Brigadegeneral S. K. Malik har ydet et værdifuldt bidrag til islamisk retstænkning ved at præsentere en omfattende undersøgelse af den koraniske tilgang til principperne om krig og fred. Hans værk er blevet en videnskabelig præsentation af, hvad der kan betragtes som en "analytisk gentagelse" af den koraniske visdom om emnet krig og fred. Nogle overordnede begreber om dette emne, som disse kan skelnes i vestlige publicisters skrifter, er blevet undersøgt og udstillet for, hvad de er værd, i forbindelse med koraniske principper. Så vidt jeg ved, er der næppe nogen bøger i islams juridiske litteratur, der har behandlet problemet ud fra det samme perspektiv, som den lærde forfatter har forsøgt at behandle det i sin afhandling. Tillæggene i bogen gennemgår nogle særlige træk ved Den Hellige Profets militære kampagner og mere specifikt demonstrerer casestudierne af de forhold, der har betydning for slagene ved Badr [App. II], Uhud [App. III og IV] og Khandaq [Slaget ved Graven - App. V], forfatterens dybe indsigt i den måde, hvorpå Koranen beskæftiger sig med spørgsmålene om krig og fred. Bogens værdi er blevet væsentligt forøget ved, at forfatteren i bogen har indføjet flere kort, som viser de vigtigste krigsstrategiske mønstre, der blev anvendt i slagene ved Badr, Uhud og Graven. Han har også medtaget en generel bibliografi og lister over alle de koraniske referencer i lyset af hvilke, han har forsøgt at præsentere sin tese.

Set med Koranens øjne består menneskets opgave hernede i 'kamp' eller stræben, og i energisk at bekæmpe ondskabens kræfter, eller hvad der kan kaldes "modvirkende" ("counter-initiatory") kræfter, som er i krig med harmonien af og formålet med hans liv på Jorden. Det herligste ord i islams ordforråd er jihad, et ord, der ikke kan oversættes til engelsk, men som bredt betyder at 'stræbe', 'kæmpe', 'forsøge at fremme de guddommelige sager eller formål'.

Mennesket er, ifølge islams lære, blevet sendt ned som Khalifa-tul Ard, det vil sige, at han er blevet kaldet til at opfylde rollen som stedfortræder på Jorden. Jorden har sine egne muligheder. Også den er blevet skabt med et formål. Men mennesket er blevet sendt ned som et ansvarligt væsen, og han er her for at sikre jordens forbedring, at gøre denne Allahs brune jord grøn. Han er her for, i lyset af den himmelske befaling, at indføre orden i og reform af det, der er blevet vansiret af sataniske kræfter.

Hele denne energiske stræben efter at bevæge sig fremad er også klart krævet af mennesket i det øjeblik, hvor der skal træffes et valg mellem de to modstridende livsveje, som vores bevidsthed præsenterer for os. Denne verden, vi lever i, er kamppladsen, hvor konflikt hersker mellem godt og ondt, mellem rigtigt og forkert og mellem Hag og Na-Haq (sandhed og usandhed) og mellem Halal og Haram (lovlige og forbudte) former for adfærd. Når mennesket beslutsomt vælger den adfærdsform, der er blevet bekendtgjort af Herren gennem åbenbaring, som den rette vej, så opfylder han loven; det er menneskets pligt at vælge det gode og afvise det onde. Opfyldelsen af denne pligt er på ingen måde let; det er også en krig - menneskets krig med sit lavere selv. Dette kan kaldes og er blevet kaldt Jihad Bin-nafs (sjælens indre kamp med sig selv).

På samme måde når en troende ser, at nogen forsøger at forhindre en anden troende i at vandre på vejen, der fører til Allah, så kræver jihads ånd, at en sådan mand, der skaber forhindringer, bør forhindres i at gøre det, og at de forhindringer, der er opstillet af ham, også bør fjernes, så menneskeheden frit kan finde sin egen vej, der fører til Himlen. At forsømme at gøre dette er en dadelværdig undladelse om ikke andet så fordi, at vi, ved ikke at stræbe efter at rydde vejen eller gøre den lige, bliver passive tilskuere til de modvirkende kræfter, som lægger en blokade på vejen for dem, der ønsker at holde fast ved deres tro på Allah.

