"Vi fører ikke skræmmekampagne, dette sker virkelig." - Idioteque, Radiohead.

Mit universitet i London plejede at være polyteknisk. Før da var det en parkeringsplads. Gradvist er det samme sted med tiden blevet stadig mindre funktionelt, og nu fordærver det kulturlivet i en ellers charmerende by.

Af udseende ligner hovedbygningen en meget gammeldags gymnasieskole i den indre by. Campus er småt i forhold til normale universiteter. Der er ingen grønne områder i nærheden og vi er til alle sider omgivet af stærkt trafikerede veje. Hjemmesiden kalder det 'hyggeligt, moderne og charmerende'. I virkeligheden er det kompakt, grimt og deprimerende.

Jeg behøvede ikke at gå på dette sted. Jeg fik meget gode A-niveau karakterer. Warwick University var blandt de første til at tilbyde mig en plads. Jeg afviste dem og andre, fordi jeg ønskede at gå på et sted længere væk fra den lille, kedelige by, mine forældre bor i. Mere præcist var jeg fast besluttet på at bo og studere i London.

Hvad jeg havde i tankerne, var det London, jeg så i fjernsynet; en tæt pakket, lidt mere adelig udgave af New York, med intelligente mænd og stræbsomme kvinder, der nipper cocktails og espressoer; du kender stedet. Hvad jeg har vænnet mig til, siden jeg ankom her, er en by med burkaer og terrorisme, sort tjære heroin og prostitution; en storslået metropol, halvt ødelagt af en enkelt kulturel minoritet.

Du tror måske, kære almindelige læser, at al panikken og hysteriet omkring islam er uberettiget eller drevet af tredjeparts interesser (oliepolitik, jødisk nationalisme, racisme osv.). Det "mig", der var bare en dag eller to inde i rusugen, ville have været helt enig med dig. Det "mig", der taler nu, vil have dig til lytte omhyggeligt og uden fordomme til, hvorfor dette ikke er tilfældet.

Jeg indser nu, at den nuværende epoke er en styrkeprøve mellem to skarpt forskellige fremtider: Én, hvor Vesten er islamiseret, og den anden, hvor Vesten er genoprettet. Den første er et mareridt, som nogle af os allerede har smagt på, og som vi er fuldt parate til at kæmpe for at undgå.

Jeg vil give dig tre eksempler på tendensen fra min personlige erfaring ...

Under mit første studieår boede jeg på et kollegium med mange andre mennesker, de fleste af dem muslimer, de fleste af dem britiskfødte. Gennem dette år var jeg vidne til (og led lejlighedsvist under) kulturel mobning af en art, jeg aldrig havde forestillet mig eksisterede. Dette var den mobning, der rutinemæssigt tales om på racistiske hjemmesider og som jeg altid havde antaget, var en islamofobisk fiktion.

Her er et spørgsmål til dig: I hvilken situation mener du, det er passende at stemple en kvinde, du ikke kender, som en "sæk"? Jeg er sikker på, forudsat at du er en anstændig og rationel person, at du kun kan forestille dig selv bruge et sådant sprog under et vildt raserianfald over et eller andet, som f.eks. et groft forræderi eller efter et fysisk overfald af en kvindelig fremmed .....

Godt - i min blok måtte de ikke-muslimske kvinder vænne sig til at høre dette ord som gengældelse for sådanne forbrydelser som at bære shorts på deres vej til netbold-træning. De blev vant til at høre det, når de gik ud i grupper til lokale natklubber, og når de vendte hjem i de tidlige morgentimer. De blinkede næppe et øje, når disse nedsættende bemærkninger blev skreget ud af vinduerne, dag ind og dag ud - og det blev aldrig meldt nogen steder.

Her er et andet spørgsmål til dig: I hvilken situation mener du, det er berettiget at sprede løgne om folk, du knap nok kender?

Godt - dette år blev løgne af de mest alvorlige og ærekrænkende slags rutinemæssigt spredt af muslimer om ikke-muslimske studerende via intranet emails, graffiti og tydelig insinuation. Kvinderne ("sækkene") skulle angiveligt være inficerede med seksuelle sygdomme. Drengene skulle være homoseksuelle og/eller AIDS-ramte. "Beviserne" for sådanne nedsættende bemærkninger omfattede kafirernes livsstil - deres deltagelse i fester, lattermildhed og omgang med folk af det modsatte køn ...

Her er et andet eksempel ....

På St. Valentinsdag i det andet år, besluttede Studenterforeningen at foreslå en Valentinsdag Singlefest, hvor mænd skulle komme iført emblemer med ordet "single" for at møde kvinder, der ville komme på samme måde. "Ret dumt", kan jeg huske jeg tænkte, men hvis folk synes det er sjovt, hvad så, hvem bryder sig om det?

Du behøver ikke mig til at fortælle dig, hvem der brød sig om det, og som efterhånden protesterede højlydt nok til, at festen blev aflyst. Det var ****** Universitets Islamiske Samfund, en ekspanderende og magtfuld mafia med fangarme ud i alle ender af studenternes liv. De mente, at festen ville tilskynde promiskuitet og så arbejdede de imod den.

Igen - ingen sagde et ord.

Det tredje og sidste eksempel, jeg vil give fra min opvågnen, er det mest alvorlige. Du kan meget vel afvise, hvad du hidtil har læst, som "anti-social" adfærd, ikke værre end andre etnisk-kulturelle gruppers. Men det kan du ikke med denne begivenhed:

Jeg sad i klassen en dag i den bagerste ende af rummet. Underviseren var færdig med at tale og bad os nu om indbyrdes at diskutere de ting, vi havde hørt. En gruppe muslimske mænd lige over for mig, var tilsyneladende uinteresserede i forelæsningen den dag, for de begyndte i stedet at diskutere videoer, de havde emailet til hinanden. Det tog mig et stykke tid, men jeg kom efterhånden til at forstå, at det drejede sig om halshugningsvideoer. Efter at have hørt ord og beskrivelser, som jeg aldrig vil gentage, kiggede jeg nervøst over på mændene og så sygelige, sadistiske smil kruse hen over deres skæggede ansigter.

Ved udgangen af det år, var jeg en fuldt udviklet "islamofob". Jeg kan ikke og vil ikke fornægte, hvad jeg var vidne til og hvad jeg så andre gå igennem. Og mere end det - vil jeg ikke bidrage til overlevelsen af det tabu, som tillod disse overgreb at foregå uanmeldt.

Hvis der er én ting, mit universitet gjorde klart under rusugen, så var det "multi-fakultetspolitikken om diskrimination«. Under langtrukne møder fik vi at vide, at ingen "diskrimination" af nogen art ville blive tolereret længere end det tog for gerningsmændene at blive smidt ud.

Et klima af frygt, ikke mindre håndgribeligt end den fra et totalitært diktatur, blev bredt over os alle.

Du vil have bemærket, at jeg ikke har givet dig navnet på mit universitet. Det er fordi jeg i øjeblikket studerer dér og ikke ønsker at blive slået til plukfisk af studerende. Jeg har ikke tillid til, at sikkerhedspersonalet kan hjælpe mig i en sådan situation. Dette universitet er islamisk territorium nu.

De mennesker jeg håber at nå, er dem, der måske har illusioner angående muslimers beslutsomhed om at påtvinge resten af os deres livsform. Der er ikke tale om en "zionistisk fabrikation". Det er ikke en "fantasi" af hvide nationalister. Jeg er en helt igennem frisindet fyr og har ingen tolerance over for racisme.

Truslen er reel.

D, LDN.

---

Oversættelse: Bombadillo