Motiver og historiske manifestationer
del 2, del 3, del 4
Af
Kilde: Gates of Vienna, 3. april 2012
Udgivet på myIslam.dk: 28. april 2012
Sammendrag
De aktuelle udtalelser af Clevelands Islamiske Centers gejstlige "imamat" - Fawaz Damra og hans nu forhenværende afløser, Ahmed Alzaree - illustrerer en gammel, men fortsat tradition for at ophidse til antijødiske stemninger, fremført af islams "populære prædikanter," som er særdeles levende i dag. Og den historiske behandling af jøder i muslimske samfund - vedvarende undertrykkelse, afbrudt af udbrud af antijødisk massevold, tvangskonvertering til islam eller fordrivelse - har været i overensstemmelse med en sådan helliggjort religiøs fanatisme. Talsmænd for moderne jihad-folkemord, fra den tidligere mufti af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini, til nutidens Hamas-gejstlige, har gentagne gange påberåbt sig islams jødeudryddende eskatologi.
George Vajdas 1937-essay: "Juifs et Musulmans Selon Le Hadit" ("Jøder og muslimer ifølge hadith") - en autoritativ 70-siders analyse, der i det følgende bliver indgående diskuteret - forbliver den definitive undersøgelse af jøder i deres forhold til Muhammed og muslimer, som beskrevet i hadith. Vajdas forskning viser, hvordan muslimsk eskatologi fremhæver jødernes største fjendtlighed mod islam. Jøder er beskrevet som tilhængere af Dajjal - den muslimske pendant til Antikrist - og ifølge en anden tradition, er Dajjal faktisk jødisk. Ved sin tilsynekomst, vil Dajjal, ifølge andre traditioner, være fulgt af 70.000 jøder fra Isfahan eller Jerusalem. Når Dajjal er besejret, vil hans jødiske tilhængere blive slagtet – alting vil udlevere dem, med undtagelse af det såkaldte gharkad-træ. Hvis en jøde således søger tilflugt bag et træ eller en sten, vil disse ting - ifølge en kanonisk hadith, der er indføjet i Hamas' Charter fra 1988 (artikel 7) - kunne tale for at fortælle en muslim: "Der er en jøde bag mig; kom og dræb ham!"
George Vajda (d. 1981)
Vajda understreger også, hvordan begrebet om jihad-"løskøbelse" rækker ind i selv islamisk eskatologi, hvor muslimernes synder bliver pålagt jøderne. Og i den materielle verden, bemærker Vajda, "skal mistillid regere" i muslimers forhold til de oprørske jøder. Men det er jødernes stædige ondsindethed, bemærker Vajda videre, der er deres egentlige jordiske kendetegn:
Jøder er beskrevet i de mørkeste farver: Selv om de, af de klare vidnesbyrd i deres bøger, var overbevist om, at Muhammed var den sande profet, så nægtede de at konvertere - ud af misundelse, jalousi og national partikularisme, selv ud af private interesser. De har forfalsket deres hellige bøger og efterlever ikke Guds love; men alligevel forfulgte de Muhammed med deres drillerier og deres eder, og chikanerede ham med spørgsmål, en aktivitet, der vendte sig til deres egen forvirring og blot bekræftede ægtheden af profetens overnaturlige viden. Fra ord gik de over til handling: Trolddom, forgiftning, mord havde de ingen betænkeligheder ved.
Vajda konkluderer, at disse arketyper igen begrunder den muslimske fjendtlighed mod jøderne samt formaningen om, i bedste fald, at "underkaste [jøderne] muslimsk dominans", dvs. gøre dem til dhimmier, behandlet ”med foragt" og underkastet visse "ydmygende arrangementer."
Hartwig Hirschfelds detaljerede analyse af Muhammeds samkvem med jøderne i Medina, som skildret i de tidligste fromme muslimske Muhammed-biografier (sira; sirat), beskriver den "gensidige skuffelse", der prægede deres forhold, og de forudsigelige katastrofale følger for jøderne.
Jøderne, for deres vedkommende, var overordentligt skuffede i deres forventninger. Den måde, hvorpå Muhammed forstod åbenbaring, hans uvidenhed og hans klodsethed i religiøse spørgsmål, tilskyndede dem på ingen måde til at hilse ham som deres Messias. Han forsøgte først at vinde dem for sin lære ved hjælp af blidhed og overtalelse; de svarede ved endnu en gang at stille de spørgsmål, de allerede havde stillet ham om; hans svar, fyldt med alvorlige fejl, fremkaldte deres latter og hån. Dette medførte naturligvis en dyb fjendtlighed mellem Muhammed og jøderne, hvis eneste forbrydelse var, at de fældede en hård dom over virksomheden af denne araber, der titulerede sig selv som "Guds profet", samt at de fandt hans adfærd latterlig, hans viden falsk og hans forordninger tankeløse. Denne dom, som var velbegrundet, var ikke desto mindre politisk ukorrekt, og konsekvenserne heraf skulle uundgåeligt vise sig at være katastrofale for en minoritet, som manglede styring eller samhørighed.
Muhammeds nederlag eller ufuldstændige succeser blev konsekvent kompenseret med morderiske angreb på jøderne. Således udviklede Muhammed en forkærlighed for at myrde individuelle jøder og ødelægge jødiske samfund - ved ekspropriering og fordrivelse (banu Qaynuqa og banu Nadir), eller ved at myrde deres mænd og slavebinde deres kvinder og børn (banu Qurayza). Efterfølgende, i Khaybar-jødernes tilfælde, fik Muhammed det mandlige lederskab dræbt og plyndrede deres rigdomme. De terroriserede overlevende fra Khaybar - flittige jødiske landmænd - blev prototypen på underkuede dhimmier, hvis produktivitet bev udsuget af muslimerne som en form for permanent krigsbytte. Og ifølge de muslimske kilder, blev selv dette spinkle vasalforhold vilkårligt afsluttet indenfor et årti efter Muhammeds død, da kalif Umar fordrev jøderne fra Khaybar.