De almindelige krige, som menneskeheden har udkæmpet - enten for at få hævn eller for at tilfredsstille deres begær efter mere land eller mere bytte - er ikke tilladt i islam. Sådan er det, fordi reglen her er, at al stræben skal være for Allahs skyld og ske med det formål, at opretholde Hans Majestæt, Autoritet og ukrænkeligheden af Hans Hellige Navn. Krigene har ifølge islamisk lovs teori karakter af en stræben efter at fremme Allahs mål på jorden, og er altid defensive af natur. Det er en troendes pligt at fremføre Allahs budskab og at bringe det til sine medmenneskeres kendskab på pæne måder. Men hvis nogen forsøger at forhindre ham i at gøre det, har han ret til, som en forsvarsforanstaltning, at gøre gengæld. Problemet med krig i islam er derfor strengt taget styret af et enkelt hovedønske, nemlig at behage Herren og at forsvare de lovlige interesser af dem, som ikke har lov til at udføre de forpligtelser, de er pålagt af deres religion.

Hvad angår Den Hellige Koran, så indeholder den mange vers, der fremhæver dette begreb om jihad, og i et af versene i Den Hellige Koran er det tydeligt angivet: "De, der kæmper for Os (Jahidu-fina), dem vil Vi lede ad Vore veje. ..." (Koranen 29:69) Alt dette betyder tydeligvist, at jihad også er et middel til at opdage sandheden, til at finde ud af, hvad man skal gøre for at opfylde loven. Selv søgen efter viden er et aspekt af jihad og er blevet rangeret som Jihad-e-Akbar, det vil sige at det betragtes som en større kamp, i modsætning til Jihad Bil-Saif (stræben med sværd), der er beskrevet som en Jihad-e-Asghar, det vil sige jihad i mindre skala.

Det fremgår således, at i islam er erobrerens personlige vilje - hans begær efter magt, hans ønske om at opnå personlig berømmelse - helt irrelevant. Når han kæmper i Allahs navn, så gør han det for at opretholde Hans lov og Hans Navns ære og for at forsvare de troendes legitime interesser. Det er kun i et defineret sæt omstændigheder, at krig er tilladt. Som enhver kan se, er denne en stærkt kontrolleret affære; faktisk er den helt reguleret af lov.

Den islamiske lov regulerer erklæring af krig såvel som de begrænsninger, der er pålagt dens udførelse; en undersøgelse vil vise, at islamisk lov er designet til at fremme retfærdighedens ideal. I Koranens kapitel 2 vers 190 finder vi omtale af muslimernes pligt til at "Kæmp(e) for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser [alt.: aggressioner]! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser [alt.: er aggressorer]." Dette viser tydeligt, at der er en instruktion til de troende om kun at bekæmpe dem, der kæmper mod dem selv. Den troende må således ikke være aggressoren, for "Allah elsker ikke dem, der der er aggressorer". Naturligvis synes udtrykket "I" i denne kontekst at pege på hele gruppen af troende, og det er i denne forstand, at krig i islam er total, det vil sige at enhver, der er en troende, skal bidrage med sin del til krigsførelsen.

Muslimerne må ikke, når de er involveret i kampe, overskride de grænser, inden for hvilke det er tilladt at føre krig, og må principielt ikke være grusomme eller hævngerrige. Den generelle befaling om at være retfærdig og rimelig, kan ses af kapitel 5. vers 8:

"I, der tror!
I skal varetage retfærdigheden
som vidner foran Allah!
Lad ikke forbitrelse mod folk foranledige,
at I ikke handler retfærdigt!
Vær retfærdige! Det ligger tættere på gudsfrygt. Frygt Allah!
Allah er fuldt vidende om, hvad I gør." (Koranen 5:8)

Dernæst er der det berømte direktiv - udstedt af islams første kalif, Hazrat Abu Bakr -
som synes at afspejle ånden af moderation og humanisme i islamisk lov. Han sagde:

"Husk på, at I altid vandrer under Allahs blik og på tærsklen til jeres død; at I skal aflægge regnskab på Den Sidste Dag: ........ Når I kæmper for Allahs ære, så optræd som mænd uden at vende ryggen til; men lad ikke blodet af kvinder eller børn eller ældre plette jeres sejr. I må ikke ødelægge palmetræer; brænd ikke boliger eller hvedemarker; hug aldrig frugttræer ned; dræb kun kvæg, når I har brug for kødet som føde. Når I indgår en traktat, skal I nøje respektere dens klausuler. Efterhånden som I rykker frem, vil I møde religiøse mænd, der bor i klostre og som tjener Allah i bøn; lad dem være i fred, dræb dem ikke og ødelæg ikke deres klostre."

