Forfatteren George Orwell bemærkede engang, at "den mest effektive måde at ødelægge folk på, er ved at benægte og udslette deres opfattelse af egen historie." Historien er en samling og registrering af fortiden. Men hvad hvis nogen ikke kan lide et stykke historie og ønsker at skrue tiden tilbage og ændre den? Ja, det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Kun i sciencefiction-film og -romaner kan vi gå tilbage i tiden og ændre fortiden. Men lidt af det samme kan opnås ved at omskrive historien om fortiden, hvorefter folk - med tilstrækkelig hårdnakket insisteren - vil tro den nye version.

Det er gjort før. Adolf Hitler var i stand til - med rigelig retorik og gentagelse - at overbevise mange tyskere om, at jøderne var ansvarlige for alverdens onder. Hitler oprettede endda en skole af egne akademikere, der havde til formål at fjerne alle jødiske elementer fra Bibelen og kristendommen. Nogle støttede endda den opfattelse, at Jesus ikke var jøde, men snarere var arier, altså fra den folkegruppe som Hitler lærte, at det tyske folk nedstammede fra. Apostlen Paulus var jøde, men nazisterne lærte, at han havde undergravet Jesu lære, meget nær det samme, som mange muslimske apologeter i dag hævder om Paulus. Jesus, lærte de, var en arier, som søgte og kæmpede for at ødelægge jødedom og jøder, men som - i den nazistiske reviderede fortælling - blev dræbt af jøderne. Tyskerne blev nu opfordret til at genoptage den ariske Jesus' sag og fortsætte hans kamp ved at eliminere jøderne. For mere om dette se et sammendrag af bogen The Aryan Jesus af Susannah Heschel ved at klikke her.

Denne øvelse i at omskrive og revidere historien er meget lig, hvad man finder hos det andet århundredes kætter, Marcion, som også ønskede at udrydde den menneskelige og jødiske Jesus og erstatte ham med en rent åndelig Jesus, som var uden legeme. Marcion gjorde dette ved at skille sig af med Det Gamle Testamente, men han stoppede ikke dér. I hans nye udgave af Det Nye Testamente beholdt han kun Lukasevangeliet, men ikke uden først at have fjernet de to første kapitler, fordi de var for "jødiske", og begyndte sin version af Lukas med kapitel 3. Han beholdt også Pauli 13 breve, fordi han mente, at Paulus var anti-jødisk, hvad han selvfølgelig ikke var, eftersom han selv var jøde. Marcion kasserede alle de andre nytestamentlige bøger. Kirken holdt selvfølgelig stand og fastholdt alle de inspirerede bøger i kanon, herunder Det Gamle Testamente.

Men hvad har alt dette at gøre med islam? En hel del. Når man læser Koranen, bliver man slået af det faktum, at mange af fortællingerne ved første øjekast synes at ligne de bibelske fortællinger (syndfloden, udvandringen fra Egypten, osv.); men ved nærmere eftersyn ser vi hurtigt, at fortællingerne i mange henseender er helt forskellige. De ser ud til at være kopieret fra andre kilder, som de apokryfe evangelier, de jødiske Talmud og Mishnah, zoroastrianske skrifter mv. Men hvis forfatteren (forfatterne) af Koranen havde kendt Bibelen, hvordan kunne han/de så have opfattet alle disse historier så forkert? Først og fremmest synes det klart, at der ikke fandtes nogen arabisksproget bibel på Muhammeds tid, og at han ikke havde adgang til en sådan bibel. Desuden var han analfabet, hvilket visse forskere bestrider, men ville det have forhindret ham at huske disse bibelske historier korrekt, hvis de var blevet dikteret for ham mundtligt?

Når vi ser på Koranen som en helhed, opdager vi, at der fra begyndelsen er et nøje planlagt plot. Koranen omskriver den bibelske historie og i realiteten saboterer den. Med hvilket formål? At vise, at islam fra begyndelsen har været Guds religion, og at alle profeterne var muslimer. Omdrejningspunktet for Koranen er ikke Jesus (som Bibelen lærer, Lukas 24:27, 44-45), men derimod Muhammed. Så omdrejningspunktet skifter fra Jesus til Muhammed. Læg mærke til, hvad Koranen 3:81 siger:

Og da Allah sluttede pagt med profeterne: "Når Jeg har bragt jer noget af skrift og visdom, og der siden kommer en udsending til jer for at bekræfte, hvad I har, så skal I tro ham, og I skal hjælpe ham!" Han sagde: "Kan I gå ind på dette, og vil I slutte forbund med Mig på dette grundlag?" De sagde: "Vi går ind på det." Han sagde: "Så vær da vidner! Jeg er vidne sammen med jer." (Fremhævelse tilføjet) (Koranen 3:81)