Muhammeds brutale erobring og undertvingelse af Khaybar-jøderne, og deres efterfølgende fordrivelse ved en af hans følgesvende, den (anden) "retledte" kalif Umar, er indbegrebet af de permanente, arketypiske adfærdsmønstre, som islamisk lov anser for passende for muslimsk samkvem med jøderne.
I det følgende er historiske og nutidige eksempler kort fremlagt for at illustrere den fortsatte relevans af arketyperne fra hadith og sira som kilder til islamisk antisemitisme, i fortid og nutid.
Indledning
Fawaz Damra [1] , den tidligere imam i Islamisk Center i Cleveland, blev udråbt som en fortaler for interreligiøs dialog, selv efter [2] at der var kommet bevis for hans deltagelse i støttearrangementer til fordel for terrorgruppen Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) [3] . Dette bevis kom sammen med et videobånd af imamen, hvor man ser ham i 1991 fortælle en gruppe muslimske tilhængere [4] , at de burde rette "... en riffel mod den første og sidste fjende af den islamiske nation, og det er sønnerne af aber og svin, jøderne." Efter at han i 2004 blev dømt for at lyve for immigrationsmyndighederne om sine forbindelser til PIJ, blev Damra, der er født i Nablus i 1961, deporteret tilbage til Vestbredden i januar 2007. [5]
Og netop sidste 30. oktober 2007 blev det meddelt, [6] at imam Ahmed Alzaree - den første permanente afløser for Damra – tog sin afsked som den nye "åndelige leder" af Islamisk Center i Cleveland tre dage før han officielt skulle være påbegyndt arbejdet. Alzaree, der på et tidspunkt i undersøgelsesprocessen udtrykte det usædvanlige forbehold, at "han ikke ville komme til Cleveland, fordi en journalist var i færd med at undersøge hans baggrund", [7] accepterede angiveligt stillingen. Dette blev meddelt den 26. oktober 2007, hvorefter han på forhånd fratrådte et par dage senere [8] , efter at indholdet af nogle "khutbah’er" (prædikener), han havde holdt den 7. marts 2003, var blevet afsløret. [9]
Alzarees prædikener i marts 2003 var i virkeligheden langt værre, end de blev fremstillet af Cleveland-medierne. [10] Man må antage, at de enten ikke var blevet læst, eller i bedste fald kun skimmet, og at de, der læste disse prædikener, i det store og hele ikke havde noget begreb om de ondartede antisemitiske motiver, der findes i Koranen og hadith (dvs. Muhammeds ord, gerninger, og selv fysiske gestikulationer, som er blevet registreret og videregivet af fromme muslimer). Desuden var disse prædikener også ondartet kristianofobiske [Christianophobic] og påberåbte sig kombinerede antikristne/jødehadske motiver fra Koranen [11] (f.eks. Koranen 4:157-159), samt antikristen eskatologi (udtrykkeligt tilknyttet jødehadsk eskatologi) fra hadith, især med hensyn til "Jesus" eller for at være præcis, den muslimske fup-efterligning af Jesus, "Isa", som han er karakteriseret i islams grundlæggende tekster. Alzaree opregner blot den islamiske lære (efter Koranen og hadith) vedrørende "Isa" – den muslimske Jesus [12] - som understreger jødernes almindelige perfiditet, især deres frydefulde (men uden at vide det, "falske") krav på at have dræbt Isa. Ifølge denne islamiske hellige fortælling, er Isa blot en muslimsk profet, hvis ultimative "jobbeskrivelse" indbefatter ødelæggelsen af kristendommen. Alzarees prædiken påkalder således den kanoniske hadith [13] , der fortæller, at denne muslimske Jesus (der aldrig blev korsfæstet; de perfide jøder fik romerne til at dræbe Isas "dobbeltgænger" [14] ) vil vende tilbage som en fuldbåren muslim, der vil slå korset i stykker, dræbe svinet og afskaffe betalingen af den bevidst ydmygende koraniske (9:29) hovedskat, der kræves af kristne (dvs. jizya). Denne hadith oplyser: "Han vil bekæmpe folk for islams skyld. Han vil slå korset i stykker, dræbe svin og afskaffe jizya” [15] – de kristne vil nemlig blive konverteret til islam (og dermed fritaget for jizya) eller blive elimineret - "Allah vil udrydde alle religioner undtagen islam." Alzaree afsluttede den anden prædiken med en apokalyptisk kanonisk hadith [16] - gentaget i Hamas' Charter fra 1988, artikel 7 [17] – der siger, at hvis en jøde søger tilflugt bag et træ eller en sten, vil disse ting kunne tale for at fortælle en muslim: "Der er en jøde bag mig, kom og dræb ham!"
Det åbenlyse jødehad, udtryk af Damra og gentaget (i forening med antikristne motiver) af Alzaree - dette fordums "Cleveland-Imamat" – var således fuldt sanktioneret af (faktisk citeret direkte fra) islams religiøse kerne-tekster, dvs. Koranen, hadith og tidlige muslimske Muhammed-biografier.
