Fuldt officielt referat
Af
Kilde: The Times of Israel, 21. oktober 2015
Udgivet på myIslam.dk: 20. november 2015
Araberne var Tysklands naturlige venner, fortalte Hajj Amin al-Husseini den nazistiske leder i 1941, fordi de havde de samme fjender - nemlig englænderne, jøderne og kommunisterne
Hitler som vært for stormufti Hajj Amin al-Husseini i 1941 i Tyskland.
(Heinrich Hoffmann Collection/Wikipedia)
Stormufti:
Stormuftien begyndte med at takke Føreren for den store ære, han havde skænket ved at modtage ham. Han ønskede at benytte lejligheden til at bringe Føreren for Det Stortyske Rige, beundret af hele den arabiske verden, sin tak for den sympati, som han altid havde vist for den arabiske og især den palæstinensiske sag, og som han havde givet klart udtryk for i sine offentlige taler.
De arabiske lande var fast overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen, og at den arabiske sag så ville få fremgang. Araberne var Tysklands naturlige venner, fordi de havde de samme fjender som Tyskland, nemlig englænderne, jøderne og kommunisterne. Derfor var de rede til at samarbejde med Tyskland af hele deres hjerte, og stod klar til at deltage i krigen, ikke kun negativt, ved udførelse af sabotagehandlinger og anstiftelse af omvæltninger, men også positivt ved dannelse af en arabisk legion.
Araberne kunne være mere nyttige som allierede for Tyskland end det kunne se ud til ved første øjekast, både af geografiske årsager og på grund af de lidelser, de blev påført af englænderne og jøderne. Endvidere havde de tætte forbindelser med alle muslimske nationer, som de kunne gøre brug af på vegne af den fælles sag. Den Arabiske Legion ville være ganske let at etablere. En appel fra muftien til de arabiske lande, og til fanger af arabisk, algerisk, tunesisk og marokkansk nationalitet i Tyskland, ville producere et stort antal frivillige, ivrige efter at kæmpe. Om Tysklands sejr var den arabiske verden fast overbevist, ikke kun fordi das Reich besad en stor hær, tapre soldater og militære ledere af geni, men også fordi den Almægtige aldrig kunne give sejr til en uretfærdig sag.
I denne kamp stræbte araberne efter uafhængigheden og enheden af Palæstina, Syrien og Irak. De havde den største tillid til Føreren og så hen til hans hånd for balsam til deres sår, som var blevet påført dem af Tysklands fjender.
Muftien nævnte så det brev, han havde modtaget fra Tyskland, som fastslog, at Tyskland ikke holdt noget arabisk territorium, samt forstod og anerkendte arabernes forhåbninger om uafhængighed og frihed, ligesom det støttede afskaffelsen af det jødiske nationale hjem.
En offentlig erklæring i denne forstand ville i dette øjeblik være meget nyttig for dens propagandaeffekt på de arabiske folk. Den ville vække araberne fra deres nuværende sløvhed og give dem nyt mod. Den ville også lette muftiens arbejde med hemmeligt at organisere araberne frem mod det øjeblik, hvor de kunne slå til. Samtidig kunne han give sikkerhed for, at araberne i streng disciplin ville vente tålmodigt på det rigtige øjeblik og kun slå til på ordre fra Berlin.
Med hensyn til begivenhederne i Irak bemærkede muftien, at araberne i landet bestemt ikke på nogen måde var blevet tilskyndet af Tyskland til at angribe England, men udelukkende havde handlet som reaktion på et direkte engelsk angreb på deres ære.
Tyrkerne, mente han, ville hilse oprettelsen af en arabisk regering i de omkringliggende områder velkommen, fordi de ville foretrække svagere arabiske frem for stærke europæiske regeringer i nabolandene, og, da de selv var et folk på 7 millioner, i øvrigt intet havde at frygte fra de 1.700.000 arabere, der levede Syrien, Transjordan, Irak og Palæstina.
Frankrig ville ligeledes ikke have indvendinger mod foreningsplanen, fordi det havde indrømmet uafhængighed til Syrien så tidligt som 1936, og havde givet sit bifald til foreningen af Irak og Syrien under kong Faisal så tidligt som 1933.
Under disse omstændigheder ville han forny sin anmodning om, at Føreren gav en offentlig erklæring, så araberne ikke ville miste håbet, hvilket er så magtfuld en kraft i nationernes liv. Med et sådant håb i deres hjerter var araberne, som han havde sagt, villige til at vente. De pressede ikke på for en øjeblikkelig virkeliggørelse af deres forhåbninger; de kunne let vente et halvt år eller et helt år. Men hvis de ikke blev inspireret af et sådant håb med en erklæring af denne art, kunne det forventes, at englænderne ville vinde ved det.
Hitler:
Føreren svarede, at Tysklands grundholdning i disse spørgsmål, som muftien selv allerede havde anført, var klar. Tyskland stod for kompromisløs krig mod jøderne. Dette omfattede naturligvis aktiv modstand mod det jødiske nationale hjem i Palæstina, som ikke var andet end et center, i form af en stat, for udøvelse af den destruktive indflydelse af jødiske interesser. Tyskland var også klar over, at påstanden om, at jøderne fungerede som økonomiske pionerer i Palæstina, var en løgn. Arbejdet dér blev udelukkende udført af araberne, ikke af jøderne. Tyskland var besluttet på, skridt for skridt, at bede det ene europæiske land efter det andet om at løse dets jødiske problem, og også, på det rette tidspunkt, at rette en lignende appel til ikke-europæiske lande.
