Den 7. april 2003 udsendte The Greater Boston Armenian Genocide Commemoration Committee [Storbostons Komité til Minde om det Armenske Folkemord] en pressemeddelelse, der gjorde opmærksom på, at den 24. april, 2003 markerer 88-årsdagen for det armenske folkemord. Den 24. april 1915, udstedte det tyrkiske indenrigsministerium en ordre om at arrestere alle armenske politiske og andre ledere mistænkt for anti-Ittihad (dvs. imod Ittihad ve Terraki Cemiyeti, den "ungtyrkiske" regering), eller for at nære armenske nationalistiske følelser. I Istanbul alene blev 2345 sådanne ledere pågrebet og fængslet, og de fleste af dem blev senere henrettet. Flertallet var hverken nationalister eller involveret i politik. Ingen blev anklaget for sabotage, spionage, eller nogen anden forbrydelse, og stillet for en domstol. [1] Som den tyrkiske forfatter Taner Akcam for nylig erkendte,

"... Under påskud af at søge efter våben, indsamle krigsudskrivninger, eller opspore desertører, var der allerede etableret en praksis med systematisk plyndring, overfald og mord [mod armenierne], der var blevet hverdag ..." [2]

Inden for en måned ville den sidste og endelige fase i den proces, som reducerede den armenske befolkning til fuldstændig hjælpeløshed, dvs. massedeportation, begynde. [3]

Et sandt folkemord

Var den rædselsvækkende skæbne, der ramte det osmanniske riges armenske mindretal i slutningen af det 19. og især i det tidlige 20. århundrede, bl.a. under Første Verdenskrig, en følge af "borgerkrig", eller folkemord? En skelsættende analyse af professor Vahakn Dadrian, offentliggjort sidste år, beviser gyldigheden af den konklusion, at de osmanniske tyrkere begik et centralt organiseret massemord, dvs., et folkemord, mod deres armenske befolkning. [4] Ved at forlade sig på en bred vifte af de mest afgørende primære kildedokumenter fra Det Osmanniske Riges allierede under Første Verdenskrig, Tyskland og Østrig-Ungarn, har Dadrian undgået de umedgørlige stridigheder omkring troværdigheden og ægtheden af både osmannisk-tyrkiske og armenske dokumenter. Han forklarer den helt enestående beskaffenhed af dette dokumentariske tyske og østrig-ungarske vidnesbyrd:

"... Under krigen rådede Tyskland og Østrig-Ungarn over et omfattende netværk af ambassadører, samt konsulære, militære og kommercielle repræsentanter over hele Det Osmanniske Rige. Ikke alene havde de adgang til højtstående osmanniske embedsmænd og magtudøvende beslutningstagere, som havde kompetence til at aflægge rapport til deres overordnede som locus in quo [stedlige] observatører om mange aspekter af krigstidens behandling af de osmanniske armeniere. De supplerede deres rapporter med så mange detaljer, som de kunne indsamle fra pålidelige informanter og betalte agenter, hvoraf mange var muslimer, både civile og militære ... " [5]

Desuden besad de analyserede dokumenter en anden afgørende egenskab: de indeholdt fortrolig korrespondance, forberedt og sendt til Berlin og Wien, som kun var beregnet til brug i krigstid. [6] Denne fortrolighed, bemærker Dadrian, giver de tyske eller østrigsk-ungarske embedsmænd mulighed for åbent at betvivle påstande, fremsat af deres osmanniske krigsallierede, når de sandfærdigt skal vurdere og formidle fakta til deres overordnede i Europa. Dadrian nævner et overbevisende eksempel: en rapport af 16. november 1916 til den tyske kansler, skrevet af Rössler, konsul i Aleppo. Rössler erklærer,

"... Jeg har ikke til hensigt at udforme mine rapporter på en sådan måde, at jeg kan favorisere den ene eller den anden part. Tværtimod betragter jeg det som min pligt at præsentere for Dem en beskrivelse af ting, der er sket i mit distrikt, og som jeg anser for at være sandheden ... " [7]