For mere end fire årtier siden (i 1964) bemærkede Moshe Perlmann, den fremragende forsker i islams gamle antijødiske polemiske litteratur [18] :
Koranen blev selvfølgelig en guldgrube af antijødiske passager. Hadith haltede ikke bagefter. Populære prædikanter brugte og pyntede på den slags materiale.
I en tidligere undersøgelse (offentliggjort 1948) af det 11. århundredes muslimske Spanien [19] – urigtigt idealiseret som selve mønstret på islamisk økumeni – havde Perlmann beskrevet, hvordan sådanne polemiske skrifter og prædikener ophidsede til den massevold, der ødelagde det jødiske samfund i Granada under den katastrofale 1066-pogrom, med dens 3000-4000 jødiske dødsofre. [20] Dette tal er lig med eller overstiger antallet af jøder, der angiveligt blev dræbt af korsfarerne under deres plyndring af Rhinlandet omkring tredive år senere, ved begyndelsen af det første korstog. [21]
De moderne udtalelser af Clevelands gejstlige "imamat" - Damra og Alzaree - afspejler en gammel, men fortsat tradition for at ophidse til antijødiske stemninger, fremført af islams "populære prædikanter," som er særdeles levende i dag. Og den historiske behandling af jøder i muslimske samfund - vedvarende undertrykkelse, afbrudt af udbrud af antijødisk massevold, tvangskonvertering til islam eller fordrivelse [22] - har været i overensstemmelse med en sådan helliggjort religiøs fanatisme. Ophavsmænd til moderne jihad-folkemord har gentagne gange påberåbt sig islams jødeudryddende eskatologi. Hajj Amin al-Husseini, eks-mufti af Jerusalem og muslimsk jihadist, som derudover, i sit forsøg på at bremse opbygningen af et jødisk hjemland og ødelægge verdensjødedommen, [23] blev fuldgyldig nazistisk kollaboratør og ideolog, skrev i 1943 en rekrutteringspamflet henvendt til Balkans muslimer med titlen: "Islam og jødedom." [24] Dette agitatoriske dokument var fyldt med antisemitiske vers fra Koranen, samt jødehadske motiver fra hadith, og blev rundet af med den apokalyptiske kanoniske hadith [25] , der beskriver jødernes udryddelse. 45 år senere blev samme hadith [26] indarbejdet i Hamas' Charter fra 1988, hvorved Hamas udtrykte sin egen hensigt om jødeudryddelse. Ren og skær uvidenhed om denne historie og teologi er patognomonisk for langt større og mere farlige fænomener: Den ofte forsætlige, kujonagtige undladelse af at undersøge og forstå den levende arv af islams grundlæggende fjendtlighed mod jøder, eller at erkende dybden af det jødehad, der gennemsyrer moderne islams gejstlige ledere, herunder ledelsen i store muslimske samfund i USA.
Efter tidligere at have beskrevet de antisemitiske motiver i Koranen [27] , såvel som deres historiske manifestationer på tværs af rum og tid, vil den nærværende tekst, på en supplerende måde, undersøge de antisemitiske motiver i hadith og de tidligste fromme muslimske Muhammed-biografier, også kaldet sira.
Antisemitisme i hadith
Hadith, hvilket betyder "historie" ("fortælling"), henviser til enhver overlevering om, hvad islams profet Muhammed sagde eller gjorde, eller hvad han stiltiende gav sit samtykke til, mens det blev sagt eller gjort i hans nærvær. [28] (Hadith bruges også som det tekniske udtryk for "videnskaben" om disse "traditioner"). Som et resultat af en langvarig proces, som fortsatte i århundreder efter Muhammeds død (i 632), opstod hadith-samlingerne, der for muslimer, som autoritativt grundlag, står lige efter Koranen selv. [29] Sunna, der betyder "vej", henviser til de normative vaner, der etableredes af Muhammed eller det tidligste muslimske samfund. [30] Hadith "retfærdiggør og bekræfter" sunna. [31] Henri Lammens fremhæver betydningen af sunna (og i forlængelse heraf, af hadith): [32]
Så tidligt som i det første århundrede A.H. [det 7. århundrede] blev følgende aforisme udtalt: "Sunna kan dispensere fra Koranen, men Koranen ikke fra sunna". I forlængelse heraf hævder nogle muslimer, at "i kontroversielle sager, underkender sunna Koranens autoritet, men ikke omvendt" (...) alle indrømmer, at sunna fuldender og forklarer den [Koranen].
De hadith-traditioner, der er samlet af al-Bukhari (d. 870) og Muslim b. al-Hajjaj (d. 875) betragtes, i nævnte rækkefølge, som de vigtigste autoritative samlinger. Titlerne Sahih ("sund") eller Jami, der angiver hvor vidtspændende de er, viser hvor højt de værdsættes. [33] James Robson opsummerer deres omfattende indhold: [34]
Udover at give information om religiøse pligter, lov og daglig praksis, indeholder de en betydelig mængde biografisk og andet materiale. Intet er for ubetydeligt til at udgøre et gyldigt emne for en tradition. Vejledning gives om selv de mest intime spørgsmål i det personlige liv. De, der har samlet overleveringerne, synes at have haft stor trang til ikke at overlade noget til tilfældighederne, så der findes vejledning om næsten ethvert tænkeligt spørgsmål.
Fire andre hadith-samlinger blev også autoritative. De kaldes Sunan, hvilket indikerer, at de er begrænsede til spørgsmål om religiøs og social praksis, samt lov. Abu Dawud (d. 888), al-Tirmidhi (d. 892), Ibn Maja (d. 896), og al-Nasi (d. 915) samlede disse værker. Ved begyndelsen af det 12. århundrede, blev Ibn Majas samling som den sidste af disse hadith-samlinger anerkendt som "kanonisk." [35]
Trods tegn på stringens i de metoder, der blev anvendt under samlingen af de forskellige kanoniske hadith-samlinger [36] , viser de omhyggelige undersøgelser, gjort af Ignaz Goldziher [37] og Joseph Schacht [38] (og andre), at selv om hadith afspejler teologisk-juridiske "tendenser" i islams første formative århundreder, så er de ubrugelige som kilde til objektiv historisk information. Schacht argumenterede for at opgive det "ensidige traditionelle fup-kastel", der bygger på … [39] ,
… de uberettigede antagelser, at der oprindeligt fandtes en autentisk kerne af information, der går tilbage til Profetens tid; at falske og tendentiøse elementer blev tilføjet af hver efterfølgende generation; at mange af disse blev fjernet [under samlingen] ved den kritiske undersøgelse af isnad ["kæder" af navne på fromme muslimer, der videregav den pågældende tradition], som blev praktiseret af de muhamedanske lærde; at andre falske traditioner undslap denne kritiske afvisning; men at den ægte kerne ikke var helt overlejret af senere tilføjelser.
Alternativt opfordrede den retslærde Schacht til, at disse dekonstruerede "materialer" blev revurderet i deres konkrete sammenhæng, dvs. udviklingen af islamisk lov, især i tiden for al-Shafii (d. 820; efter hvem den shafiittiske islamiske retsskole blev navngivet). [40] Tres år tidligere havde Goldziher mere bredt foreslået, at selv om de var ahistoriske, så afspejlede hadith vigtige aspekter af den sociale og religiøse udvikling i de to første århundreder efter islams komme: [41]
I mangel af autentiske beviser ville det faktisk være letsindigt at forsøge at udtrykke den mest forsigtige opfattelse af, hvilke dele af hadith, der er det ældste oprindelige materiale, eller endda af, hvilke af dem, der kan dateres tilbage til de generationer, der fulgte umiddelbart efter Profetens død. Nærmere kendskab til det store forråd af hadither fremkalder skeptisk forsigtighed snarere end optimistisk tillid med hensyn til det materiale, der er bragt sammen i de omhyggeligt udarbejdede samlinger.
Hadith kan ikke tjene som dokumentation for historien om islams barndom, men snarere som en afspejling af de tendenser, der viste sig i samfundet under de mere modne stadier af dets udvikling (…). Den største del af den [hadith, afspejler] islams religiøse (…) og sociale udvikling i de to første århundreder.
Goldzihers opfattelse giver en nyttig ramme for en undersøgelse af de anti-jødiske motiver i hadith.
George Vajdas 1937-essay: "Juifs et Musulmans Selon Le Hadit" ("Jøder og muslimer ifølge hadith") [42] - en autoritativ 70-siders analyse - forbliver den definitive undersøgelse af jøder i deres forhold til Muhammed og muslimer, som illustreret i hadith. I lyset af (især) Goldzihers forskningsresultater om utilstrækkeligheden af de kanoniske hadith-samlinger som "historie,” valgte Vajda ikke at begrænse sig til disse seks samlinger: [43]
Så snart man giver afkald på at bruge hadith som fuldstændig sikker og troværdig dokumentation, er det helt klart frugtesløst at forsøge at tage hensyn til de værdidomme, som muslimsk kritik fremkommer med angående en hvilken som helst isoleret tradition, en hvilken som helst samling, eller den personlige troværdighed af de forskellige traditionalister. Derfor har jeg været meget vidtspændende i brugen af dokumenter og de "seks bøger", samt af Ahmed ibn Hanbals Musnad og Maliks Muwatta; ikke at forglemme de kommentarer, som jeg var i stand til at få adgang til, Kastalani om Bukhari, Nawawi om Muslim, og Zurkani om Muwatta. Ibn Sa'ds Tabakat og Tabaris Tafsir er også blevet konsulteret. Det ville uden tvivl have været muligt, og endda ønskeligt, at forlænge denne spadseretur gennem hadith-litteraturens enorme område.
Den resterende del af denne diskussion af antisemitisme i hadith bygger på de temaer, der er udviklet af Vajda, forstærket med uddrag fra de kanoniske hadither og andre traditioner.
Både anti-dhimmi og særlige anti-jødiske motiver er begge fremtrædende placeret i Vajdas detaljerede vurdering. Han begynder med at understrege Goldzihers tidligere "opdagelse" af det ledende princip, der er foreskrevet muslimer med hensyn ikke-muslimers skikke. Det kaldes khalifuhum, hvilket betyder, "gør ikke som dem." [44] Vajda illustrerer denne holdning med hensyn til grundlæggende soignering og påklædning: [45] hertil
"Da han forlod sin bolig, mødte profeten nogle gamle Ansar-mænd, hvis skæg var hvidt. Han sagde til dem: ’Folk af Ansar, giv det en rød eller gul farve og gør det modsatte af Bogens Folk.’ Vi sagde til ham: ’Allahs Apostel, Bogens Folk bærer sirwal (bukser) og bærer ikke izar.’ Profeten sagde: ’Bær sirwal og bær izar, og gør det modsatte af Bogens Folk.’ Vi sagde til ham: ’Bogens Folk bærer ankel-støvler (huff) og bærer ikke sandaler (na'l).’ Han sagde: ’Bær ankel-støvler og bær sandaler, og gør det modsatte af Bogens Folk.’ Vi sagde til ham: ’Bogens Folk trimmer deres skæg og anlægger overskæg.’ Han sagde: ’Trim overskægget og anlæg skæg, og gør det modsatte af Bogens Folk.’”
