Endnu en gang stormer tyrkere hjertet af Europa. Denne gang er det ikke med sværdet, men i et forsøg på at blive medlem af Den Europæiske Union (EU). Når de først er indenfor portene, vil de få adgang til deres gamle rivalers store byer, rigdom og magt. Hvad der jævner vejen for den tidligere angribers inkorporering i et grænseløst Europa, er en fejlagtig tro på, at det osmanniske Tyrkiet var en tolerant multikulturel civilisation. Intet kunne være længere fra sandheden.

For nylig skrev sikkerhedsanalytiker Frank Gaffney et modigt essay, sat stort op i Washington Times, der opfordrede til, at Tyrkiets ansøgning om optagelse i EU blev afvist. Gaffney fremhævede den islamiske sharia-baserede religiøse vækkelse under det nuværende Erdogan-regime som hjørnestenen i hans overbevisende argumentation. Trods Gaffneys legitime bekymringer angående den nuværende Erdogan-regering, gentager han en almindelig, politisk korrekt floskel, der ignorerer den direkte forbindelse mellem Erdogans ideologi og hans osmanniske forfædres mål og adfærd. Det er ahistorisk at tale om "osmannisk tolerance" som noget, der er forskelligt fra Erdogans "islamisme", fordi Det Osmanniske Rige ekspanderede via tre århundreders ødelæggende jihad-kampagner, og det overfladiske begreb, osmannisk tolerance, i virkeligheden var osmannisk påtvungen dhimmitude, under sharia.

I lyset af de formelle drøftelser om Tyrkiets mulige optagelse i EU, der i øjeblikket foregår, vil dette tredelte essay se nærmere på flere afgørende historiske fænomener: 1) Jihad og dhimmitude under osmannerne, med primær fokus på Lilleasien og Østeuropa; 2) de fejlslagne såkaldt osmanniske Tanzimat-reformer, indført for at ophæve dhimmitude-systemet; og 3) opløsningen af denne sharia-stat, hvis blodige, krampagtige kollaps under den 1. Verdenskrig omfattede et åbenlyst jihad-folkemord på den osmanniske dhimmi-befolkning, der engang blev betragtet som den mest loyale over for imperiet, nemlig armenierne. Jeg mener, en sådan analyse er særlig aktuel i lyset af en FN-konference i december 2004, som fremhævede "osmannisk tolerance" som en rollemodel, "... der kan efterlignes selv i dag ..." [Eftertryk tilføjet], og Gaffneys gentagelse af denne dybt forkerte opfattelse, på trods af hans egen modige modstand mod Tyrkiets indtræden i EU.

Seldjukkernes og osmannernes jihad-kampagner

Historikeren Michael Syreren (jacobitisk patriark i Antiokia fra 1166 til 1199 e.Kr.) gav i sin krønike, der reproducerede tidligere samtidige kilder, udtryk for væsentlige iagttagelser vedrørende begivenheder, der indtraf fra begyndelsen af det i tredje årti af det 11. århundrede. Han noterede ...

"... begyndelsen af tyrkernes udvandring til (...) Syrien og Palæstinas kyst (...) [hvor] De underkuede alle lande ved grusom ødelæggelse og plyndring." [1] Efterfølgende "blandede tyrkere og arabere sig med hinanden som ét folk (...). Sådan var tyrkernes styre midt blandt araberne." [2]

Med udgangspunkt i denne samtidige beretning, og det enorme opbud af andre primære kilder - arabiske, tyrkiske, græske, latinske, serbiske, bulgarske og ungarske [3] - konkluderer Bat Ye'or: [4]

... de to bølger af muslimsk ekspansion, den arabiske fra det syvende århundrede og den tyrkiske fire århundreder senere, er bemærkelsesværdigt ens (...). De store arabiske og tyrkiske erobrere brugte den samme militære taktik og den samme politik til konsolidering af islamisk magt. Denne kontinuitet skyldtes det faktum, at erobringerne fandt sted inden for rammerne af den fælles jihad-ideologi og sharias administrative og juridiske apparat - en ensartethed, der trodser tid, da den tilpasser sig de forskellige lande og folkeslag, der bliver integreret i den indre sammenhæng af en politisk teologi. Under deres militære operationer, bragte tyrkerne de regler for jihad i anvendelse mod de erobrede befolkninger, som var blevet opbygget fire århundreder tidligere af araberne og nedfældet i islamisk religiøs lov.