Muhammed er så central for islam (trods vore muslimske venners påstande om det modsatte), at man ikke kan være muslim, medmindre man i shahadaen bekender: "Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud foruden Allah, og at Muhammed er Allahs sendebud." Det er ikke godt nok at sige, at der ikke er nogen gud foruden Allah; det skal efterfølges af troen på Muhammed som sendebud. Sådan er det ikke i Bibelen. Her er fokus altid på Gud. Israels bekendelse, shema, lyder: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én" (Femte Mosebog 6:4). I Esajas 45:22 hedder det: "Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden." I Esajas 43:11 hedder det: "jeg, kun jeg, er Herren, der er ingen anden frelser end mig." Læg mærke til at shemaen ikke siger: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én og Moses er hans sendebud." Fokus forbliver på Herren Gud alene, menneskehedens sande frelser. Der er muslimer, der hævder en "Koranen alene" position og mener, at det at tilføje Muhammed til shahadaen er at begå afgudsdyrkelse. Om dette se her.

Bibelen er en historie om Guds kærlighed og forløsning, hvor Han adopterer os som Sine børn i Kristus. Koranen er en bog, der handler om "vejledning", hvor Allah betinget elsker dem, der først elsker Muhammed, hvorefter de indtræder i et herre-slave-forhold til Allah (K 3:31). Bibelen begynder med, at Gud skaber mennesket i sit billede (Første Mosebog 26-27) og giver dem herredømme. Han har et personligt forhold til dem, da Han vandrer med dem i Edens have. Mennesker er ikke blot slaver; de er det største af Guds skaberværk som bærere af Hans billede. Han kroner dem med herlighed og ære til at herske over hans skabelse (Salme 8). Syndefaldet finder derefter sted (Første Mosebog 3), og mennesker er adskilt fra en hellig Gud. Adam synder og kaster alle sine efterkommere i synd og oprør mod Gud. Gud klæder dernæst Adam og Eva i skind, formentlig fra ét eller flere dyr, der blev dræbt, et billede på kristne, der bliver iklædt Kristi retfærdighed. Alt er ikke tabt, Gud lover, at han vil rette op på syndens problem ved for første gang at annoncere, at en Frelser vil komme, som er født af en kvinde (Første Mosebog 3:15). Dette løfte om den kommende Forløser ses gennem hele den bibelske historie i typer, skygger og løfter. Vi ser typen i Abel, der ofrer lammets blod til Gud og bliver accepteret (Første Mosebog 4). Hans bror Kain, der afviste begrebet blod-soning og påberåbte sig sine egne gode gerninger, dræbte sin bror af misundelse. Således er det også i dag, hvor Abels sønner, der tror på frelse ved lammets offerblod, bliver forfulgt og hadet af Kains sønner, der tror på frelse ved gerninger.

Denne frelseshistorie er så båret frem gennem Noa, Abraham, Isak, Jakob og derefter gennem Moses med offersystemet og præsteskabet, tabernaklet og senere templet i Jerusalem og de jødiske fester, som alle peger i retning af Messias. Derefter fortsætter profeterne med at identificere Messias som præst, konge og profet; hvordan Han vil blive født; hvor Han vil blive født; hvor Han vil begynde sit virke; Hans mirakler og perfekte liv; Hans lidelser og derefter hans store forsoningsoffer (Mattæus 1:21; Markus 10:45); Hans opstandelse fra de døde; Hans himmelfart til Faderens højre hånd og Hans endelige genkomst som opfyldelsen af alt, hvad Det Gamle Testamente profeterede om ham. I Bibelens sidste bog, lovprises Jesus, Guds lam, i al evighed for hans store offer, hvorved han forløste Guds folk (Johannes' Åbenbaring 4-5). Alle, der omvender sig og har tillid til ham, vil modtage frelse og blive et Guds barn (Joh 1:12-13; ApG 16:30-31; Rom 10:9-13).

Når vi tager Koranen, ser vi, at historien også her begynder med Adam. Men så ændres alt. Adam er ikke skabt i Guds billede. Gud vandrer ikke med Adam i et personligt forhold. Adam fristes af Satan og synder. Men denne synd er ikke katastrofal som i Bibelen. Det var bare en fejltagelse; Adam snublede og da han angrede, accepterede Allah angeren og tilgav ham straks. Adam var ikke en synder; han for bare vild og var i virkeligheden en profet, den første profet. Som historien skrider frem i Koranen, er der intet løfte om en kommende frelser til at sone synden. Og selvom Koranen 11 gange bruger ordet "Messias" (al Masih) om Jesus, definerer den aldrig ordet. Hvorfor er Jesus Messias i islam? Det svarer Koranen ikke på. Jøder og kristne ved, hvad Messias betyder, fordi Bibelen forklarer denne term. Koranen er en blodløs bog angående offer; der er ingen soning til at forene mennesker med Gud. Trods al den respekt, der gives Moses i Koranen (Moses er den hyppigst nævnte profet i Koranen), siges der slet intet om offersystemet i Toraen. De jødiske fester er helt fraværende i Koranen, fordi de er relateret til Messias og ofring, især Forsoningsdagen (Tredje Mosebog 16). Præstedømmet er også fraværende i Koranen. Aron er en profet i Koranen, ikke en præst. Grunden til dette er, at præstedømme er forbundet med ofring og forsoning. Allahs budskab handler ikke om frelse, men om vejledning. Hvem sender Allah til at vejlede? Bestemt ikke en frelser, men en række profeter, som alle har det samme budskab om at omvende sig til Allah og underkaste sig. Derfor er handlingen i fortællingerne den samme, alle profeterne prædikede islam. Abrahams store offer af sin søn Isak i Bibelen (Første Mosebog 22) er så forplumret fortalt i Koranen, at identiteten af Abrahams søn er væk. Var det Isak eller Ismael? Islamiske kommentatorer er delte i dette spørgsmål. Abraham har en drøm, i hvilken han ofrer sin søn (K 37:102) og det nærmeste Koranen kommer til forsoning, er, at et dyr bliver ofret i stedet for Abrahams søn: "Vi [Allah] løste ham med et vældigt slagtoffer" (K 37:107), men dette punkt er aldrig fremhævet.

Jesus i Koranen er en muslimsk profet. Selvom han er Messias, er titlen tvetydig i Koranen. Han kommer ikke for at give sit liv som løsesum for mange (Markus 10:45). Jesu korsfæstelse og død benægtes (K 4:157-159), og med denne benægtelse kommer benægtelsen af opstandelsen, og derfor afvisningen af Evangeliet (1 Kor 15:1-4). Han kommer med det samme budskab som profeterne om at underkaste sig Allah. Jesus fungerer som et "talende hoved", som ikke blot peger på islam, men i sidste ende peger på Muhammed (K 61:6). Han kalder ikke folk til sig for at give dem frelse (Matt 11:28-30), men viser dem væk fra sig. Koranen har faktisk omformet den bibelske fortælling efter et islamisk perspektiv. Jesus er ikke primært den jødiske Messias, der kom for at frelse Israel og være et lys for hedningene. Han er en muslim, der - hvilket hadith-litteraturen vidner om - sammen med islamiske krigere vil komme for at bekæmpe og dræbe jøderne og føre jihad imod dem; og han vil ødelægge kristendommen for at bringe hele verden under islams herredømme. Slutningen er ikke en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor, men en skabelse, der totalt er underkastet Allah.

Vi har set, at Bibelen og Koranen præsenterer to forskellige historier. Begyndelsen af de to historier er forskellig, forholdet mellem Gud og menneskeheden er forskelligt, budskabet er forskelligt, og midlerne til at forsone menneskeheden er forskellige. Enden på historien er også forskellig. Fortæller Koranen og Bibelen den samme historie? Eller har Koranen bevidst undermineret den bibelske historie ved at fjerne løftet om den kommende Frelser, syndefaldet, forsoningen og Guds forløsende værk gennem Jesus Kristus? Det ironiske er, at Koranen under henvisning til Toraen siger, at jøderne "rykker ordene ud af deres sammenhæng" mens de "forvrænger udtalen" (Koranen 4:46) og videre at "de [jøderne] rykker ordene ud af deres sammenhæng og har glemt en del af de påmindelser, som de har fået." (Koranen 5:13) Med opdagelsen af Dødehavsrullerne kan vi nu se, hvordan Det Gamle Testamente, herunder Toraen, tog sig ud så langt tilbage som år 100 f.Kr., altså længe før Muhammed og nedskrivningen af Koranen. Så hvem er det i virkeligheden, der rykker ordene ud af deres sammenhæng og forvrænger udtalen og glemmer Skriftens påmindelser? Hvem er skyldig i at omskrive historien her?

---

Oversættelse: Bombadillo