"... anlæg skæg, fjern jeres overskæg, lav om på jeres hvide hår og lign ikke jøder eller kristne."
Profeten forbyder også qaza (delvis fjernelse af håret), som en jødisk skik.
Også brugen af falsk hår/toppe/parykker var bandlyst. Ifølge en tradition rapporteret i flere samlinger (Said b. al-Musayyab og Humayd b. Abdalrahman) viste kalif Muawiya I, under den sidste khutba [prædiken, o.a.] han holdt i Medina, de troende en toupé af falsk hår og sagde: "Jeg har aldrig set den slags brugt undtagen blandt jøderne; profeten kaldte det 'falskhed' (zur)''. En anden version lyder: "Folk i Medina, hvor er jeres vise mænd? Jeg hørte profeten forbyde at lave den slags og sige: ’Israels børn gik til grunde, da deres kvinder begyndte at bruge [falsk hår]'."
Næsten altid anbefales det at farve håret i modsætning til jøderne (eller til jøder og kristne).
Selv sanktionerede muslimske praksiser som onani/masturbation og dyriskhed (som Vajda bemærker: "... om hvilke de hadither, der citeres af Tabari [d. 923], giver så nøjagtige, skønt frastødende detaljer" [46] ), navnlig med slaver, som muslimerne ikke ønskede at gøre gravide, blev en kilde til gnidninger med jøderne. [47]
Jøderne protesterede mod denne fremgangsmåde [coitus interruptus med slaver]. Her er, hvad en tradition af Abu Said al-Hudri fortæller: Nogen kommer for at finde profeten og siger til ham: "Jeg har en slave, med hvem jeg praktiserer afbrudt samleje, for jeg vil ikke have hende til at undfange; men jeg ønsker, hvad mænd ønsker. Men jøderne hævder, at coitus interruptus er et svækket tilfælde af udsætning af nyfødte piger." Profeten svarede: "Jøderne har løjet. Hvis Allah ønsker at skabe det, er du ikke i stand til at forhindre [at barnet bliver undfanget]."
Den samme følgesvend [til Muhammed] befandt sig involveret i en lignende hændelse efter ekspeditionen til al'Muraysi i år 5 [efter Hijra, dvs. efter 622]. Muslimernes delvise seksuelle selvbeherskelse, der gav dem tilfredsstillelse af deres lyster uden at kompromittere håbet om løskøbelse af fangerne, blev godkendt af profeten med samme begrundelse som i den foregående hadith. Men da Abu Said ønskede at sælge en ung pige fra byttet, observerede en jøde på markedet, at hun helt sikkert var gravid med ham. Muslimen forsikrede ham om, at han havde udøvet azl, til hvilket jøden svarede, at dette var en afsvækket form for coitus. Informeret om denne diskussion, kunne profeten kun fordømme jødernes løgne.
Jødernes åbent irettesættende holdning overfor arabernes seksuelle udskejelser kan illustreres ved mange talmudiske tekster. De fandt ægteskabelige relationer i løbet af dagen frastødende, undtagen at de som minimum var usynlige. Den usømmelighed, der blev begået under disse handlinger, medførte fysiske skavanker for ethvert barn: stumhed, døvhed, blindhed, lammelse. Onani blev alvorligt irettesat.
De skikke, der skulle følges ved begravelser, i spørgsmål om gravsteder og gravmæler; og mere udpræget, Muhammeds opfattelse af begravede jøders skæbne, viser også den anti-jødiske modvilje. [48]
En anden tradition (Bada b. al'Samit) fortæller, at når profeten deltog i begravelser, havde han for vane at stå op, indtil den døde person var lagt i graven. En dag kom en haber [rabbiner] forbi og fortalte ham, at jøderne gjorde det samme, hvorefter Muhammed opfordrede deltagerne til at sætte sig ned, for således ikke at gøre som jøderne.
Og efter en anden opfattelse: "Man skal ikke gå med langsomme skridt med kisten som jøderne gør." Da Imran b. al-Hussein (død 52) lå for døden, gav han ordre til: "Når I efter min død tager mig udenfor, så gå hurtigt og ikke langsomt ligesom jøderne og de kristne."
En hadith, som var udbredt, fortæller, at profeten under sin dødskamp forbandede jøder og kristne, som havde gjort deres profeters grave til steder for tilbedelse.
Da profeten fik et anfald, kastede han en hamisa (en slags kappe) over sit ansigt; da han kom til sig selv, løftede vi ham, mens han sagde: ’Må Gud forbande jøderne og de kristne, de har gjort deres profeters grave til steder for tilbedelse’ (Aisha tilføjer: ’Han advarede dem [muslimerne] mod en lignende praksis’). Andre steder finder man denne forbandelse uden fortællingen, der indrammer den. Abu Bayda fortæller den som profetens sidste anbefaling, der kom sammen med ordren om at fordrive jøderne fra den arabiske halvø.
"Aisha (Profetens kone) fortalte: Engang kom Allahs Apostel forbi (graven af) en jødinde, hvis pårørende græd over hende. Han sagde: "De græder over hende, og hun bliver tortureret i sin grav."
"Amra, datter af Abd al Rahman, fortalte, at hun hørte (fra) Aisha og gjorde en bemærkning til hende om Abdullah b. Umar, som havde sagt: ’De døde bliver straffet på grund af de levendes klager.’ Til dette sagde Aisha: ’Må Allah forbarme sig over faderen til Abd al-Rahman (Ibn Umar). Han havde ikke løjet, men han glemte eller begik en fejl. Allahs Sendebud (må fred være med ham) kom tilfældigvis forbi en (død) jødinde, der blev sørget over. Efter dette, sagde han: ’De græder over hende, og hun bliver straffet i graven'."
Desuden blev offentlig klage over de døde forbudt for jøderne (og de kristne). [49]
Hadith fordømmer yderligere visse fysiske gestikulationer for at være specifikt jødiske. [50]
En hadith misbilliger muslimer, der hilser på hinanden ved at give et tegn med fingrene, som jøderne gør, eller med hånden, som de kristne. Aisha ville ikke have, at hendes protegé, Masruq, satte sine hænder på hofterne, for, som hun sagde, sådan gør kun jøderne.
At løfte hænderne i bøn er en jødisk gestus.
Man bør ikke svaje (nawadan) under bønnen, som jøderne gør.
Hadith skildrer også jødernes had til og jalousi over for Muhammed. Vajda bemærker, at ifølge hadith [51] ,
... vidste jøderne udmærket, at det var Muhammed, der skulle opfylde forudsigelsen i deres bøger. Så hvis de ikke fulgte ham, var dette ikke af uvidenhed, men af jalousi og national partikularisme.
Han giver dernæst to eksempler på dette tilbagevendende motiv [52] :
"Allahs apostel kom ind i Bayt al-Midras og sagde: ’Send mig den klogeste person blandt jer.’ De sagde: ’Det er Abdallah b. Suriya.’ Allahs apostel forblev alene med ham og bønfaldt ham, ved hans religion, ved de velsignelser, som Gud havde overøst [jøderne] med, ved at nære dem med manna og [salwaa] vagtler og beskytte dem med skyer [om at svare ham]: ’Ved du, at jeg er Allahs apostel?’ Han svarede: ’Ved Gud, ja, og selvfølgelig ved disse mennesker [jøderne], hvad jeg ved, og at beskrivelsen af dig tydeligt findes i Toraen, men de er misundelige på dig.' [Profeten:] ’Hvad forhindrer dig selv?’ Han svarede: ’Jeg føler modvilje mod at handle anderledes end mit folk, men måske vil de følge dig og konvertere til islam, og så vil jeg [også] konvertere'."
"En jøde sagde til sin kammerat: ’Lad os gå og finde profeten for at spørge ham om dette vers (Koranen 17:101): ”Vi gav Moses ni tydelige tegn”.’ Hans kammerat siger: ’Sig ikke profet, når du taler om ham, for hvis han hørte det, ville han få fire øjne.’ De spørger ham, og han siger til dem: ’I ville ikke forbinde noget med Gud; I ville ikke begå tyveri; I ville ikke bedrive hor; I ville ikke dræbe sjælen, som Gud har forbudt, undtagen retfærdigt; I ville ikke praktisere magi; I ville ikke låne ud til ågerrenter; I ville ikke udlevere den uskyldige til myndighedspersoner for at blive henrettet; I ville ikke bagvaske en ærlig kvinde [var.: I ville ikke forlade hæren under et felttog]; og jer, jøder, er det især pålagt ikke at krænke sabbatten.’ Han greb hans hænder og fødder og sagde: ’Vi bekender, at du er en profet.’ Han svarede: 'Og hvad forhindrer jer i at følge mig?’ De svarede: ’David bad til, at [profetiens gave?] aldrig ville forlade hans efterkommere, så derfor frygter vi, at jøderne vil dræbe os, hvis vi konverterede til islam'."
Beskyldningen i hadith om, at jøderne, på trods af at de var overbevist om ægtheden af Muhammeds guddommelige mission, ikke blev tilhængere af islam på grund af stolthed over deres herkomst og begær efter dominans, blev, som Vajda bemærker, et tilbagevendende tema i senere muslimsk polemik. [53]
Slående bevis på jødisk perfiditet i hadith illustreres ved deres uophørlige, skjulte forbandelse af muslimerne, mens de udadtil hilser anstændigt [54] :
"En jøde hilste på Allahs apostel ved at sige ’al-sam alayka’ (’må gift være på dig’, i stedet for ’må fred være med dig’). [Profeten sagde:] ’Bring ham til mig.’ Han sagde til ham: ’Sagde du ”al-sam alayka?”' ’Ja.' Allahs apostel sagde: ’Når Bogens Folk hilser os, så sig ”waalayka”'."
En lidt mere udviklet version: "Da profeten sad blandt sine følgesvende, kommer der en jøde, der hilser på dem. Profeten fik ham til at komme tilbage og spurgte ham: ’Hvad sagde du?’ ’Jeg sagde, ”al-sam alayka”.’ Profeten konkluderede: ’Når en person fra Bogens Folk hilser dig, så sig ”i lige måde,” hvilket betyder, ”hvad du selv har sagt”'."
En let dramatiseret fortælling: "En jøde kom forbi profeten og hans følgesvende, hilste på dem og profetens følgesvende hilste tilbage. Profeten erklærede: 'Han sagde al-sam alaykum.’ De pågreb jøden, bragte ham tilbage, og han indrømmede det. Profeten sagde: ’Giv tilbage, hvad de sagde'."
En anden version præsenterer os for Umar med hans sædvanlige vold: "En person fra Bogens Folk ankom, og hilste på profeten ved at sige ’al-sam alaykumi.’ Så sagde Umar: 'Allahs apostel, skal jeg hugge hovedet af ham?’ Han svarede: ’Nej. Når de hilser dig, så sig ”waalaykum”'."