Tyskland var på nuværende tidspunkt involveret i en kamp på liv og død med to citadeller for jødisk magt: Storbritannien og Sovjetrusland. Teoretisk var der en forskel mellem Englands kapitalisme og Sovjetruslands kommunisme; men i virkeligheden forfulgte jøderne i begge lande et fælles mål. Dette var den afgørende kamp; på det politiske plan, viste den sig i hovedsagen som en konflikt mellem Tyskland og England, men ideologisk var det en kamp mellem nationalsocialismen og jøderne. Det var klart, at Tyskland ville give direkte og praktisk hjælp til de arabere, der var involveret i den samme kamp, fordi platoniske løfter var ubrugelige i en krig om overlevelse eller ødelæggelse, i hvilken jøderne var i stand til at mobilisere hele Englands magt for deres mål.
Støtten til araberne måtte blive materiel støtte. Til hvor ringe hjælp sympatier alene var i sådan en kamp, var blevet tydeligt demonstreret af operationen i Irak, hvor omstændighederne ikke havde tilladt bidrag i form af virkelig effektiv, praktisk hjælp. Til trods for alle sympatierne, havde tysk støtte ikke været tilstrækkelig og Irak blev overvundet af Storbritanniens magt, det vil sige af jødernes vogter.
Muftien kunne dog ikke være andet end klar over, at resultatet af den kamp, der i øjeblikket foregår, også ville afgøre skæbnen for den arabiske verden. Føreren måtte derfor tænke og tale køligt og bevidst, som et rationelt menneske og primært som en soldat, som leder af de tyske og allierede hære. Alt hvad der var til hjælp i denne titaniske kamp for den fælles sag, og dermed også for araberne, måtte gøres. Men hvad som helst, der kunne bidrage til at svække den militære situation, måtte sættes til side, uanset hvor upopulært dette skridt måtte være.
Tyskland var nu engageret i meget alvorlige slag for at åbne porten til den nordlige Kaukasus-region. Vanskelighederne bestod hovedsageligt i at opretholde forsyningerne, hvilket var meget svært som følge af ødelæggelsen af jernbaner og hovedveje samt den forestående vinter. Hvis Føreren i et sådant øjeblik bragte Syrien-problemet på bane i en erklæring, ville de elementer i Frankrig, som var under de Gaulles indflydelse, få ny styrke. De ville fortolke Førerens erklæring som en hensigt om at opløse Frankrigs kolonirige, og ville appellere til deres landsmænd om, at de hellere skulle gøre fælles sag med englænderne for at forsøge at redde, hvad der stadig kunne reddes. En tysk erklæring vedrørende Syrien ville i Frankrig blive opfattet som en henvisning til de franske kolonier i almindelighed, og dette ville på nuværende tidspunkt skabe nye problemer i Vesteuropa med den konsekvens, at en del af de tyske væbnede styrker ville blive immobiliseret i vest og ikke længere være til rådighed for kampagnen i øst.
Føreren gav derefter følgende erklæring til muftien med formaningen om at låse den inde i sit hjertes dybeste dyb.
1. Han (Føreren) ville fortsætte kampen for den totale ødelæggelse
af det jødisk-kommunistiske imperium i Europa.
2. På et tidspunkt - som det var umuligt at fastsætte præcist i dag,
men som under alle omstændigheder ikke var fjernt - ville de tyske hære
som følge af denne kamp nå frem til den sydlige udgang fra Kaukasus.
3. Så snart dette var sket, ville Føreren selv give den arabiske verden
sikkerhed for, at dens befrielses time var kommet. Tysklands mål ville
så alene være ødelæggelsen af det jødiske element bosat i den arabiske
sfære under beskyttelse af britisk magt. I denne time ville muftien
blive den mest autoritative talsmand for den arabiske verden. Det ville
så være hans opgave at udløse de arabiske operationer, som han hemmeligt
havde forberedt. Når den time var kommet, kunne Tyskland også være uanfægtet
af franske reaktioner på en sådan erklæring.
Når Tyskland først med magt havde åbnet vejen til Iran og Irak gennem Rostov, ville det også være begyndelsen til enden for det britiske verdensimperium. Han (Føreren) håbede, at det kommende år ville gøre det muligt for Tyskland at åbne den kaukasiske port til Mellemøsten. Til gavn for deres fælles sag, ville det være bedre, at den arabiske erklæring blev udsat et par måneder mere, end at Tyskland skulle skabe vanskeligheder for sig selv uden derved at kunne hjælpe araberne.
Han (Føreren) forstod fuldt ud arabernes iver efter en offentlig erklæring af den art, som stormuftien anmodede om. Men han ville bede ham tage i betragtning, at han (Føreren) selv var statschef for Det Tyske Rige i fem lange år, under hvilke han var ude af stand til at erklære befrielse for sit eget hjemland. Han måtte vente - indtil en situation var skabt, der var baseret på våbenmagt - med at erklære, at Anschluss var blevet gennemført.
I det øjeblik, hvor Tysklands tank-divisioner og luft-eskadriller havde meldt deres ankomst syd for Kaukasus, kunne den offentlige appel, som stormuftien anmodede om, gå ud til den arabiske verden.
Stormufti:
Stormuftien svarede, at det var hans opfattelse, at alt ville komme til at gå, netop som Føreren havde sagt. Han var fuldt beroliget og tilfreds med de ord, han havde hørt fra lederen af den tyske stat. Han spurgte dog, om det ikke ville være muligt, hemmeligt i det mindste, at indgå en aftale med Tyskland af den art, han lige havde skitseret for Føreren.
Hitler:
Føreren svarede, at han netop nu havde givet stormuftien præcist denne fortrolige erklæring.
Stormufti:
Stormuftien takkede ham for det og erklærede afslutningsvist, at han tog afsked med Føreren fuld af tillid og med gentagen tak for interessen vist for den arabiske sag.
Oversættelse: Bombadillo