Der er forskellige traditioner om Profeten, der i realiteten afgiver lignende erklæringer (se især Mohammad Hamidullahs Muslim Conduct of State, Lahore 1968, side 204). Det kunne se ud til, at disse erklæringer, der har betydning for humaniseringen af kombattanternes etos i krig, blev ytret på et tidspunkt, hvor de barbariske konger drev deres sværd ned i jorden på slagmarken og råbte på massakre af alle fjender, der ragede op over skæftet. Men i islam bliver der kun ført krig for at etablere Herrens overherredømme, når alle andre argumenter ikke har kunnet overbevise dem, der afviser Hans Vilje og som modarbejder selve formålet med menneskets skabelse.

En person, der går i hellig krig, aflægger i virkeligheden vidnesbyrd om den overordnede og øverste autoritet af Allahs lov ved at give afkald på det mest værdifulde, han har, nemlig sit liv. Dette synes at være som svar på den norm, der er fastsat i Den Hellige Koran for dem, der ønsker at nærme sig retfærdighed og vinde gunst hos deres Herre. Som Koranen siger [3:92]: "I vil ikke opnå fromhed, med mindre I giver bort af det, som I holder af." Faktisk betegner selve ordet "Shaheed", som løst sagt betyder martyr, bogstaveligt talt den idé, at han har båret vidnesbyrd om, at Allahs lov er højest, og at enhver, der forsøger at forhindre fremgangen for dem, der følger vejen til Allah, vil blive behandlet med strenghed - for det er den eneste måde, hvorpå man kan genoprette og rehabilitere Allahs autoritet på Jorden. På samme måde bliver vi i Koranens kapitel 4, vers 75 formanet om, at vi skal redde dem, der bliver undertrykt af deres tyranniske herskere. Den faktiske tekst er som følger:

"Hvorfor vil I ikke kæmpe for Allahs sag?
Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger:
'Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret!
Giv os en ven fra Dig!
Giv os en hjælper fra Dig!'" (Koranen 4:75)

I store træk er krigsformålet for enhver muslimsk væbnet styrke, der er involveret i kamp, også angivet i sura Muhammad [47] vers 1 og 4:

"De, der er vantro og lægger hindringer på Allahs vej, deres handlinger lader Han gå tabt. (...) Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! ..." (Koranen 47:1,4)

Islam betragter verden, som var den bipolariseret i to modsatte lejre - Darus-Salm overfor Darul-Harb - den første er lydig mod Herren i samarbejde med Allahs hensigt om at etablere fred, orden og andre forudsætninger for menneskelig udvikling; den anden derimod er engageret i til stadighed at trodse den samme Herre. En sådan tingenes tilstand, der involverer enhver, der er i oprør mod Allahs vilje, betegnes "fitna" - hvilket bogstaveligt betyder test eller prøve. Udtrykket "fitna" henviser til overtrædelsen begået af et menneske, der etablerer sine egne normer og forventer lydighed fra andre, og derved tilraner sig Allahs autoritet – Ham, som alene er suveræn. I sura al-Anfal, dvs. kapitel 8, vers 39 hedder det: "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald [fitna], og indtil al religion tilhører Allah! ..." Ordene, der anvendes i sura al-Tauba, kapitel 9, vers 29, siger det samme: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat [jizya]!"

Mange vestlige lærde har rettet deres anklagende fingre mod nogle af de ovennævnte vers i Koranen for at kunne hævde, at islams verden befinder sig i en tilstand af evig kamp mod ikke-muslimerne. Til dem er det tilstrækkeligt at påpege, at trodsighed mod Allahs autoritet begået af én, der er Hans slave, udsætter denne slave for den risiko at blive holdt skyldig i forræderi; og sådan en person, set i den islamiske lovs perspektiv, bør faktisk behandles som en slags kræftsvulst på den menneskehedens organisme, der er skabt "kanafsin wahidatin", dvs. som ét, enkelt, udeleligt selv [se Koranen 31:28, o.a.]. Det bliver således nødvendigt at fjerne denne kræft-misdannelse - også selvom det måtte ske med kirurgiske metoder (hvis den ikke ville reagere på anden behandling) - for at redde resten af menneskeheden.

I islam opfordres den troende til at indbyde ikke-troende til islams fold ved at anvende kraften af sin overtalelse og ved at bruge smukke metoder, når han rækker dem invitationen til at acceptere islam. Den første pligt i islam er dawa [mission], og islams profet selv er af Koranen blevet beskrevet som 'Indbyder til Allah' - som et menneske, sendt af Allah til at kalde folk til Hans livsform under Hans befaling. Således skal enhver troende til at begynde med afspejle denne dyd ved at invitere folk på smukke måder - især dem, der efter hans opfattelse forstyrrer den offentlige orden ved at skabe fortræd i landet. De opfordres til at opgive deres falske vaner og vende tilbage til den sande vej.

Det er først efter, at de har afvist denne 'dawa' og konfronterer islams verden ved at samle enorme hærstyrker og udruste dem med våben til at bekæmpe muslimer - efter, at den situation er opstået, hvor opfordringen til at acceptere Allahs lov er blevet afvist - at de troende ikke har anden mulighed end i rent selvforsvar at føre krig imod dem, der truer med aggression. For krig er den ultimative appelinstans, hvor spørgsmålet om rigtigt og forkert kan afgøres endeligt. Retfærdiggørelsen af krigsførelsen til forsvar for det rette ses ved, at den, der har retten på sin side, hvis han går i krig med de reneste hensigter, vil blive bistået af Herren til at besejre dem, der har skabt kaos i landet ved at trodse Allahs lov - for Allah elsker ikke dem, der skaber fortræd.

Det er sandt, at i den moderne verden bygger bevarelsen af international orden og fred i menneskehedens internationale samfund på forudsætningen om suveræn lighed mellem 'nationalstater', hvis antal på nuværende tidspunkt er 151. Og dette antal er opnået ved at fokusere på det territoriale aspekt af den moderne nationalstat. Ideen om umma hos Muhammed, islams profet, er ude af stand til at blive virkeliggjort inden for rammerne af territorial-stater, som langt mindre kan gøres til varig basis for betragtningen af verden som polariseret mellem islams verden og krigens verden [Islams Hus (Dar al-Islam) og Krigens Hus (Dar al-Harb), o.a.].

Efter min opfattelse tilslutter islam sig ikke territorial-statens begreb, og man skal huske på, at selv Iqbal - i sine foredrag om "The Reconstruction of Religious Thought in Islam" ["Rekonstruktionen af religiøs tænkning i islam"] - gik så vidt som til at foreslå, at muslimske stater til at begynde med skal behandles som territorial-stater, men også det kun som en midlertidig foranstaltning, da disse senere skal indlemmes i de muslimske staters samfund. Hver af disse stater må først erhverve styrke og stabilitet, før de er i stand til at forberede den jord, på hvilken en forenet islamisk stat kan optræde på den historiske scene.

I forbindelse med de foreliggende overvejelser er der tre udtryk - der ofte bruges i flæng og har forårsaget den største forvirring i nutidig islamisk tænkning - som kræver afklaring: disse er (1) umma; (2) quome; og 3) millat. Dette er ikke stedet for en omfattende diskussion til uddybning af de præcise betydninger, der kan tillægges disse termer. Men lad det være nok at sige, at hver af disse termer er udtryk for anvendelsen af princippet om syntese eller integration.

Quome har noget at gøre med dets rod-verbum, Quam Yaqume, som betyder at stå. Dette betegner en gruppe mennesker, der etablerer sig selv som en nation ved appel til princippet om geografisk tilknytning - folk, der har en territorial forbindelse med en bestemt del af landet.