Rössler reagerede specifikt på den officielle osmanniske påstand om, at armenierne var begyndt at massakrere den tyrkiske befolkning i de tyrkiske dele af Urfa, en by i hans distrikt, efter først at have indfanget dem. Han afviste anklagen, utvetydigt, med et enkelt ord: "opfundet". [8]

Primærkildernes bevismateriale, som kommer fra disse tyske og østrig-ungarske modstræbende vidner, og som samvittighedsfuldt er samlet af Dadrian, fører til denne uundgåelige konklusion: de anti-armenske foranstaltninger, trods en lang række forsøg på tilsløring og direkte benægtelse, blev omhyggeligt planlagt af de osmanniske myndigheder, og var designet til at tilintetgøre offerbefolkningen i stor stil. Dadrian underbygger yderligere denne vurdering med et bemærkelsesværdigt vidneudsagn foran Mazhar Undersøgelseskommissionen, som lavede en foreløbig undersøgelse i efterkrigstiden for at bestemme strafansvaret for krigstidens osmanniske myndigheder angående de armenske deportationer og massakrer. Det beedigede skriftlige vidneudsagn af 15. december 1918, givet af general Mehmed Vehip, øverstbefalende for den osmanniske tredje armé, og glødende medlem af CUP (Committee of Union and Progress, dvs. "Ittihadisterne”, eller "Ungtyrkerne"), indeholdt denne opsummerende erklæring:

"... Mordet på og udslettelsen af armenierne og plyndringen og ekspropriationen af deres ejendele var resultatet af beslutninger taget af CUP (…). Disse grusomheder fandt sted efter et program, der var blevet besluttet, og indeholdt et afgjort element af forsætlighed. De skete, fordi de blev beordret, godkendt, og tilstræbt først af CUP's [provins] delegerede og centrale bestyrelser, og i anden omgang af regeringsledere, der havde (…) tilsidesat deres samvittighed, og var blevet redskaber for Ittihadist-samfunds ønsker og begær ... " [9]

Dadrian egen overbevisende vurdering af dette primærkilde-bevis er sammenfattet som følger:

"... Gennem de episodiske interventioner fra de europæiske magter, var den intensiverende tyrkisk-armenske konflikt blevet en kilde til vrede og frustration for de osmanniske herskere og eliten, der var drevet af en fremmedfjendsk nationalisme. En monolitisk politisk parti, der havde formået at fjerne al modstand og fået kontrol over det osmanniske statsapparatet, benyttede sig effektivt af de muligheder, som 1. Verdenskrig gav. Det udrensede, med voldelige og dødbringende midler, hovedparten af den armenske befolkning fra imperiets territorium. Efter enhver standard-definition, var dette et folkemord ... " [10]

Jihad: En afgørende faktor i det armenske folkemord

Krigstidens rapporter fra tyske og østrig-ungarske embedsmænd bekræfter også uafhængige beviser for, at oprindelsen til og udviklingen af folkemordet havde meget lidt at gøre med "armenske provokationer" under 1. Verdenskrig. Der lægges i stedet vægt på den generelle samfundstilstand fra før krigen, der kan føres tilbage til de mislykkede osmanniske Tanzimat reformforsøg i midten af det 19. århundrede. [11] Disse reformer, som blev indledt af det hensygnende Osmanniske Rige (dvs. i 1839 og 1856) under stærkt pres fra de europæiske magter, var designet til at ophæve de undertrykkende dhimmitude-love, som ikke-muslimske (primært kristne) mindretal, heriblandt armenierne, havde været underkastet i århundreder, efter de tyrkiske jihad-erobringer af deres oprindelige hjemlande. [12]

Anført af deres patriark, følte armenierne sig opmuntret af Tanzimat reformerne, og begyndte at oversvømme Porten (det osmanniske regeringssæde) med bønner og anmodninger, der primært søgte statslig beskyttelse mod et væld af mishandlinger, især i fjerntliggende provinser. Alene mellem 1850 og 1870 sendte den armenske patriark 537 noter til Porten, der beskrev talrige tilfælde af tyveri, bortførelse, mord, konfiskerende skatter, og bedrageri begået af embedsmænd. [13] Disse bønner blev stort set ignoreret og blev endda, ildevarslende, betragtet som tegn på oprørskhed. Den britiske konsul (i Erzurum) Clifford Lloyd rapporterede for eksempel i 1890,

"Misfornøjelse, eller enhver slags protest betragtes af den lokale Tyrkisk Lokalregering som oprørsk." [14]

Han fortsatte med at bemærke, at denne tyrkiske reaktion opstod uden hensyn til, at ".. tanken om revolution .." ikke blev næret af de armenske bønder, der var involveret i disse protester. [15]

Den berømte ottomanist, Roderick Davison, har bemærket, at i henhold til sharia (islamisk hellig lov) er ".. vantro gavourer ["dhimmier", "rayaer"]" permanent henvist til en status af "underlegenhed" og udsættes for en "hånlig halv-tolerance". Davison hævdede videre, at denne foragt kom af "en instinktiv holdning af overlegenhed", og var drevet af en "instinktiv muslimsk følelsesmæssig indstilling", tilbøjelig til anfald af "åben fanatisme". [16] Davisons pointe illustreres af vedvarende, heftige reaktioner på Tanzimat reformlovene af 1839 og 1856 fra store dele af den muslimske befolkning, anført af muslimske åndelige ledere og militæret. [17] Den måske mest oprigtige og sigende vurdering af de dødsdømte Tanzimat reformer, især 1856-loven, blev givet af Mustafa Resid, osmannisk storvesir i seks forskellige perioder mellem 1846-58. I sin afvisning af reformerne hævdede Resid, at den foreslåede "fuldstændige frigørelse" af de ikke-muslimske undersåtter, som passende var bestemt til at blive undertvunget og behersket, var "helt i modstrid" med "Det Osmanniske Riges 600-årige traditioner". Han erklærede åbent, at den del af initiativet, der handlede om "fuldstændige frigørelse", var uærligt, bevidst vedtaget for at vildlede europæerne, der havde insisteret på denne bestemmelse. Sørgeligt forudvidende, gav Resid derefter en ildevarslende forudsigelse om en "stor massakre", hvis ligestilling for ikke-muslimer faktisk blev indført. [18]

Trods deres "revolutionære" fremkomst, ledsaget af sammenligninger med idealerne fra den franske revolution, indtog CUP's "Ungtyrker" regime i sidste ende en diskriminerende, anti-reform holdning overfor ikke-muslimer i Det Osmanniske Rige. Under en tale i Saloniki den 6. august 1910, forkastede Mehmed Talat, en fremtrædende leder af Ungtyrkerne, hånligt idéen om lighed med "gavourerne" og hævdede, at det "... er et ideal, der ikke kan anerkendes, fordi det er uforeneligt med Sheriat [sharia] og hundredtusinder af muslimers følelser ...". [19] Roderick Davison bemærker, at i virkeligheden "… blev ingen reel ligestilling nogensinde nået ..." i den forudgående fejlslagne Tanzimat reformperiode. Som en konsekvens, bemærker han, vendte CUP lederskabet sig snart "... fra ligestilling (...) til tyrkificering ..." [20]

I Sultan Abdul Hamids regeringstid, massakrerede de osmanniske tyrkere i perioden 1894-96 over 200.000 armeniere. Dette blev fulgt op, under det Ungtyrkiske regime, af Adana massakren på 25.000 armeniere i 1909, samt det første egentlige folkemord i det 20. århundrede, da yderligere 600.000 til 800.000 armeniere blev slagtet, alene i 1915. [21] Massakrerne i 1890'erne havde en "organisk" forbindelse til Adana massakrerne i 1909, og, endnu vigtigere, til begivenhederne i 1915. Som Vahakn Dadrian hævder, så gjorde de folkemordet i 1915 lettere ved at give Ungtyrkerne "en forudsigelig straffrihed." Fraværet af negative konsekvenser for Abdul Hamid massakrerne i 1890'erne gav Ungtyrkerne mulighed for at skride til handling uden begrænsninger. [22]

Samtidige beretninger fra europæiske diplomater gør det klart, at disse brutale massakrer blev begået inden for rammerne af en formel jihad mod armenierne, der havde forsøgt at kaste dhimmitude-åget af ved at søge lige rettigheder og autonomi. For eksempel rapporterede over-dragomanen (tyrkisk-talende tolk) på den britiske ambassade følgende om 1894-96 massakrerne:

”... [Gerningsmændene] er i deres generelle indsats styret af forskrifterne i Sheri [sharia] Loven. Denne lov foreskriver, at hvis de kristne "rayaher" [dhimmier] forsøger, ved at søge støtte fra fremmede magter, at overskride grænserne for de rettigheder, de har fået af deres muhamedanske [muslimske] herrer, og frigør sig fra deres trældom, så mister de retten til deres liv og ejendom, og er prisgivet muhamedanernes nåde. Set med tyrkiske øjne, havde armenierne forsøgt at overskride disse grænser ved at appellere til fremmede magter, især England. De anså det derfor for deres religiøse pligt og en retfærdig handling at ødelægge og beslaglægge armeniernes liv og ejendom ..." [23]

Forskeren Bat Ye'or bekræfter dette ræsonnement, og bemærker, at den armenske søgen efter reformer ugyldiggjorde deres "juridiske status", som var forbundet med en "kontrakt" (dvs. med deres muslimske tyrkiske herskere). Dette

”... brud (...) gengav ummaen [det muslimske samfund] dens oprindelige ret til at dræbe det undertrykte mindretal [dhimmierne], [og] beslaglægge deres ejendom ...” [24]

En uforfærdet protestantisk historiker og missionær, Johannes Lepsius, der tidligere havde foretaget en to-måneders rejse for at undersøge de steder, hvor Abul Hamid tidens massakrer foregik, rejste igen til Tyrkiet under Første Verdenskrig. Om perioden 1914-1918, skrev han:

"... Er vi så simpelthen forbudt at tale om armenierne som forfulgte på grund af deres religiøse tro? Hvis det er tilfældet, så har der aldrig været nogen religiøs forfølgelse i verden (...). Vi har lister foran os med 559 landsbyer, hvis overlevende indbyggere blev konverteret til islam med ild og sværd; med 568 kirker fuldstændig udplyndret, ødelagt og jævnet med jorden; med 282 kristne kirker omdannet til moskéer; med 21 protestantiske prædikanter og 170 gregorianske (armenske) præster, der, efter at have udstået ubeskrivelig tortur, blev myrdet, fordi de afslog at konvertere til islam. Vi må gentage, at disse tal kun er udtryk for omfanget af vores information, og er langt fra at nå til det virkelige omfang. Er dette religiøs forfølgelse, eller er det ikke? ..." [25]

Til slut sætter Bat Ye'or rækken af massakrer fra 1890'erne frem til Første Verdenskrig ind i en samlet teologisk og juridisk sammenhæng, på følgende måde:

"... Folkemordet på armenierne var det naturlige resultat af en politik, der er indbygget i den politisk-religiøse struktur af dhimmitude. Denne proces med fysisk eliminering af en rebelsk nation var allerede blevet brugt mod de oprørske slaviske og græske kristne, der blev reddet fra kollektiv udryddelse af europæisk intervention, selv om den til tider skete modvilligt.

Folkemordet på armenierne var en jihad. Ingen rayaer tog del i den. På trods af misbilligelse fra mange muslimske tyrkere og arabere, og deres afvisning af at samarbejde om forbrydelsen, blev disse massakrer begået udelukkende af muslimer, og de alene profiterede af byttet: Ofrenes ejendom, huse og jord, der blev overdraget til muhajirun, og tildelingen til dem af kvinde- og børneslaver. Bortelimineringen af mandlige børn over tolv år var i overensstemmelse med reglerne for jihad og passede til den aldersgrænse, der er fastsat for betaling af jizya. Likvideringens fire stadier - deportation, slaveri, tvangskonvertering, og massakre - reproducerede de historiske omstændigheder under den jihad, der har været ført i dar al-harb fra det syvende århundrede og frem. Krøniker fra en mangfoldighed af kilder, især af muslimske forfattere, giver detaljerede beskrivelser af de organiserede massakrer eller deportationer af fanger, hvis lidelser under tvungne marcher bag hæren var et sidestykke til den armenske erfaring i det tyvende århundrede ..." [26]

Konklusioner

Det osmanniske Tyrkiets destruktion af det armenske folk, der begyndte i slutningen af det 19. og forstærkedes i begyndelsen af det 20. århundrede, var et folkemord, og jihad-ideologien bidrog væsentligt til denne menneskelige likvidering, der strakte sig over årtier. Disse kendsgerninger er nu hævet over enhver tvivl. Milan Kundera, den tjekkiske forfatter, har skrevet, at menneskets kamp mod magten er kampen for hukommelse imod glemsel. [27] I sin tankevækkende analyse af det armenske folkemord, "Ligegyldighedens banalitet", minder professor Yair Auron os om vigtigheden af denne kamp:

"... Anerkendelse af det armenske folkemord af hele det internationale samfund, herunder Tyrkiet (eller måske først og fremmest Tyrkiet), er derfor en krav af højeste rang. At forstå og huske den tragiske fortid er en væsentlig forudsætning, selv om det ikke i sig selv er nok, for at forhindre en gentagelse af sådanne handlinger i fremtiden ..." [28]

Noter

[1] Uras E., The Armenians and the Armenian Question in History, 2nd ed., (Istanbul, 1976), p. 612

[2] Akcam T., Turkish National Identity and the Armenian Question, (Istanbul, 1992), p. 109.

[3] Hovanissian R., Armenia on the Road to Independence, (Berkeley, CA, 1967), p. 51.

[4] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians as Documented by the Officials of the Ottoman Empire’s World War I Allies: Germany and Austria-Hungary”, International Journal of Middle Eastern Studies, (2002), Vol. 32, pp. 59-85.

[5] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 60.

[6] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 76

[7] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 76, med specifik primærkilde-dokumentation, p.84 n.109.

[8] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 76, med specifik primærkilde-dokumentation, p.84 n.109.

[9] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 77, med specifik primærkilde-dokumentation, pp. 84-85 n.111.

[10] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 77.

[11] Davison R., "Turkish Attitudes Concerning Christian-Muslim Equality in the Nineteenth Century", The American Historical Review (1954), Vol. 54, pp. 844-864.

[12] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, (Cranbury, NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1996) 522 pp.

[13] Dadrian V., Warrant for Genocide: Key Elements of Turko-Armenian Conflict, (New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 1999), p. 39.

[14] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 61, med specifik primærkilde-dokumentation p. 79, n. 11

[15] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, p. 61, med specifik primærkilde-dokumentation p. 79, n. 11

[16] Davison R., "Turkish Attitudes Concerning Christian-Muslim Equality in the Nineteenth Century", p. 855.

[17] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, Reports by British Diplomats [1850-1876], Pp. 395-433.

[18] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, pp. 61-62, med specifik primærkilde-dokumentation, p. 79, n. 14.

[19] Dadrian V., “The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians”, Pp. 61-62, med specifik primærkilde-dokumentation, p. 79, n. 15.

[20] Davison R, "The Armenian Crisis, 1912-1914", The American Historical Review, (1948) Vol. 53, Pp. 482-483.

[21] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, (Providence, RI: Bergahn Books, 1997), pp. 155, 182, 225, 233 n. 44; Auron Y., The Banality of Indifference, (New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 2000), p. 44.

[22] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, pp. 113-184.

[23] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, p. 147, med specifik primærkilde-dokumentation p. 168 n. 199.

[24] Bat Ye'or, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam, (Cranbury, NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1985) pp. 48, 67, 101.

[25] Gabrielan M. C., Armenia: A Martyr Nation, (New York, Chicago: Fleming H. Revell, Co., 1918), p. 269.

[26] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, p. 197.

[27] Kundera M., The Book of Laughter and Forgetting, (New York, NY: Harper Collins, 1999)

[28] Auron Y., The Banality of Indifference, p. 56.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo