annulleret" (o9.13). Muligheden for at konvertere til islam for at undgå død eller fangenskab - hvilket IS opfordrer ikke-muslimer til - støttes også klart: "Den, der træder ind i islam før tilfangetagelse, kan undgå at blive dræbt eller få sin ejendom konfiskeret, eller få sine børn taget til fange" (o9.12).

Den udbredte plyndring af ejendom gives også gyldighed af islams regler for krig: "En fri mandlig muslim, der har nået puberteten og er ved sin fornufts fulde brug, har ret til krigsbytte, når han har deltaget i et slag til enden af det" (o10.1). Og "... enhver, der (...) dræber en af fjenderne eller effektivt gør ham ukampdygtig under risiko for sit eget liv, er berettiget til alt, hvad han kan tage fra fjenden, dvs. så meget, han kan tage med sig under slaget, såsom ridedyr, tøj, våben, penge eller andet" (o10.2).

Den grumme virkelighed er, at skæbnen for kristne og yazidier i det nordlige Irak i dag alt for ofte matcher bestemmelserne i de islamiske lærebøger: Ikke-muslimske mænd bliver dræbt, deres kvinder og børn gøres til slaver og deres ejendom og ejendele plyndres.

Det er beklageligt, at den hårde kolde realitet af islamisk imperialisme og af dhimma-systemet er blevet benægtet og tilsløret af forskerne. For eksempel hævdede Bernard Lewis, at "dhimmaen i det store og hele fungerede ganske godt".

Som konsekvens af dette formørkede slør, er den sande betydning af ordene jizya og dhimma blevet skjult.

Den anglikanske præst Colin Chapman, som var den daværende ærkebiskop af Canterburys udsending til Al-Azhar-universitetet i Cairo, hævdede sin vidt læste bog, Cross and Crescent, at jøder og kristne var "beskyttede", og lod forstå, at jizya blev betalt som kompensation for, at de ikke skulle gøre militærtjeneste eller betale muslimernes almisse-skat (zakat). I virkeligheden ligger den vigtigste beskyttelse for dhimmier i, at de derved kan holde deres hoveder på afstand af jihads sværd, og det var til gengæld for dette privilegium, at jizya er afkrævet. John Esposito hævdede ligeledes, at jizya er et "bytte" til gengæld for at kunne leve efter sin religion, beskyttelse mod "udefra kommende aggression" og fritagelse for militærtjeneste.

Sådanne forstillelser, også fremført af muslimske apologeter, har tjent til at afstive myten om convivencia og en gylden tidsalder, hvor kristne og muslimer levede tilfredse side om side under islamisk styre.

Multikulturalismes arkitekter og fortalere for tværreligiøs dialog har gentagne gange fremhævet denne mytiske islamiske konstruktion som en model for, hvordan forskellige religioner kan blomstre side om side i Europa i dag. Dette er gået hånd i hånd med påstande om, at europæisk kultur har en uerkendt gæld til islam og islams historie er blevet fordrejet af hadefulde, snæversynede mennesker.

I virkeligheden var islamisk sameksistens med erobrede kristne befolkninger altid reguleret af betingelserne i dhimmaen, som defineret ovenfor, ifølge hvilke ikke-muslimer ikke har nogen naturlig ret til liv, men må købe denne ret år efter år.

Forsætlig historisk uvidenhed har været dybt invaliderende for den intellektuelle elite i Vesten, som føler sig vældig retfærdige i afvisningen af vidnesbyrd, der modsiger deres korrumperede verdenssyn, fordi de ser sig stående i kampen mod islamofobiens fanatisme. De er blevet skolet i dette selvhad af deres muslimske dialogpartnere.

Også invaliderende har været tendensen blandt forskere til at benægte eller bagatellisere den militære betydning af jihad. Et ekstremt eksempel er Yale-teologen Miroslav Volfs absurde påstand om, at anvendelse af militær magt til at udbrede islam "afvises af alle førende muslimske lærde i dag".