Ordet 'millat', der primært er forbundet med Millat-e-lbrahimi [Abrahams religion/trossamfund/folk, o.a.], er mere racemæssigt i sin betydning i den forstand, at synteseprincippet her er blodet eller blodslægtskabets bånd, det vil sige at de, der har den samme slags blod løbende i årerne, kan udgøre og udgør en nation. For eksempel udgør jøderne, der kalder sig "Bani Israel", af den grund en nation. Selv hvis de vandrer i ørkenen og ikke har noget fast hjemsted, så betragter de sig selv som en nation, alene fordi de er i stand til at spore deres slægt tilbage til en fælles forfader.

Udtrykket umma kommer fra islams profets umma og er forbundet med rod-ordet, moderen. Her skal moderprincippet forstås på baggrund af det berømte vers i Den Hellige Koran, der lyder: "Ma kana Mohammadan Aba Ahadin Min Rajali Kum wala Kin Rasul Lullah wa Khatmunibiyeen" som betyder: "Muhammad er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Allahs udsending og profeternes segl." (Koranen 33:40)

Hvis Muhammed ikke er fader til nogen mand, kan ingen troende arve noget fra ham undtagen det budskab, han bragte, og den model for eksemplarisk adfærd, han efterlod. Han var blevet sendt ned af Allah - og var vokset op blandt ummiyeen'er [ulærde, uoplyste, analfabeter] - for at recitere sine vers for dem, for at rense dem, for at lære dem deres skæbne og give dem visdom (se sura 62, al-Djumua, v. 2) Alt hvad han gjorde i forbindelse med til disse pligter, pålagt ham af Allah, er de troendes virsa (dvs. 'arv'), ligesom også budskabet indeholdt i 'Umul-Kitab' [Skriftens Moder], som han bragte. Og eftersom han satte afslutningens segl over hele profeti-processen, der havde været i gang siden tidernes morgen, bliver han for al fremtid den åndelige vejleder for hele menneskeheden, hvilket er grunden til, at han andet steds i Koranen er blevet kaldt "Rafatilinass". Som enhver kan se, deltager ummaen i denne arv ved et bestemt mønster af tanke, tro og praksis, og på grund af denne åndelige deltagelse i den universelle histories forløb, forsyner den menneskehedens åndelige integration med et princip, der er over-nationalt, over-racemæssigt, over-sprogligt og over-territorialt.

Mennesket bliver således anskuet som en rejsende på vej mod Allah, og alle dem, der slutter sig til ham på denne færd (Fi Deenillah Afwaja), henter deres åndelige næring fra det reservoir af menneskehedens mælk, der er af en art, som kun en åndelig moder er i stand til at give sine spædbørn. Det er vigtigt for muslimerne at indse, hvor fjernt de stadig befinder sig fra det muslimske ideal, og medmindre de klamrer sig til Allahs reb og sætter en stopper for deres indre splittelse, vil de ikke kunne se islams verden som én umma. Deres rolle på jorden er at formidle det samme Budskab fra Allah og den praksis (sunna), som de har arvet fra deres profet, og hvis der er nogen, der undertrykker deres stræben og hindrer dem i at formidle Budskabet, vil han blive betragtet som et medlem af Darul-Harb og blive behandlet som sådan. Da mottoet for en troende er "La Ikraha Fiddin" ["Der er ingen tvang i religionen" (K 2:256)], er krig ikke vejen til sikring af konverteringer til islam. Dette formål er vi særligt befalet at opnå ved hjælp af "Dawa" og brug af gyldige argumenter og præsentation af sagen på smukke måder for dem, der ikke tror.

Loven om krig og fred i islam er lige så gammel som Koranen selv. Faktisk viser muslimske juristers betegnelse for international lov: Sayyar, som er flertalsformen af Seerat, at det er statens adfærd i forhold til en anden stat, som international lov regulerer. I islamisk international lov er denne regulerede adfærd strengt taget noget, der foregår mellem muslimer og ikke-muslimer, da der, ses fra et islamisk perspektiv, ikke findes andre nationer. Den moderne internationale lov, selvom den var meget stærkt påvirket af islam, bevæger sig på et helt andet terræn. Det er en lov, der regulerer adfærd for forskellige nationers interesser på basis af alle nationers suveræne lighed. I islam, selvfølgelig, er ingen nation suveræn, eftersom Allah er den eneste suveræn, hos hvem al autoritet ligger.

Før jeg slutter denne korte oversigt over de særlige træk og kendetegn ved islamisk lov, der berører spørgsmål om krig og fred, vil jeg gerne henvise til en nylig artikel med titlen: "Conduct of Hostilities and the Protection of the Victims of Armed Conflicts in Islam" ["Udførelse af fjendtligheder og beskyttelsen af ofre for væbnede konflikter i islam"] af Marcel A. Boisard. Forfatteren er med-direktør for Diplomacy Training Programme, i Graduate Institute of International Studies, Geneva. Han har på følgende måde opregnet i resuméform de grundlæggende træk, der afspejles i retsregler af høj humanitær kvalitet:

1. "væbnede fjendtligheder retter sig mod systemer, ikke mennesker, som derfor skal skånes i det omfang, militære nødvendigheder stricto sensu [i streng betydning] tillader det;


2. strengt forbudt er overgreb af enhver art: at påføre fjenden grusom og unødvendig lidelse ved hjælp af forræderiske midler og masse-ødelæggelsesvåben og vilkårlig destruktion;


3. ulovligheden af repressalier, som kunne udgøre en krænkelse af grundlæggende humanitære principper;


4. ondringen mellem kombattanter og ikke-kombattanter med respekt for dem, der ikke længere er involveret i kamp, de døde, de sårede og fangerne, samt for læge-personalets og de medicinske forsyningers neutralitet;


5. bekræftelse af individuel ansvarlighed – som er det grundlæggende aksiom i muslimsk lov generelt - hvilket indebærer, at det ikke er tilladt at anvende kollektiv straf og at tage gidsler;


6. anstændig behandling af fanger; garantier for, at deres liv vil blive skånet, og at de vil blive løsladt hurtigst muligt;


7. samarbejde med fjenden om alle humanitære projekter;


8. endelig kan det bemærkes på dette stadium, at de ovennævnte regler også er bindende for "interne" konflikter. Rebeller nyder automatisk en de jure [retslig] anerkendelse og holdes ikke ansvarlige for dødsfald og ødelæggelse forårsaget af deres krigshandlinger."

Efter at have opsummeret ovenstående regler, fortsætter den lærde forfatter med at udtrykke sin påskønnelse af den fremragende og vidtspændende karakter af de regler, han finder i islamisk international lov. Med hans ord:

"Denne opsummering viser, at de grundlæggende postulater i den muslimske "lov om krig" er særskilt relevante i deres gentagelse af og undertiden - i deres substans - gåen ud over de normer, der er fastlagt i Haag- og Genève-konventionernes regler. Vi har beskrevet dem i deres rå tilstand og i deres positive traditionelle formulering og har således måske ikke fået understreget en væsentlig faktor i systemets økonomi: Den absolutte identitet af lov og religion. På grund af sit ansvar som individ kan den muslim, der overtræder regler, udsætte sig selv for måske verdslige og bestemt for guddommelige straffe. I det dobbelte perspektiv af evighed og relativitet har vi været nødt til at koncentrere vores opmærksomhed om sidstnævnte, selvom det er mindre vigtigt i den troendes øjne. Retslærde, der søgte efter vejledende principper for deres spekulation i og fra troens kilder og Profetens eksempel, fastsatte så tidligt som i 2./8. og 3./9. århundrede bydende normer, der regulerede interne og internationale konflikter. Det er værd at huske dem, for de kunne blive inspirerende, ikke kun for visse politiske ledere i den moderne muslimske verden, men også for deltagere på forskellige diplomatiske konferencer, om våbenbegrænsning, om beskyttelse af menneskerettigheder i voldstider og om styrkelsen af den internationale humanitære lov om væbnede konflikter. Muslimerne opfatter disse regler som guddommelige, og selv de mest skeptiske iagttagere må erkende, at de er, i det mindste, evige."

Jeg er ikke i tvivl om, at nuværende bog vil stimulere interessen for den islamiske lov om krig, især for den særlige vægt, som religionen islam lægger på regulering af fjendtligheder ved lov. Brigadegeneral Malik har bidraget med det formål at øge forståelsen af begrebet krig i islam, og for dette står vi i en dyb taknemmelighedsgæld til ham. Må Allah velsigne hans værk og fremme kendskabet til ham. (Amen).

ALLAH BUKHSH K. BROHl
76 Moskmabad, Karachi.
28-12-78

---

Oversættelse: Bombadillo