De seldjukkiske og osmanniske jihad-kampagner blev anført af "ghazi"-bevægelser (ghazi kommer af ordet ghazwa eller "razzia"), "Troens Krigere," samlet under islams banner for at bekæmpe vantro og skaffe sig bytte. Wittek [5] og Vryonis [6] har understreget betydningen af denne bevægelse, i dens seldjuk-inkarnation, ved islams mest kritiske grænser i det 11. og 12. århundrede, dvs i det østlige Anatolien. Vryonis skriver: [7]

Da den arabiske rejsende al-Harawi passerede gennem disse grænseregioner i anden halvdel af det 12. århundrede, bemærkede han eksistensen af en helligdom ved den byzantinsk-tyrkiske grænse (nær Afyon-Karahisar), som han fik at vide, var graven af den muslimske martyr Abu Muhammd al-Battal, og ved Amorium så han grave af dem, der faldt under den berømte belejring af byen i 838. Disse udgør fascinerende vidnesbyrd om den kendsgerning, at ghazi-jihad-traditionen var tæt forbundet med det nomadiske samfund i Frygien. Ikke alene var der tegn på en nomadisk invasion, men også på et episk samfund i sin heroiske tidsalder, og det er i dette miljø, at de tyrkiske episke fortællinger blev formet: Battalname, Danishmendname og Dusturname.

Wittek hævder, med henvisning til den ældste kendte osmanniske kilde, den versificerede krønike af Ahmedi, at også det 14. århundredes osmannerne anså sig selv for at være ...

"... et fællesskab af ghazier, af frontkæmpere for den muhamedanske religion; et fællesskab af muslimske grænsekrigere, viet til kampen mod de vantro i deres nærhed." [8]

Den moderne tyrkiske forsker i osmannisk historie, Halil Inalcik, har også understreget betydningen af muslimsk religiøs nidkærhed - udtrykt gennem jihad - som en primær motivation for de osmanniske tyrkeres erobringer: [9]

Idealet om gaza, hellig krig, var en vigtig faktor i grundlæggelsen og udviklingen af den osmanniske stat. Samfundet i grænseområdets fyrstedømmer var i overensstemmelse med et særligt kulturelt mønster, gennemsyret af idealet om kontinuerlig hellig krig og den fortsatte ekspansion af Dar ul Islam - islams verden [Islams Hus] - indtil den dækkede hele verden.

Tilskyndet af fromme muslimske teologer stod disse ghazier i spidsen for både de seldjukkiske og osmanniske jihad-erobringer. Vacalopoulos fremhæver den rolle, som dervisher spillede under de osmanniske kampagner: [10]

... fanatiske dervisher og andre fromme muslimske ledere (...) arbejdede hele tiden hårdt for udbredelsen af islam. Det havde de gjort helt fra begyndelsen af den osmanniske stat og havde spillet en vigtig rolle for konsolideringen og udbredelsen af islam. Disse dervisher var særligt aktive i de ubeboede grænseområder mod øst. Her slog de sig ned med deres familier, tiltrak andre nybyggere og blev dermed de faktiske grundlæggere af helt nye landsbyer, hvor beboerne altid udviste de samme kvaliteter af dyb religiøs inderlighed. Fra steder som disse dukkede dervisherne eller deres agenter op for at deltage i nye militære aktiviteter for udvidelsen af den islamiske stat. Til gengæld gav staten dem land og privilegier under generøse betingelser, der kun krævede, at jorden blev dyrket og kommunikationen sikret.

Korte oversigter over seldjukkiske og osmanniske jihad-kampagner, som i sidste ende islamiserede Lilleasien, er leveret af Vryonis og Vacalopoulos. Først den skematiske, kliniske vurdering af Vryonis: [11]

Erobringen, eller skulle jeg sige, erobringerne af Lilleasien foregik over en periode på fire århundreder. De kristne samfund i Lilleasien blev således udsat for lange perioder med intens krigsførelse, fjendtlige indfald og ødelæggelser, som underminerede den kristne kirkes eksistens. I det første århundrede med tyrkiske erobringer og invasioner fra midten af det 11. til slutningen af det 12. århundrede, viser kilderne, at omkring 63 byer og landsbyer blev ødelagt. Indbyggerne i andre byer og landsbyer blev gjort til slaver og ført væk til de muslimske slavemarkeder.

Vacalopoulos beskriver erobringerne i mere animerede detaljer: [12]

I begyndelsen af det 11. århundrede, tvang seldjuk-tyrkerne sig vej ind i Armenien, og knuste dér hærene fra flere små armenske stater. Ikke færre end 40.000 sjæle flygtede foran seldjuk-hordernes organiserede plyndring til den vestlige del af Lilleasien (...). Fra midten af det 11. århundrede, og især efter slaget ved Malazgirt [Manzikert] (1071), spredtes seldjukkerne over hele Lilleasien, og efterlod sig terror, panik og ødelæggelse i deres kølvand. Byzantinske, tyrkiske og andre samtidige kilder taler enstemmigt om omfanget af de ødelæggelser, der blev udløst, og om den lokale befolknings langstrakte lidelser (...). Materiale, vi har til rådighed, beviser, at den græske befolkning i Lilleasien, hvis livskraft så længe havde opretholdt imperiet og muligvis kan siges at have udgjort dets største styrke, hurtigt bukkede under for tyrkisk pres, og at den i det 14. århundrede var indesluttet i nogle få begrænsede områder. På det tidspunkt blev Lilleasien allerede kaldt Tyrkiet (...) det ene efter det andet blev bispedømmer og metropolitsæder, der engang pulserede af kristen vitalitet, efterladt ubesatte og kirkelige bygninger faldt i ruiner. Metropolitsædet i Chalcedon, for eksempel, forsvandt i det 14. århundrede, og sæderne i Laodikea, Kotyaeon (nu Kutahya) og Synada i det 15. (...) Med udryddelsen af lokale befolkninger eller deres flugt, gik hele landsbyer, byer og nogle gange hele provinser i forfald. Der var frugtbare områder, som dalen omkring Maeander-floden, der en gang var pakket med tusindvis af får og kvæg, som blev lagt helt øde, og derefter ophørte med at være på nogen måde produktive. Andre områder blev bogstaveligt talt forvandlet til vildmarker. Uigennemtrængeligt krat sprang op på steder, hvor der engang havde været frodige marker og enge. Dette er, hvad der skete med Sangarius-området, for eksempel, som Michael VIII Palaeologus havde kendt tidligere som et velstående, opdyrket land, men hvis fuldstændige trøstesløshed han bagefter besigtigede i den yderste fortvivlelse (...). Den bjergrige region mellem Nikæa og Nicomedia, overfor Konstantinopel, der engang var oversået med slotte, byer og landsbyer, var affolket. Nogle få byer undslap total ødelæggelse - Laodikea, Ikonion, Bursa (dengang Prusa) og Sinope, for eksempel - men ødelæggelserne andre steder var af et sådant omfang, at de gjorde et dybt indtryk på besøgende i mange år fremover. Antiokias skæbne giver en grafisk illustration af hvilke ødelæggelser, de tyrkiske angribere udløste: I 1432 kunne der kun tælles 300 boliger indenfor dens mure, og dens overvejende tyrkiske eller arabiske indbyggere levede af at holde kameler, geder, kvæg og får. Andre byer i den sydøstlige del af Lilleasien gik i samme forfald.

Islamiseringen af Lilleasien blev suppleret af parallelle og efterfølgende osmanniske jihad-kampagner på Balkan [13]. Omkring år 1326 e.Kr. iværksatte Lilleasiens emirer årlige razziaer mod det det sydlige Thrakien, det sydlige Makedonien og de kystnære områder i det sydlige Grækenland. Omkring 1360 e.Kr. lancerede osmannerne, under Suleiman (søn af sultan Orchan) og senere sultan Murad I (1359-1389), bona fide kampagner for jihad-erobring, hvilket førte til erobringen og besættelsen af en række byer i byzantinsk og bulgarsk Thrakien. Efter slaget ved Cernomen (26. september 1371) trængte osmannerne vestpå, og besatte inden for 15 år et stort antal byer i det vestlige Bulgarien og i Makedonien. Osmanniske invasioner i denne periode fandt også sted på Peloponnes, i det centrale Grækenland, Epiros, Thessalien, Albanien og Montenegro. I 1388 var det meste af det nordøstlige Bulgarien erobret, og efter slaget ved Kosovo (1389) [Slaget på Solsortesletten, o.a.] kom Serbien under osmannisk overhøjhed. Vacalopoulos hævder, at interne, gensidigt ødelæggende krige, såvel som sociale og politiske opstande, forhindrede Balkan-befolkningerne - grækere, bulgarer, albanere og serbere - i at forene sig mod den fælles osmanniske fjende, og dermed beseglede deres egen undergang. Han bemærker: [14]

Efter serbernes nederlag ved Cirmen (eller Chernomen) i nærheden af Hebrus-floden [i dag Marica- ell. Maritsa-floden, o.a.] i 1371, blev Serbien, Bulgarien og Det Byzantinske Rige tributskyldige til Det Osmanniske Rige og var forpligtet til at yde bistand under de osmanniske kampagner.

Bayezid I (1389-1402) iværksatte ødelæggende kampagner i Bosnien, Ungarn, og Valakiet, hvorefter han drejede mod syd og igen angreb det centrale Grækenland og Peloponnes. Efter en pause under deres kamp mod den mongolske invasion, fornyede osmannerne deres Balkan-offensiv i 1421. Vellykkede osmanniske kampagner blev udkæmpet på Peloponnes, i Serbien og Ungarn, der kulminerede med sejren i det andet slag ved Kosovo (1448). Med Mehmed II's overtagelse af magten indledte osmannerne deres endelige erobring af Balkan-halvøen. Konstantinopel blev taget den 29. maj 1453, hvilket gjorde en ende på Det Byzantinske Rige. I 1460 havde osmannerne fuldstændig besejret både Serbien og Peloponnes. Bosnien og Trebizond faldt i 1463, efterfulgt af Albanien i 1468. Med erobringen af Hercegovina i 1483 blev osmannerne herskere over hele Balkan-halvøen.

Vacalopoulos, der kommenterer de første osmanniske plyndringstogter ind i Thrakien i midten af 14. århundrede, og Angelov, der i en samlet vurdering fremhæver de senere kampagner af Murad II (1421-1451) og Mehmed II (1451-1481), belyser i det følgende virkningen af den osmanniske jihad mod de besejrede Balkan-folk:

Helt fra begyndelsen af det tyrkiske stormløb [ind i Thrakien] under Suleiman [søn af sultan Orchan], forsøgte tyrkerne at konsolidere deres position ved tvungen indførelse af islam. Hvis man skal tro [den osmanniske historiker] Sukrullah - de, der nægtede at acceptere den muslimske tro, blev slagtet og deres familier gjort til slaver. "Hvor der var klokker," skriver samme forfatter [dvs Sukrullah], "huggede Suleiman dem op og kastede dem i ilden. Hvor der var kirker, ødelagde han dem eller omdannede dem til moskéer. Således - i stedet for klokker var der nu muezziner. Hvor der stadig fandtes kristne vantro, blev deres herskere gjort til vasaller. I det mindste offentligt kunne de ikke længere sige 'kyrie eleison' [’Herre forbarm Dig’, o.a.], men snarere 'Der er ingen anden gud end Allah,' og hvor deres bønner før var rettet mod Kristus, blev de nu rettet mod 'Muhammed, Allahs profet'." [15]

... erobringen af Balkan-halvøen, udført af tyrkerne i løbet af omkring to århundreder, forårsagede uoverskuelige ødelæggelser af materielle goder, utallige massakrer samt slavebinding og fordrivelse af en stor del af befolkningen - kort sagt, en generel og langvarig nedgang i produktiviteten, som det også var tilfældet med Lilleasien, efter at det var blevet besat af de samme angribere. Dette fald i produktiviteten er så meget mere slående, når man husker, at i midten af det 14. århundrede, da osmannerne var ved at få fodfæste på halvøen, havde de stater, som fandtes dér - Byzans, Bulgarien og Serbien - allerede nået et ret højt niveau af økonomisk og kulturel udvikling (...). De kampagner, der førtes af Mourad II (1421-1451), og især dem af hans efterfølger, Mahomet II (1451-1481), i Serbien, Bosnien, Albanien og i det byzantinske fyrstedømme, Peloponnes, var af særlig ødelæggende karakter. Under den kampagne, som tyrkerne lancerede i Serbien i 1455-1456, blev Beograd, Novo-Bardo og andre byer for en stor del lagt i ruiner. Tyrkernes invasion af Albanien i sommeren 1459 forårsagede enorme ødelæggelser. Ifølge beretningen om denne invasion, skrevet af Kritobulos, ødelagde erobrerne hele høsten og jævnede de befæstede byer, de havde taget, med jorden. Landet blev ramt af yderligere ødelæggelser i 1466, da albanerne, efter at have gjort heroisk modstand, måtte trække sig tilbage til de mest utilgængelige områder, hvorfra de fortsatte kampen. Mange byer blev ligeledes ødelagt under kampagnen, der blev ledet af Mahomet II i 1463 mod Bosnien - blandt dem Yaytz, hovedstaden i kongeriget Bosnien (...). Men det var Peloponnes, der led mest under de tyrkiske invasioner. Den blev invaderet i 1446 af Murad II's hære, der ødelagde et stort antal steder og tog tusindvis af fanger. Tolv år senere, i løbet af sommeren af 1458, blev Balkan-halvøen invaderet af en enorm tyrkisk hær under kommando af Mahomet II og hans premierløjtnant Mahmoud Pasha. Efter en belejring, der varede fire måneder, faldt Korinth i fjendens hænder. Dens mure blev jævnet med jorden, og mange lokaliteter, som sultanen betragtede som ubrugelige, blev ødelagt. Kritobulos' værker indeholder en beretning om de osmanniske kampagner, der tydeligt viser os de enorme ødelæggelser som angriberne forårsagede i disse regioner. To år senere brød en anden tyrkisk hær ind over Peloponnes. Denne gang blev Gardiki og flere andre steder ødelagt. Endelig, i 1464, blev angribernes destruktive raseri for tredje gang rettet mod Peloponnes. Det var, da osmannerne kæmpede mod venezianerne og jævnede byen Argos med jorden. [16]