Andre steder er scenen krydret med Aishas indgriben: "Jøderne kom for at finde profeten og hilste ham med ’al-sam alayka.’ Profeten svarede [dem]: ’Al-sam alaykum.’ Så råbte Aisha: ’Al-sam alaykum, I brødre af aber og svin og Allahs og hans vredes forbandede!’ Profeten sagde: ’Med milde.' Hun svarede: ’Allah apostel, hørte du ikke, hvad de sagde?’ Profeten: ’Hørte du ikke, hvad jeg svarede dem? [Du skal vide] Aisha, [at] mildhed forskønner alt, men alt bliver ødelagt, hvis man undertrykker den'."
Vajda giver disse forklaringer på, hvorfor hadith er så rigt forsynet med (og "glad for at give") eksempler, der bevidner jødisk perfiditet. [55]
Det er umuligt, at en virkelig hændelse kan have dannet grundlag for denne gruppe anekdoter, der er indbyrdes uforenelige. Men det er også sandsynligt, at de blev født af ønsket om at legitimere en herskende ordning, hvis gennemførelse i praksis må have skabt visse vanskeligheder i erobrede lande, hvor selv de mest elementære relationer dagligt konfronterede de nye herskere med en betydelig ikke-muslimsk befolkning.
Denne vigtige række hadither giver en så levende illustration af jøders uforskammethed og grovhed, at man senere, da jurister (fukaha; især de vestlige) indførte ubarmhjertige sanktioner mod enhver, der fornærmede eller forhånede profeten, undrede sig over, hvorfor Muhammed ikke havde behandlet de jøder strengt, der hilste ham med ’al-sam alaykum.’ Qadi/dommer Iyad svarede: ’I begyndelsen af islam [brugte han] især diplomati, for ikke at skræmme sjælene væk med strenge foranstaltninger; og desuden var jødernes belastende ord ikke blevet udtalt tydeligt nok til at kunne udgøre en offentlig skandale.’
Noter
[1] The Investigative Project on Terrorism. Individual Terrorists. Fawaz Damra. http://www.investigativeproject.org/profile/110/fawaz-damra
[2] The Investigative Project on Terrorism. Al Arian’s “Active Arm.” April 7, 1991. http://www.investigativeproject.org/348/al-arians-active-arm
[3] The Investigative Project on Terrorism. Fawaz Damra Fund Raising for Jihad. April 7, 1991. http://www.investigativeproject.org/224/fawaz-damra-fundraising-for-jihad
[4] NOW, Week of 7/7/06, Public Broadcasting System. Profile: Imam Fawaz Damra http://www.pbs.org/now/shows/227/imam-fawaz-damra.html
[5] “Brother says deported imam was arrested by Israel in West Bank upon his arrival.” [Broder siger, at deporteret iman blev arresteret af Israel ved hans ankomst til Vestbredden] The International Herald Tribune, January 8, 2007. http://www.iht.com/articles/ap/2007/01/09/america/NA-GEN-US-Imam-Deportation.php eller http://www.jpost.com/International/Deported-imam-arrested-upon-arrival-in-W-Bank-brother-says
[6] David Briggs, “Islamic Center of Cleveland imam Ahmed Alzaree resigns before starting job.” October 30, 2007. The Cleveland Plain Dealer http://www.cleveland.com/religion/plaindealer/index.ssf?/base/living-0/1193733101223070.xml&coll=2
[7] David Briggs, “Islamic Center hires new imam to replace deported” September 25, 2007. The Cleveland Plain Dealer http://blog.cleveland.com/pdworld/2007/09/islamic_center_hires_new_imam.html
[8] Briggs, “Islamic Center of Cleveland imam Ahmed Alzaree resigns before starting job.”
[9] “The Day of Judgment.” By Imam Ahmed Alzaree. Friday, March 7, 2003 http://www.bizzyblog.com/DayOfJudgement_Alzaree030703.html
[10] Briggs, “Islamic Center of Cleveland imam Ahmed Alzaree resigns before starting job.”
[11] Andrew G. Bostom, “Antisemitism in the Qur’an: Motifs and Historical Manifestations.” Dhimmi Watch, April 7, 2008. Findes ikke længere på Dhimmi Watch/Jihad Watch, men kan findes på flere andre hjemmesider, heriblandt myislam.dk, hvor der også er en dansk oversættelse: “Antisemitisme i Koranen: Motiver og historiske manifestationer”.
[12] Mark Durie, “Isa, the Muslim Jesus” i Robert Spencer, redaktør, The Myth of Islamic Tolerance, Prometheus Books, Amherst, New York, 2005, pp. 541-555. [Online version: her, dansk oversættelse: "Isa, den muslimske Jesus".
[13] Sunan Abu Dawud, Bog 37, Nummer 4310:
Fortalt af Abu Hurayrah: Profeten (fred være med ham) sagde: Der
er ingen profet mellem mig og ham, dvs. Jesus (fred være med ham).
Han vil stige ned (til Jorden). Når I ser ham, kan I genkende
ham: en mand af middelhøjde, rødblond, iført to
lysegule klæder; det ser ud, som om der falder dråber fra
hans hoved, selvom det ikke vil være vådt. Han vil bekæmpe
folk for islams skyld. Han vil slå korset i stykker, dræbe
svin og afskaffe jizya. Allah vil udrydde alle religioner undtagen islam.
Han vil ødelægge Antikrist og vil leve på jorden
i fyrre år, hvorefter han vil dø. Muslimerne vil bede for
ham.
http://www.usc.edu/org/cmje/religious-texts/hadith/abudawud/037-sat.php
[14] Andrew Bostom. “Jews as Christ-Killers in Islam.” FrontPageMagazine.com, Wednesday, March 03, 2004. Dansk oversættelse: “Jøder som ’Kristus-dræbere’ i islam”.
