"Islamisk Stat" er på afgørende måder en fiktion snarere end en realitet. En stat har grænser, en central regering og et bureaukratisk apparat. Intet af dette gælder for IS, selv om nogle har talt om IS som en proto-stat. Hvad vi i virkeligheden har, er en væbnet, hug-og-brænd militær magt, der søger kontrol over stadigt voksende områder.

Den fiktive "Islamisk Stat" tillader Vesten at ignorere den dybere trussel, som islam udgør mod vestlige institutioner. Islam er det stik modsatte af Europa. At tolerere den intolerante har igen og igen haft katastrofale konsekvenser. Den nylige ødelæggelse af et russisk passagerfly og angrebene i Paris er kun to eksempler.

Ønsker man indsigt i islam - uforvrænget af nuværende kontroverser - er Ignaz Goldzihers Introduction to Islamic Theology and Law et godt sted at starte. Bogen har en interessant historie. Goldziher blev i 1906 inviteret til USA for at holde en række forelæsninger, hvilke han først skrev på tysk. Men af helbredsmæssige grunde og fordi han ikke kunne få lavet en pålidelig engelsk oversættelse, kom han aldrig afsted på den transatlantiske sejlads for at levere dem. En tysk udgave udkom i 1910, men en tilfredsstillende engelsk oversættelse var ikke tilgængelig før 1981 (fra Princeton University Press).

Den store anglo-amerikanske islamforsker Bernard Lewis skrev indledningen. Goldziher, siger Lewis, var en ungarsk jøde af fødsel, som i kraft af interesse og sproglige evner blev en respekteret "orientalist", som mellemøstlige lærde blev kaldt i Wien på hans tid. Efter Lewis' bedømmelse var Goldziher - som en vejleder til muslimsk tro, jura, doktriner og andagt - meget bedre placeret end kristne til at studere islam og forstå muslimer. Kendskab til rabbinsk lov og vanen med at underkaste sig regler, gør det lettere at forstå Islams Hellige Lov og dem, der adlyder den. Den franske filosof Remi Brague, selv en stor og nulevende lærd, hylder ligeledes Goldziher som den måske største studerende, islam nogensinde har haft.

Ordet "islam", minder Goldziher sin læser om, betyder "underkastelse". Ordet udtrykker først og fremmest afhængighed af en grænseløs Almagt, som mennesket skal underkaste sig og overgive sin vilje. Underkastelse er det dominerende princip i alle manifestationer af islam, i dens ideer, former, etik og tilbedelse, og forlanges naturligvis af erobrede folkeslag. Tilslutning til islam betyder ikke blot en faktisk eller teoretisk underkastelse under et politisk system, men kræver også accept af visse trosartikler. Deri ligger et problem.

Profeten var ikke teolog. Islamisk teologi var nødvendigvis et værk af efterfølgende generationer. Islam har ikke den doktrinære enhed, som en kirke har. Dens historie og indre dynamik, viser Goldziher, er karakteriseret ved en assimilering af fremmede elementer. Han taler om islams dogmatiske udvikling under indflydelse af hellenistisk tanke, dens gæld til persiske politiske ideer, og nyplatonismens og hinduismens bidrag til islamisk mystik. Forskelle mellem sunni og shia stammer fra ydre påvirkninger.

Remi Brague, der er professor i Arabisk Middelalderfilosofi ved universitetet i Paris (og modtager af Ratzinger-prisen i 2012), har produceret et lige så tankevækkende bind med titlen: The Legend of the Middle Ages: Philosophical Explorations of Medieval Christianity, Judaism and Islam.

I gennemgangen af europæisk kulturs tilblivelse minder Brague sine læsere om, at Europa lånte, først fra den græsk-romerske verden, så fra en arabisk kultur, og til sidst fra Byzans. Brague påpeger, at for kristne er åbenbaret sandhed den vigtige binding. Muslimske og jødiske åbenbaringer, der præsenteres som love, udgør ikke det samme problem som den kristne åbenbaring.

Forening af religion og filosofi er et erkendelsesmæssigt problem i kristendommen, men i islam og jødedommen er forening af religion og åbenbaring et politisk problem. Desuden inkluderer [romersk katolsk, o.a.] kristendom, i modsætning til islam og jødedom, Kirkens læreembede, der har kompetence på det intellektuelle område.

Til at illustrere forskellen mellem kristendom og islam, trækker Brague på arbejdet af Ibn Khaldun, en muslimsk lærd fra det 14. århundrede. Ifølge Khaldun har det muslimske samfund den religiøse pligt til at konvertere alle ikke-muslimer til islam, enten ved overtalelse eller ved magt.

Andre religiøse grupper ikke har en universel mission, siger Khaldun, og hellig krig er ikke en religiøs pligt for dem, undtagen af defensive grunde. Den person, der har ansvaret for religiøse anliggender i andre religiøse grupper, giver sig ikke af med magtpolitik. Kongelig myndighed udenfor islam tilfalder dem, der har den ved et tilfælde eller på anden måde, der har meget lidt at gøre med religion, og [ikke fordi] de er under religiøs forpligtelse til at få magt over andre nationer. Ifølge Khaldun eksisterer hellig krig kun indenfor islam og er pålagt dens ledere ved sharialov.

Bortset fra teologisk fuldmagt, spørger Brague, hvordan islams største filosoffer ser på jihad. Han stiller spørgsmålet til tre aristotelikere - al Farabi, Avicenna og Averroes. Alle tre tillader at føre hellig krig mod dem, der afviser islam - al Farabi og Averroes mod kristne, Avicenna mod hedningerne i sit hjemland Persien.

Al Farabi, der levede i lande, hvor fjenden var Det Byzantinske Rige, udarbejdede en liste med syv retfærdiggørelser for krig, heriblandt retten til at føre krig for at erhverve noget, som staten ønsker, men som er i en andens besiddelse; og retten til at føre hellig krig for at tvinge folk til at acceptere, hvad der er bedst for dem, hvis de ikke anerkender det spontant.

Averroes, som skrev i den vestlige del af det islamiske imperium, godkendte uden forbehold nedslagtning af dissidenter, og opfordrede til borteliminering af mennesker, hvis fortsatte eksistens kunne skade staten.

Avicenna godkender ligeledes erobring og giver beredvilligt ledere ret til at tilintetgøre dem, der er kaldet til sandhed, men som afviser den.

Vestlige ledere, der kæmper mod IS, anerkender i almindelighed ikke den ægte motivation hos dem, der er engageret i jihad. Hvad enten det er af fejhed eller sørgelig uvidenhed, fortsætter de (til fare for Europa) med at tale om "IS's lange rækkevidde" uden at konfrontere den virkelige trussel.

---

Jude P. Dougherty, emeritus dekan for School of Philosophy ved Catholic University of America, er forfatter, senest til Briefly Considered (St. Augustine’s Press, November 2015).

---

Oversættelse: Bombadillo