Thomas Jefferson sagde: "Men det gør mig ingen skade, at min nabo siger, at der er tyve guder eller ingen gud. Det hverken tømmer mine lommer eller brækker mine ben."

Det betyder, at tro og praksis, som ikke skader os pengemæssigt eller fysisk, kan tolereres.

Men til hvilken pris? Hvor langt skal vi strække tolerancen?

Svaret på disse komplicerede spørgsmål findes i et andet Jefferson-dokument.

Uafhængighedserklæringen proklamerer: "Vi anser disse sandheder for selvindlysende: At alle mennesker er skabt lige; at de af deres Skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder; at der blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke."

Men dette svar er ikke så simpelt, som det umiddelbart ser ud, for hvordan anvender vi disse tre selvindlysende sandheder over for en aggressiv religion som islam?

Tre universelle rettigheder

De tre universelle rettigheder - liv, frihed og stræben efter lykke - har gennemtrængt vores psyke, hvad enten vi er klar over det eller ikke. Ved hjælp af dem kan vi skelne mellem skadelige og uskadelige regler i sharia. Så lad os pakke de tre rettigheder ud.

Lykke ser ved første øjekast ud til at være så subjektiv og så åben for bred fortolkning, at den er umulig at bestemme endeligt. Men den er ikke så subjektiv, som den umiddelbart ser ud. På bunden afhænger den af liv og frihed.

Lykke betyder at fungere i fortræffelighed og fylde, at virkeliggøre det højeste potentiale og den største frihed. Hvis ens liv og frihed er begrænset og undertrykt, kan man ikke være lykkelig, heller ikke selv om man tror, man er.

At stræbe efter lykke betyder, at individet skaber sit eget Utopia, mens det lever i samfundet og følger grundlæggende love, som f.eks. at overholde kontrakter og respektere andre menneskers ejendom og person. Regeringen skaber ikke Utopia for individet. Regeringen er dannet for at sikre retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Regeringen rydder vejen og skaber et sikkert miljø for folk, så de kan være frie og have en høj livskvalitet og forfølge deres egen lykke, sådan som de selv definerer den.

Liv og frihed er, selvom de har noget subjektivt over sig, ikke helt subjektive. Ekstrem adfærd eller politik fører ikke til liv og frihed, hvad enten en person eller et helt samfund mener det eller ikke, eller om et religiøst system lærer det modsatte - de fører ikke til liv og frihed og lykke. Hvor en handling eller en politik, på trods af tro eller religiøst system, ikke reelt fremmer liv og frihed, kan en person pr. definition ikke blive lykkelig, fordi lykke bygger på liv og frihed.

Et menneske, der lever i undertrykkelse, religiøs eller ateistisk, kan ikke være frit og have en høj livskvalitet; derfor kan han ikke være lykkelig, selv om han tror, han er. Han er ikke den bedste dommer over, hvad lykke er, fordi han ikke har det brede perspektiv.

Eksempler

Konkrete eksempler kan være vanskelige. Nogle gange kan vi alle opleve mennesker, der vælger selvpålagt undertrykkelse og begrænsning (f.eks. hovedtørklæde); men det skader ikke samfundet som helhed, så deres valg kan tolereres. Andre eksempler er dog tydeligvis dårlige, fordi de undertrykker alle eller mange i samfundet (f.eks. andenklasses jizya- eller underkastelses-skat), så den slags sharia-love bør ikke tolereres.

En mand får åbenbaringer, der fortæller hans tilhængere, hvordan man skal klæde sig, hvad man skal tro og hvordan man skal bede. En profet kan lære disse ting, hvis han vil. Han er indenfor sin politiske ret til religionsfrihed. Hvis folk vælger frit at følge ham og har lov til frit at forlade ham igen, så vil de religiøse love ikke tømme lommerne eller brække benene på det større samfund. Disse religiøse regler kan gøres gældende privat eller i moskeen (eller kirken eller synagogen).

Meget taler dog for, at et ekstremt stort antal religiøse love i overdreven grad begrænser liv og frihed, og derfor ikke medfører stræben efter lykke. Ikke desto mindre kan disse religiøse love, der ikke skader det større samfund økonomisk eller fysisk, tolereres.

Men hvis den samme åbenbarer modtager et angiveligt guddommeligt budskab, som befaler ham, ved regeringsdekret eller gennem væbnet kamp, at påtvinge alle andre disse overbevisninger eller at begrænse og straffe afvigende overbevisninger, så bliver den religiøse frihed ikke fremmet, og dette skader samfundet. Hans religion tømmer vore lommer og brækker vore ben.

Og sikkert er det, at et religiøst teokrati ikke skaber Utopia for alle i samfundet, ved at få folk til at rette sig efter en teokrats vision om den ideelle verden. Et teokrati arbejder på overtid for at fjerne alle ufuldkommenheder. Derfor er seksuelle synder forvandlet til forbrydelser. Hvis korporlig afstraffelse skal anvendes, endda op til henrettelse, så må det være. Disse ufuldkommenheder skal væk. Men et teokrati brækker vore ben og tømmer vore lommer.

En småskala-eksempel er en kvinde, der mener, at dette at bære slør, som dækker hele hendes ansigt undtagen spalter til øjnene (enten en burka eller niqab), gør hende lykkelig. Dette er en del af hendes utopi. Hvem er vi til at blande os i hendes stræben efter lykke? Skidt med, at undereksponering for solen kan føre til vitaminmangel, hvilket artiklen om slør i denne serie dokumenter. [Arlandsons artikelserie på Jihad Watch, o.a.] Selv om hun (endnu) ikke er kommet til den erkendelse, at en burka eller niqab er ekstreme begrænsninger af hendes frihed og højeste livskvalitet, er de alligevel sådanne begrænsninger, objektivt set. Selvbedrag eksisterer, og kan defineres som at tro eller tænke, man har ret, mens man i virkeligheden har uret. Og trosopfattelser kan være forkerte.