Fremme af idéen om den "større jihad" som en personlig åndelig kamp, har også tjent til at forvirre vestlige ledere, som f.eks. CIA-direktør John Brennan, der erklærede, at "jihad er en hellig kamp, et legitimt princip i islam, der betyder at rense selv eller sit samfund".

I virkeligheden er betydningen af jihad i alle sharia-lærebøger krig mod de vantro. Hvis den sande betydning af jihad var en åndelig kamp med sig selv, ville IS ikke tiltrække så mange ivrige frivillige fra hele verden til Syriens og Iraks slagtemarker.

Der er et kronisk og akut behov for en civilisationernes dialog mellem islam og det post-kristne Vesten. Men denne dialog kan ikke være baseret på myter. På toppen af dagsordenen skal være tvillingeinstitutionerne jihad og dhimmaen. Det er afgørende for Vestens folk, at de eftertrykkeligt afviser og stigmatiserer disse to søjler i islamisk lov og bebrejder muslimerne anvendelsen af dem både i historien og i den moderne verden.

En af virkningerne af den tvungne kulturelle blindhed og det intellektuelle hukommelsestab, er en grasserende teologisk analfabetisme blandt vestlige politikere. Dette får nu de frygteligste konsekvenser for kristne og andre i Mellemøsten. De, der ledede den vestlige besættelse af Irak, var dybt uvidende om farerne for ikke-muslimske mindretal ved den islamiske vækkelse kombineret med vestlig indblanding, og navnlig ved genetableringen af jihad-dhimma-systemet. De overså den kendsgerning, at genetablering af dhimmaen altid har været på dagsordenen for de islamiske vækkelsesbevægelser. De forstod ikke, at jihad-krigszoner altid er særlig dødbringende for ikke-muslimer, selv når hovedkonflikten er mellem muslimer indbyrdes.

Det er også blevet glemt, at fremgang for ikke-muslimske befolkningers rettigheder i Mellemøsten - som osmannernes officielle ophævelse af dhimma-love i midten af det 19. århundrede - kun blev opnået som følge af vedvarende politisk og militært pres fra stormagternes side, og på bekostning af en udeladelse af almindeligt anerkendte islamiske dogmer. Faktisk er denne "ydmygelse" af islam en af de ting, den globale islamiske vækkelse forventes at rette op på: Dette er grunden til, at forringelse af menneskerettighederne for ikke-muslimske mindretal - fra Malaysia til Egypten - har været så markant i de seneste årtier.

Dogmerne i dagens islamiske vækkelse, som er blevet dybt forankret i muslimske samfund - både overalt i Vesten og i stater med muslimsk flertal - forherliger islams storhedstid, hvor kristne og andre ikke-muslimer betalte jizya for at beholde deres hoveder. Vækkelsesprædikanter ser frem til en tid, hvor sharia principper, der indføres gennem uhæmmet jihad, vil håndhæve den opfattelse, at ikke-muslimer ikke har en naturlig ret til liv, men kun har en indrømmet ret, for hvilken de skal kompensere muslimer i guld. Vi behøver ikke at blive overraskede eller chokerede, når unge mænd fra hele verden, der er opdraget med denne giftige teologiske cocktail, melder sig som frivillige til jihad i Syrien og Irak for at indvarsle det attråede islamiske Utopia. Det burde ikke chokere os, at de ikke har nogen skrupler over at udgyde ikke-muslimsk blod.

Effekten af den kulturelle jihad - ført ikke blot af muslimske apologeter, men også af vestlige eliter - er, at vestlige politikere er blevet blinde for nutidens uhyre ikke-muslimske lidelse under islams åg, for de har ingen referencepunkter at forstå den ud fra. At forholde sig til denne lidelse og udvikle politikker til at imødegå den, ville kræve en erkendelse af dens dybere årsager, nemlig den teologiske ramme bestående af jihad og dhimmaen, men dette er simpelthen for skræmmende for vestlige befolkninger, der har multikulturelle dogmer ætset ind i deres sjæl, efter at have accepteret et falsk syn på historien og et hårdnakket formørket syn på teologi.