[15] Sunan Abu Dawud, Bog 37, Nummer 4310.
http://www.usc.edu/org/cmje/religious-texts/hadith/abudawud/037-sat.php
[16] Sahih Muslim, Bog 041, Nummer 6985:
Abu Huraira rapporterede, at Allahs Budbringer (må fred være
med ham) sagde:
”Dommedag skal ikke komme, før muslimerne bekæmper
jøderne og dræber dem, så at jøderne gemmer
sig bag træer og sten, og træerne og stenene vil sige: ’O
muslim, O Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb
ham,’ med undtagelse af gharqad-træet, for det er jødernes
træ.”
http://memri.org/bin/articles.cgi?Page=archives&Area=sd&ID=SP109206
Ibn Kathirs kommentar til Koranen 4:155-159 diskuterer også Isas
(den muslimske Jesus’) rolle i overvindelsen af Dajjal og hans
jødiske håndlangere, og påberåber sig den apokalyptiske
kanoniske hadith om jødeudryddelse: Sahih Muslim Bog 041, Nummer
6985. (Tafsir Ibn Kathir, vol. 3, Riyadh, 2000, p. 33-34.)
http://www.usc.edu/org/cmje/religious-texts/hadith/muslim/041-smt.php
[17] “The Covenant of the Islamic Resistance Movement – Hamas.” Middle East Media Research Institute. Special Dispatch Series, No. 1092. February 14, 2006. Dansk oversættelse: Hamas' Charter.
[18] Samaual Al-Maghribi, “Ifham Al-Yahud.” [“At bringe jøderne til tavshed.”] Redigeret og oversat af Moshe Perlmann. Proceedings of the American Academy for Jewish Research, Vol. 32, 1964, p. 19.
[19] Moshe Perlmann, “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada.” Proceedings of the American Academy for Jewish Research, 1948-49, Vol. 18, pp. 269-290.
[20] Perlmann, “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada,” p. 284; Reinhart Dozy, Spanish Islam: A History of the Muslims in Spain, Oversat af Francis Griffin Stokes, London, 1915 (genudgivet af Kessinger Publishing), p. 653.
[21] Richard Gottheil, Joseph Jacobs, “The Crusades” in The Jewish Encyclopedia http://www.jewishencyclopedia.com/view_friendly.jsp?artid=908&letter=C
[22] Andrew G. Bostom, The Legacy of Islamic Antisemitism: From Sacred Texts to Solemn History. Prometheus Books, Amherst, N.Y., 2008, 768 pp.
[23] Jennie Lebel, The Mufti of Jerusalem Haj-Amin el-Husseini and National Socialism. Cigoja Stampa, Belgrade, Serbia, 2007. Engelsk oversættelse af Paul Munch, 373 pp.
[24] Ibid., pp. 311-320.
[25] Sahih Muslim Bog 041, Nummer 6985. Se note 16.
[26] Ibid.
[27] Bostom, “Antisemitism in the Qur’an: Motifs and Historical Manifestations.” Dansk oversættelse: “Antisemitisme i Koranen: Motiver og historiske manifestationer.”
[28] J. Robson, “Hadith”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C. E. Bosworth, E. van Donzel, and W. P. Heinrichs, Brill, 2006, Brill Online; J. Robson, “Tradition, The Second Foundation of Islam”, Muslim World, 1951, Vol. 41, pp. 22, 24.
[29] Robson, “Hadith”; Robson, “Tradition”, pp. 22, 23.
[30] Robson, “Hadith”; Robson, “Tradition”, p.24.
[31] H. Lammens, Islam: Beliefs and Institutions, (genoptryk) New Delhi, 2002, p. 69.
[32] Ibid., p. 65.
[33] Robson, “Tradition”, p. 31.
[34] Ibid., p. 31.
[35] Ibid., p. 32.
[36] Robson i “Hadith” og “Traditions, pp. 25-30.
[37] Ignaz Goldziher, Muslim Studies. To bind. Oversat af C. R. Barber og S. M. Stern, London, 1967-1971, Vol. 2, p. 19.
[38] Joseph Schacht, “A Revaluation of Islamic Traditions”, Journal of the Royal Asiatic Society, 1949, pp. 143-154. Genudgivet i Ibn Warraq (redaktør), The Quest for the Historical Muhammad, Amherst, New York, 2000, pp. 358-367.
[39] Ibid., pp. 366, 361.
[40] Ibid., p. 360.
[41] Goldziher, Muslim Studies, Vol. 2, pp. 18-19.
[42] Georges Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, Journal Asiatique, 1937, Vol. 229, pp. 57-127. En, for første gang, fuld engelsk oversættelse af dette essay findes i aaThe Legacy of Islamic Antisemitism, pp. 235-260.
[43] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, p. 61.
[44] Ibid., p. 63.
[45] Ibid., pp. 63-65.
[46] Ibid., p. 72.
[47] Ibid., pp. 72-73.
[48] Ibid., pp. 75-81; Sahih Bukhari, Bind 2, Bog 23, Nummer 376; Sahih Muslim, Bog 004, Nummer 2029.
[49] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit,” p. 78.
[50] Ibid., pp. 83-84.
[51] Ibid., p. 85.
[52] Ibid., pp. 86-87.
[53] Ibid., p. 87.
[54] Ibid., pp. 87-89.
[55] Ibid. pp. 88, 90.
Andrew G. Bostom,
MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical
School.
Han er forfatter til:
The Legacy
of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy
of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia
Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books
(2012),
The
Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope',
Bravura Books (2013) og
Iran's
Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred
in Iran, Bravura Books (2014).
Oversættelse: Bombadillo