Men hvis hun stadig frit vælger at bære en burka eller niqab, og frit kan vælge ikke at bære det, så bør hendes tro tolereres. [1] Hvis nogen ønsker at overtale hende med ord alene, ikke ved magt eller regeringspåbud, så kan vedkommende forsøge. Men hendes personlige frihed skal respekteres, når diskussionen er slut.

Men hvis en regering vedtager love, der tvinger alle kvinder at bære visse religiøse beklædningsgenstande, så er disse love forkerte, fordi de krænker friheden, og krænket frihed fører ikke til den højeste livskvalitet. Og et forringet liv stemmer ikke overens med lykke - eller stræben efter den. I et sådant undertrykkende miljø, kan individer ikke skabe deres personlige Utopia, som de selv definerer det.

Et andet eksempel på, hvordan sharia begrænser liv og frihed: Sharia lægger stadig i dag en underkastelses-skat på jøder eller kristne eller andre religiøse minoriteter, der nægter at slutte sig til islam. Forsvarere af denne politik siger, at den er udformet for at give dem beskyttelse - for det privilegium at leve under islam.

Men en andenklasses underkastelses-skat, baseret på religion, krænker principperne i Uafhængighedserklæringen. Den skader os faktisk økonomisk og juridisk. Alle bør være lige for loven; ingen bør diskrimineres imod, fordi han eller hun tilhører et religiøst mindretal i et islamisk land.

Og nu kan vi fælde den dom, at denne islamiske regel om en religiøs underkastelsesskat er dårlig, for den er uforenelig med menneskets fremadskridende udvikling. Skatten fornedrer livet og friheden for jøder og kristne og andre religiøse mindretal, fordi de bliver andenrangs-borgere og er frataget nogle af deres lovlige indtægter af en særlig religionsskat, der er skræddersyet til dem. Når deres liv og frihed er begrænset, kan de ikke forfølge lykken, som de selv definerer den.

Grundlaget for moderne samfund er lighed for loven. Men islam lærer religiøst hierarki for sin sharia skattelov.

En væsentlig grund til at amerikanere udkæmpede Den amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783) var at frigøre os fra skatter, pålagt os uden vores samtykke. Hvorfor skulle vi give vores samtykke til en andenklasses religiøs underkastelsesskat, selvom regeringen hævdede, at den kom fra Allah selv?

I alle disse eksempler, er det generelle princip Jeffersons: Hvis en handling eller politik ikke skader os økonomisk eller fysisk, så bør den være tilladt. Men hvis den skader os på disse to måder (eller er på nippet til at gøre det), så bør den ikke være tilladt.

Konklusion

De sharia-love, der er opført i Tredive dårlige sharia-love [Thirty Bad Shariah Laws], skal - uanset hvor kulturelt ufølsomt det kan lyde - afvises, fordi de er aggressive og undertrykkende, ikke fredelige eller milde. Disse praksisser er i sig selv intolerante eller respekterer ikke alle mennesker med fuld værdighed.

De er ekstreme og fornægter dermed liv, frihed og stræben efter lykke. Derfor er disse skadelige sharia-love forkerte. De (burde) have haft udløbsdatoer på dem - tilbage i det syvende århundrede.

Vi er dog nødt til at være overbærende over for godartede skikke vedrørende bøn, kost (f.eks. ikke at spise svinekød), at læse eller bære en hellig bog offentligt, ordentlig vask eller at bære tørklæde, selv burka eller niqab. Ingen af disse ting brækker vore ben eller tømmer vore lommer.

Men vi skal være hypersensitive over for overdrevne og barske sharia-love, som vi kan dømme efter disse tre principper - liv og frihed og stræben efter lykke. Over for disse normer kommer mange af sharia-lovens regler til kort. Vi skal dømme dem.

Vesten beskyldes for arrogance, og måske er anklagen undertiden berettiget. Men afvisningen af at lære af Vesten er også et tegn på arrogance. Vi har lært vores lektie om vore tre rettigheder efter århundreders fejltagelser.

Indtil islam reelt har reformeret sig på disse områder, følger de ti forslag til reform og har praktiseret denne linie overbevisende gennem lang tid, må intellektuelle eliter i USA og andre steder i verden udvise ekstrem forsigtighed med at antage, at sharia er fuldstændig uskadelig eller bare misforstået. De må ikke udforme nogen politik, skrive noget skolepensum, udstede nogen kendelse eller vedtage nogen lov, der er baseret på eller refererer til sharia. Islam skal bøje sig mod os, ikke os mod den.

Eliterne skal holde sig til eller vende tilbage til Erklæringens tre principper, som vejleder (eller burde vejlede) USA og har tjent os så godt: Liv, frihed og stræben efter lykke. Vores civilisation står og falder med dem.

Vores civilisation vil stå fast ved vores udtalte mod til at fremme dem, selvom de benægter sharia, selvom de virker intolerante. Men vores civilisation vil falde ved vores feje tavshed.

Noter

[1] Jeg tænker ikke på en kvinde iført slør, som dækker hele hendes ansigt undtagen spalter til øjnene, i situationer som bilkørsel eller når der skal tages billeder til officielle foto-id'er. Kvinden må gå på kompromis, fordi hun potentielt bringer det større samfund i fare.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Oversættelse: Bombadillo