Så længe politikerne fortsat søger intellektuel trøst i opfordringer til "konfliktløsning" og "forsoning", vil den sårbare fortsat blive dræbt, voldtaget og plyndret i den islamiske vækkelses navn. Livet for titusindvis af sårbare og fredelige kristne, yazidier og andre, hvis forbrydelse er, at deres religion er uacceptabel, hænger nu i en tynd tråd i det nordlige Irak, mens Vesten sidder lammet på sidelinien, fortumlet og bedøvet af de løgne, det har fortalt sig selv i så mange år.

Dette ikke for at sige, at forsoning er unødvendig. Osama Bin Laden så rigtigt, da han hævdede, at læren om de tre valgmuligheder er kernen i Vestens problem med islam: "Vesten hævner sig på islam, fordi den kun giver de vantro tre muligheder":

Vore samtaler med det vantro Vesten og vores konflikt med dem, drejer sig i sidste ende om ét spørgsmål - ét, der kræver vores fulde støtte, med kraft og beslutsomhed, med én stemme - og det er: "Tvinger islam med sværdets magt, eller gør den ikke, folk til at underkaste sig dens autoritet, legemligt om ikke åndeligt?" [Svaret er:] Ja. Der er kun tre valgmuligheder i islam: Enten villig underkastelse [dvs. at blive muslim, o.a.]; eller betaling af jizya gennem fysisk, men ikke åndelig underkastelse under islams autoritet; eller sværdet - for det er ikke rigtigt at lade ham [en vantro] leve. Sagen kan sammenfattes for enhver person i live: Enten underkast dig, eller lev under islams suverænitet, eller dø.

Bin Laden havde ret i dette, at islams lære om de tre valg, der omfatter de teologiske institutioner jihad og dhimmaen, er og skal være det centrale spørgsmål for Vesten i sin dialog med den islamiske verden. En forståelse af denne doktrin og dens konsekvenser for ikke-muslimers menneskerettigheder, bør være en hjørnesten i den offentlige politik i forhold til islam, både nu og i en overskuelig fremtid.

Dette vil ikke blive en let eller behagelig dialog at dømme efter de protestskrig, der mødte pave Benedikts forholdsvis milde Regensburg-forelæsning i 2006. Men eftergivenhed overfor hylende modstanderne gennem konfliktundvigende manøvrer, vil ikke føre til andet end sorg, som vi ser det i det nordlige Irak.

Ifølge "Vikaren fra Bagdad", Canon Andrew White, er tre ting nødvendige lige nu for at hjælpe de ikke-muslimske ofre for islamisk jihadisme: Beskyttelse, forsyninger og udholdenhed. Løgnen, som verden blev prakket på, var, at der ikke var noget, som ikke-muslimer havde brug for at blive beskyttet imod.

Lige nu har IS's ofre brug for militær intervention, mad, vand, husly og lægehjælp. Mange vil have behov for permanent asyl uden for deres hjemlande.

På længere sigt er meget mere nødvendigt. Der kræves bestemt en vilje til at holde ud, fordi verden kun befinder sig i de tidlige faser af en (nu genoptaget) århundreder lang krig med militant islam. Men først og fremmest vil der kræves - for at gøre vedvarende fremskridt i den lange kamp forude - en større appetit for sandhed.

---

Dr. Mark Durie er teolog, menneskerettighedsaktivist, anglikansk præst, Shillman-Ginsburg Fellow ved Middle East Forum, og adjungeret Research Fellow på Centre for the Study of Islam and Other Faiths ved Melbourne School of Theology. Han har udgivet mange artikler og bøger om acehnesernes sprog og kultur, kristen-muslimske relationer og religionsfrihed. Som kandidat fra Australian National University og Australian College of Theology, har han haft besøgsudnævnelser på University of Leiden, MIT, UCLA og Stanford, og blev valgt som Fellow of the Australian Academy of the Humanities i 1992. Kilde: markdurie.com blog

Hans bøger om kristen-muslimske relationer er:

The Third Choice: Islam, Dhimmitude and Freedom
Which God?: Jesus, Holy Spirit, God in Christianity and Islam

---

Oversættelse: Bombadillo