Noter

[1] Michael Syreren, Chronique de Michel Le Syrien, Paris, 1899—1906, Vol. 3 p. 176, Fransk oversættelse af Jean—Baptiste Chabot; Engelsk oversættelse i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, pp. 170—171.

[2] Michael Syreren, Chronique, Vol. 3 p. 176; Engelsk oversættelse i Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, Cranbury, New Jersey: Associated University Presses, 1996, p. 55.

[3] Se de talrige primærkilder, citeret i hver af: Dimitar Angelov, 'Certains Aspects de la Conquete Des Peuples Balkaniques par les Turcs' Byzantinoslavica, 1956, Vol. 17, pp. 220—275. Engelsk oversættelse i A. G. Bostom, The Legacy of Jihad, Amherst, N.Y.: Prometheus Books, 2005, pp. 462—517; Apostolos E. Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, 1204—1461. New Brunswick, New Jersey: Rutgers University Press, 1970.; Speros Vryonis. The Decline of Medieval Hellenism in Asia Minor and the Process of Islamization from the Elevemth through the Fifteenth Century, Berkeley, CA: University of California Press, 1971 (Paperback, 1986).

[4] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, p. 55—56.

[5] Paul Wittek. The Rise of the Ottoman Empire. London, The Royal Asiatic Society of Great Britain and Ireland, 1938 (reprinted 1966), p. 18.

[6] Speros Vryonis. 'Nomadization and Islamization in Asia Minor', Dumbarton Oaks Papers, Vol.29, 1975, p. 49.

[7] Vryonis, 'Nomadization and Islamization in Asia Minor', p. 49

[8] Paul Wittek. The Rise of the Ottoman Empire. London, p. 14. Wittek (også s. 14) inkluderer denne diskussion med et blokcitat fra Ahmedis tekst.

Kapitlet Ahmedi vier til dette i sin Iskender - navn for historien om de osmanniske sultaner, forfædrene til hans protektor Sulayman Tshelebi, søn af Bayazid I - begynder med en introduktion, i hvilken digteren højtideligt erklærer, at han vil skrive en Ghazawat - navn for en bog om ghaziernes hellige krig. Han stiller spørgsmålet: "Hvorfor er ghazierne først kommet nu?" Og han svarer: "Fordi det bedste altid kommer til sidst. Ligesom den endelige profet Muhammed kom efter de andre, ligesom Koranen kom ned fra himlen efter Toraen, salmerne og evangelierne, således er også ghazierne kommet ind i verden til sidst," de ghazier, hvis styre er osmannernes. Digteren fortsætter med dette spørgsmål: "Hvad er en ghazi?" Og han forklarer: "En ghazi er instrumentet for Allahs religion, en Allahs tjener, der renser jorden for polyteismens snavs (husk, at islam betragter de kristnes tro på Treenigheden som en polyteisme), ghazien er Allahs sværd, han er de troendes beskytter og tilflugt. Hvis han bliver martyr på Allahs vej, så tro ikke, at han er død - han lever i salighed hos Allah, han har evigt liv."

[9] Halil Inalcik. The Ottoman Empire—The Classical Age, 1300—1600, London: Weidenfeld and Nicolson, 1973, p. 6.

[10] Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, p. 66.

[11] Speros Vryonis. 'The Experience of Christians under Seljuk and Ottoman Domination, Eleventh to Sixteenth Century', i Conversion and Continuity: Indigenous Christian Communities in Islamic lands, Eighth to Eighteenth Centuries, edited by Michael Gervers and Ramzi Jibran Bikhazi, Toronto: Pontifical Institute of Medieval Studies, 1990, p. 201

[12] Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, pp. 61—62.

[13] Angelov, 'Certains Aspects de la Conquete Des Peuples Balkaniques par les Turcs', pp. 220—275; Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, pp. 69—85.

[14] Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, p. 77.

[15] Vacalopoulos. Origins of the Greek Nation— The Byzantine Period, p. 73.

[16] Angelov, 'Certains Aspects de la Conquete Des Peuples Balkaniques par les Turcs', pp. 236, 238—239.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo