Anbefalet artikel:
Hvad vi kæmper for
Et brev fra Amerika
Af Amerikanske Intellektuelle

Oversættelse af: What We’re Fighting For
Kilde: Institute for American Values, februar 2002
Udgivet her på myIslam.dk: 23. december 2011

Præambel

Til tider bliver det nødvendigt for en nation at forsvare sig selv med våbenmagt. Da krig er en alvorlig sag, der involverer ofring og berøvelse af dyrebart menneskeliv, så kræver samvittigheden, at de, der skal føre krigen, klart gør rede for de moralske ræsonnementer bag deres handlinger, for at gøre det klart for hinanden og for verdenssamfundet, hvilke principper de forsvarer.

Vi bekræfter fem grundlæggende sandheder, der gælder for alle mennesker uden forskel:

1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
2. Samfundets grundlæggende enhed er den menneskelige person, og en regerings legitime rolle er at beskytte og fremme betingelser for menneskelig trivsel.
3. Mennesket ønsker af naturen at søge sandheden om livets mening og yderste mål.
4. Samvittigheds- og religionsfrihed er ukrænkelige rettigheder for den menneskelige person.
5. Drab i Guds navn er i strid med troen på Gud og er det største forræderi mod universaliteten af religiøs tro.

Vi kæmper for at forsvare os selv og for at forsvare disse universelle principper.


Hvad er de amerikanske værdier?

Siden den 11. september, har millioner af amerikanere spurgt sig selv og hinanden, hvorfor? Hvorfor er vi mål for disse hadefulde angreb? Hvorfor ønsker de, der vil dræbe os, at dræbe os?

Vi erkender, at vores nation nogle gange har handlet med arrogance og uvidenhed mod andre samfund. Til tider har vores nation fulgt misforståede og uretfærdige interesser. Alt for ofte har vi som nation ikke kunnet leve op til vores idealer. Vi kan ikke opfordre andre samfund til at overholde moralske principper uden samtidig at indrømme vort eget samfunds til tider manglende evne til at overholde de samme principper. Vi er forenet i den overbevisning - og har tillid til, at alle mennesker af god vilje i verden er enige – at ingen påberåbelse af fordele og ulemper ved særlige udenrigspolitikker, nogensinde kan retfærdiggøre, eller endog foregive at finde mening i, massenedslagtning af uskyldige mennesker.

Desuden - i et demokrati som vores, hvor regeringen får sin magt fra de regeredes samtykke, er politik, i det mindste delvist, en følge af kultur, af værdier og prioriteringer i samfundet som helhed. Selvom vi ikke gør krav på at have fuldt kendskab til vores angribere og deres sympatisørers motiver, så mener vi dog at kunne forstå, at deres klager rækker langt ud over enhver politik eller sæt af politikker. Når alt kommer til alt, så fremsatte den 11. septembers mordere ingen særlige krav; i denne forstand, i det mindste, blev drabene begået for deres egen skyld. Lederen af al-Qaeda beskrev de "velsignede angreb" den 11. september som slag mod Amerika, "leder af den vantro verden." Det er derfor klart, at vores angribere foragter ikke blot vores regering, men vores samlede samfund, hele vores måde at leve på. I bund og grund retter deres klage sig ikke blot mod, hvad vores ledere gør, men også mod hvem vi er.

Så hvem er vi? Hvad værdsætter vi? For mange mennesker, herunder mange amerikanere og et antal underskrivere af dette brev, er visse værdier, der undertiden ses i Amerika, frastødende og skadelige. Forbrugerisme som en livsstil. Begrebet frihed forstået som ”ingen regler”. Begrebet individ forstået som en selvstændig og helt suveræn person, der kun har lidt at takke andre eller samfundet for. Svækkelsen af ægteskab og familieliv. Plus et enormt underholdnings- og kommunikationsapparat, der utrætteligt forherliger sådanne idéer og udsender dem, uanset om de er velkomne eller ej, til næsten ethvert hjørne af kloden.

En stor opgave for os som amerikanerne, også vigtig før 11. september, er at se disse utiltrækkende aspekter af vort samfund i øjnene, og gøre alt hvad vi kan for at ændre dem til det bedre. Vi forpligter os til denne indsats.

Samtidig er andre amerikanske værdier - hvilke vi betragter som vore grundlæggende idealer, og dem, der mest definerer vores livsform - helt forskellige fra disse, og de er langt mere attraktive, ikke kun for amerikanere, men for mennesker overalt i verden. Lad os kort nævne fire af dem.

Den første er den overbevisning, at alle mennesker, som en fødselsret, besidder en medfødt menneskelig værdighed, og at ethvert menneske altid skal behandles som et mål snarere end som et middel. Grundlæggerne af USA, der trak på naturretstraditionen såvel som på den grundlæggende religiøse påstand, at alle mennesker er skabt i Guds billede, erklærede som "indlysende" idéen om, at alle mennesker besidder lige værdighed. Det tydeligste politiske udtryk for troen på en ophøjet menneskelig værdighed er demokrati. I de seneste generationer i USA har et af de klareste kulturelle udtryk for denne idé været hævdelsen af ligeværdighed mellem mænd og kvinder, og mellem alle mennesker uanset race eller farve.

Den anden, som er en nøje følge af den første, er den overbevisning, at universelle moralske sandheder (som vores nations grundlæggere kaldte "naturens love og naturens Gud") eksisterer og er tilgængelige for alle mennesker. Nogle af de mest veltalende udtryk for vores tillid til disse sandheder findes i vores Uafhængighedserklæring, George Washingtons Afskedstale, Abraham Lincolns Gettysburg-tale og Anden indsættelsestale, og Dr. Martin Luther King, Jr.'s Brev fra et Birmingham-fængsel.

Den tredje er den overbevisning, at fordi vores individuelle og kollektive adgang til sandhed er ufuldkommen, så vil de fleste tilfælde af uenighed om værdier kalde på høflighed, åbenhed over for andre synspunkter og fornufsargumenter i forfølgelsen af sandheden.

Den fjerde er samvittighedsfrihed og religionsfrihed. Disse uløseligt forbundne friheder er almindeligt anerkendt, i vores eget land og andre steder, som en afspejling af den grundlæggende menneskelige værdighed, og som en forudsætning for andre individuelle frihedsrettigheder.

For os at se er det mest bemærkelsesværdigt ved disse værdier, at de gælder for alle mennesker uden forskel, og ikke kan bruges til at udelukke nogen fra anerkendelse og respekt baseret på race, sprog hukommelse eller religion. Derfor kan enhver i princippet blive amerikaner. Og alle gør det i virkeligheden. Folk fra hele verden kommer til vores land med, hvad en statue i New Yorks havn kalder, en længsel efter at ånde frit, og bliver tilstrækkeligt hurtigt amerikanere. Historisk set har ingen anden nation smedet sin inderste identitet - landets forfatning og andre stiftende dokumenter samt dens grundlæggende selvforståelse - så direkte og eksplicit på de universelle menneskelige værdiers grund. For os er ingen andre kendsgerninger om dette land vigtigere.

Nogle mennesker hævder, at disse værdier ikke er universelle, men i stedet stammer fra især den vestlige, hovedsagelig kristne civilisation. De hævder, at dette at opfatte disse værdier som universelle er at benægte andre kulturers særegenhed. Vi er uenige. Vi anerkender vores egen civilisations resultater, men vi tror, at alle mennesker er skabt lige. Vi tror på den universelle mulighed for og ønskelighed af menneskelig frihed. Vi mener, at visse grundlæggende moralske sandheder kan identificeres overalt i verden. Vi er enige med den internationale gruppe af fremtrædende filosoffer, der i slutningen af 1940'erne medvirkede til at skabe FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, og som konkluderede, at nogle få grundlæggende moralske ideer er så udbredte, at de "kan ses som implicit i menneskets natur, som medlem af samfundet." I håbet, og på grundlag af beviser, er vi enige med Dr. Martin Luther King, Jr. i, at det moralske univers’ krumning er svag, men den bøjer sig mod retfærdighed, ikke kun for de få, eller de heldige, men for alle mennesker.

Når vi ser på vores eget samfund, så indrømmer vi igen den alt for hyppige afstand mellem vores idealer og vores adfærd. Men som amerikanerne, i en tid med krig og global krise, vil vi også tillade os at påstå, at det bedste af, hvad vi også løst kalder "amerikanske værdier", ikke alene tilhører Amerika, men faktisk er menneskehedens fælles arv, og derfor et muligt grundlag for håbet om et verdenssamfund baseret på fred og retfærdighed.


Hvad med Gud?

Siden den 11. september, har millioner af amerikanere spurgt sig selv og hinanden, hvad med Gud? Kriser i denne størrelsesorden tvinger os til på ny at gennemtænke de første principper. Når vi betragter denne hændelses rædsel og den fare, der sandsynligvis vil komme, spørger mange af os: Er religiøs tro en del af løsningen eller en del af problemet?

Underskriverne af dette brev kommer fra forskellige religiøse og moralske traditioner, herunder sekulære traditioner. Vi er forenet i vores tro på, at dette at påberåbe sig Guds autoritet til at dræbe eller lemlæste mennesker er umoralsk og i strid med troen på Gud. Mange af os mener, at vi er under Guds dom. Ingen af os tror, at Gud nogensinde instruerer nogle af os til at dræbe eller erobre andre af os. Ja, en sådan holdning, uanset om den kaldes "hellig krig" eller "korstog", krænker ikke alene grundlæggende principper om retfærdighed, men er i virkeligheden en negation af religiøs tro, da den forvandler Gud til en afgud, til brug for menneskets egne formål. Vores egen nation var engang involveret i en lang borgerkrig, hvor begge sider stolede på Guds hjælp imod den anden. I sin Anden indsættelsestale i 1865 udtrykte USA’s sekstende præsident, Abraham Lincoln, det enkelt: "Den Almægtige har sine egne formål."

De, der angreb os den 11. september, proklamerer åbent, at de er engageret i hellig krig. Mange, der støtter eller sympatiserer med angriberne, påkalder også Guds navn og synes at tilslutte sig begrundelsen for hellig krig. Men for at se det katastrofale ved denne tankegang, behøver vi som amerikanere kun at mindes vores egen, og den vestlige verdens, historie. Kristne religiøse krige og kristen sekterisk vold sønderrev Europa i det meste af et århundrede. I USA er vi ikke ukendte med folk, der vil myrde, i det mindste delvis, i deres religiøse tros navn. Hvad dette særlige onde angår: Ingen civilisation og ingen religiøs tradition er uden plet.

Mennesket har en grundlæggende trang til at spørge for at vide. At vurdere, vælge, og have grunde til, hvad vi værdsætter og elsker, er karakteristiske menneskelige aktiviteter. En del af dette iboende ønske om at vide retter sig imod hvorfor vi er født, og hvad der vil ske, når vi dør, hvilket fører os til at søge sandheden om de yderste mål, herunder, for mange mennesker, spørgsmålet om Gud. Nogle af underskriverne til dette brev tror, at mennesket af naturen er "religiøst" i den forstand, at alle, også dem, der ikke tror på Gud og ikke deltager i organiseret religion, træffer valg om, hvad der er vigtigt og afspejler ultimative værdier. Alle underskriverne til dette brev erkender, at religiøs tro og religiøse institutioner overalt i verden er vigtige grundlag for det civile samfund, og ofte har følger for samfundet, som er gavnlige og helende, til tider har følger, der er splittende og voldelige.

Så hvordan kan regeringer og samfundets ledere bedst reagere på disse grundlæggende menneskelige og sociale realiteter? En løsning kunne være at forbyde eller undertrykke religion. En anden mulig løsning kunne være at antage en ideologisk sekularisme: En stærk samfundsmæssig skepsis eller fjendtlighed overfor religion, baseret på den forudsætning, at religion, og især ethvert offentligt udtryk for religiøs overbevisning, i sig selv er problematisk. En tredje mulig reaktion er at etablere teokrati: Troen på, at en religion, formodentlig den eneste sande religion, bør være obligatorisk for alle medlemmer af samfundet og derfor bør modtage fuldstændig eller betydelig statslig garanti og støtte.

Vi er uenige med hvert af disse svar. Juridisk undertrykkelse krænker radikalt den civile og religiøse frihed og er uforenelig med det demokratiske civilsamfund. Selv om ideologisk sekularisme kan være taget til i vores samfund i de seneste generationer, er vi uenige i den, fordi den ville nægte offentlig legitimitet til en vigtig del af civilsamfundet samt søge at undertrykke eller benægte eksistensen af, hvad der, i det mindste muligvis, er en vigtig dimension af selve det at være menneske. Selv om teokrati har været en realitet i vestlig (men ikke i USA’s) historie, tager vi afstand fra det af både sociale og teologiske grunde. Socialt, fordi statslig etablering af en bestemt religion kan komme i konflikt med princippet om religionsfrihed, en grundlæggende menneskeret. Hertil kommer, at regeringskontrol af religion kan forårsage eller forværre religiøse konflikter, og måske endnu vigtigere, kan true vitaliteten og ægtheden af religiøse institutioner. Teologisk, fordi selv for dem, der er fast overbevist om deres tros sandhed, vil tvangen af andre, i religiøse samvittighedsspørgsmål, i sidste ende være en krænkelse af religion i sig selv, fordi den fratager disse andre personer retten til at svare frit og værdigt på Skaberens kald.

På sit bedste forsøger USA at være et samfund, hvor tro og frihed kan eksistere sammen, og hver af dem højner den anden. Vi har en sekulær stat - vores embedsmænd er ikke samtidigt religiøse embedsmænd - men vi er langt det mest religiøse samfund i den vestlige verden. Vi er en nation, der dybt respekterer religiøs frihed og mangfoldighed, herunder ikke-troendes rettigheder, men samtidig en nation, hvis borgere aflægger et troskabsløfte til "en nation, under Gud," og en nation, der i mange af dets retslokaler erklærer, og på alle dets mønter indskriver mottoet: "Vi stoler på Gud." Politisk set har vores adskillelse af kirke og stat til formål at holde politikken inden for dens rette sfære, dels ved at begrænse statens magt til at kontrollere religionen, og dels ved at få regeringen selv til at trække legitimitet fra, og arbejde under, en højere moralsk himmel, den ikke selv har skabt. Åndeligt set tillader vores adskillelse af kirke og stat religionen at være religion, ved at løsgøre den fra regeringens tvingende magt. Kort sagt forsøger vi at adskille kirke og stat for at give beskyttelse og passende livskraft til dem begge.

For amerikanerne med religiøs tro har udfordringen ved at tilslutte sig både religiøs sandhed og religiøs frihed ofte været vanskelig. Sagen er for øvrigt aldrig afgjort. Vi har en social og forfatningsmæssige ordning, som næsten pr. definition kræver konstant overvejelse, debat, justering og kompromis. Den er også hjulpet af, og hjælper til at frembringe, et vist særpræg eller temperament, der gør, at religiøst troende, der knytter sig stærkt til deres tros sandhed, også respekterer dem, der følger en anden vej - ikke som et kompromis med sandheden, men som et aspekt af den.

Hvad kan bidrage til at mindske religiøst baseret mistillid, had og vold i det 21. århundrede? Der er selvfølgelig mange væsentlige svar på dette spørgsmål, men her, håber vi, er der et: En uddybelse og fornyelse af vores påskønnelse af religion ved at anerkende religionsfrihed som en grundlæggende rettighed for alle mennesker i alle nationer.


En retfærdig krig?

Vi erkender, at al krig er forfærdelig, og i sidste ende repræsenterer menneskelig politisk fiasko. Vi ved også, at den linje, der adskiller det gode fra det onde ikke løber mellem ét samfund og et andet, meget mindre mellem én religion og en anden; denne linje løber i sidste ende midt gennem ethvert menneskes hjerte. Endelig erkender de af os - jøder, kristne, muslimer og andre – der er troens folk, vort ansvar, angivet i vore hellige skrifter, for at elske barmhjertighed og gøre alt, hvad der står i vores magt for at forhindre krig og leve i fred.

Men fornuft og omhyggelig moralsk refleksion lærer os også, at der er tidspunkter, hvor det første og vigtigste svar på ondskab er at stoppe den. Der er tidspunkter, hvor krigsførelse ikke alene er moralsk tilladt, men er moralsk nødvendig, som en reaktion på katastrofale handlinger af vold, had og uretfærdighed. Dette er en af disse tider.

Idéen om "retfærdig krig" er bredt funderet, med rødder i mange af verdens forskellige religiøse og verdslige moralske traditioner. Jødisk, kristen og muslimsk lære, for eksempel, indeholder alle alvorlige overvejelser over definitionen af retfærdig krig. Nogle mennesker insisterer ganske vist på, ofte i realismens navn, at krig i alt væsentligt er en verden af egoisme og nødvendighed, hvilket gør de fleste forsøg på moralsk analyse irrelevante. Vi er uenige. Moralsk tavshed over for krig er i sig selv et moralsk standpunkt - et, der afviser fornuftens mulighed, accepterer normløshed i internationale anliggender, og kapitulerer til kynismen. At søge at anvende objektive moralske ræsonnementer i spørgsmålet om krig er at forsvare muligheden for et civilt samfund og et verdenssamfund baseret på retfærdighed.

Principperne for retfærdig krig lærer os, at aggressive og ekspansive krige aldrig er acceptable. Krige kan ikke legitimt kæmpes for national ære, for at hævne tidligere uret, for territorial udvidelse, eller for andre ikke-defensive formål.

Den primære moralske begrundelse for krig er, at den beskytter uskyldige mod at lide sikker overlast. Augustin, hvis bog Guds Stad fra begyndelsen af det 5. årh. er et skelsættende bidrag til tænkningen om retfærdig krig, argumenterer (efter Sokrates), at det er bedre for den kristne som enkeltperson at lide skade, end at begå den. Men er den moralsk ansvarlige person også påbudt, eller endog tilladt, at forpligte andre uskyldige personer til ikke-selvforsvar? For Augustin, og for den bredere tradition om retfærdig krig, er svaret nej. Hvis man har tvingende bevis for, at uskyldige mennesker, som ikke er i stand til at beskytte sig selv, vil blive alvorligt skadet, medmindre en indgribende magt bruges til at standse en aggressor, så vil det moralske princip om næstekærlighed kalde os til brugen af magt.

Krige kan ikke legitimt kæmpes mod farer, der er små, tvivlsomme, eller af ubestemmelig konsekvens, eller mod farer, der efter alt at dømme udelukkende kan dæmpes gennem forhandling, appellerer til fornuft, overtalelse fra tredjepart eller andre ikke-voldelige midler. Men hvis faren for uskyldigt liv er reel og sikker, og især hvis den angribende part er motiveret af uforsonligt fjendskab - hvis det mål han søger, ikke er din villighed til at forhandle eller give efter, men snarere din undergang – så er anvendelse af en forholdsmæssig stor magt moralsk berettiget.

En retfærdig krig kun kan udkæmpes af en legitim myndighed med ansvar for den offentlige orden. Vold, der er freelance, opportunistisk, eller individualistisk er aldrig moralsk acceptabel.

En retfærdig krig kan kun føres mod personer, der er soldater. Autoriteter i emnet retfærdig krig fra hele verden og gennem hele historien - hvad enten de er muslimer, jøder, kristne, fra andre trostraditioner, eller sekulære – har konsekvent lært os, at nonkombattanter er sikret mod bevidste angreb. At dræbe civile for hævn, eller som et middel til at afskrække folk, der sympatiserer med dem og som kunne tænkes at angribe, er moralsk forkert. Selv om det i visse tilfælde, og inden for meget snævre rammer, kan være moralsk forsvarligt at udføre militære aktioner, der kan føre til utilsigtet, men forudsigelig død eller kvæstelse af nogle nonkombattanter, er det ikke moralsk acceptabelt at gøre drab på nonkombattanter til den operationelle målsætning for en militær aktion.

Disse og andre principper for retfærdig krig lærer os, at når mennesker overvejer eller fører krig, er det både muligt og nødvendigt at bekræfte menneskelivets ukrænkelighed og antage princippet om lige menneskelig værdighed. Disse principper søger, selv i krigens tragiske aktivitet, at bevare og afspejle den grundlæggende moralske sandhed, at "andre" - dem, der er fremmede for os, dem, der afviger fra os i race eller sprog, dem, hvis religioner vi måske tror, er usande - har samme ret til liv, som vi har, og samme menneskelige værdighed og menneskerettigheder, som os.

Den 11. september 2001 angreb en gruppe individer bevidst USA og brugte kidnappede fly som våben til på mindre end to timer at dræbe over 3.000 af vores borgere i New York City, det sydvestlige Pennsylvania og Washington, DC. De, der døde den 11. september, var helt overvejende civile, ikke kombattanter, og var ikke kendt af dem, der dræbte dem, som andet end amerikanere. De, der døde om morgenen den 11. september, blev dræbt ulovligt, hensynsløst, og med overlagt ondskab - en form for drab, der, i præcisionens navn, kun kan beskrives som mord. De myrdede var folk fra alle racer, mange etniske grupper, de fleste store religioner. De omfattede tallerkenvaskere og virksomhedsledere.

De personer, der begik disse krigshandlinger, handlede ikke alene, eller uden støtte, eller af ukendte grunde. De var medlemmer af et internationalt islamistisk netværk, aktivt i så mange som 40 lande, der nu er kendt for verden som al-Qaeda. Denne gruppe udgør kun en arm af en større radikal islamistisk bevægelse, der er vokset i årtier, og i nogle tilfælde tolereres og endda støttes af regeringer, der åbent bekender sit ønske om og i stigende grad viser sin evne til at bruge mord for at fremme sine mål.

Vi bruger udtrykkene "islam" og "islamisk" til at henvise til en af verdens store religioner, med omkring 1,2 milliard tilhængere, herunder flere millioner amerikanske statsborgere, hvoraf nogle blev myrdet den 11. september. Det burde være en selvfølge - men vi siger det her en enkelt gang, klart - at det store flertal af verdens muslimer, vejledt i høj grad af Koranens lære, er anstændige, trofaste og fredelige. Vi bruger udtrykkene "islamisme" og "radikal islamistisk" til at henvise til den voldelige, ekstremistiske og radikalt intolerante religiøs-politiske bevægelse, der nu truer verden, herunder den muslimske verden.

Denne radikale og voldelige bevægelse modsætter sig ikke kun visse amerikanske og vestlige politikker - nogle underskrivere til dette brev er også imod nogle af disse politikker – men også et grundlæggende princip i den moderne verden, religiøs tolerance, samt de grundlæggende menneskerettigheder, især samvittigheds- og religionsfrihed, som er nedfældet i FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, og som må være grundlaget for enhver civilisation, der er orienteret mod menneskelig trivsel, retfærdighed og fred.

Denne ekstremistiske bevægelser hævder at tale for islam, men forråder grundlæggende islamiske principper. Islam sætter sig imod moralske grusomheder. Som en afspejling af Koranens lære og Profetens eksempel har muslimske lærde gennem århundreder f.eks. lært, at kamp på Guds vej (dvs. jihad) forbyder overlagt drab på nonkombattanter og kræver, at militær aktion kun kan ske på foranledning af legitime offentlige myndigheder. De minder os kraftigt om, at islam, ikke mindre end kristendom, jødedom og andre religioner, trues og potentielt nedbrydes af disse bespottere, der påkalder Guds navn for at dræbe i flæng.

Vi erkender, at bevægelser, der iklæder sig religionens kappe, også har komplekse politiske, sociale og demografiske aspekter, som der bør vises behørig opmærksomhed. Samtidig har filosofi betydning, og denne radikale islamistiske bevægelses opildnende filosofi, i dens foragt for menneskeliv, og ved at se verden som en kamp på liv og død mellem troende og vantro (uanset om de ikke-radikale muslimer, jøder, kristne, hinduer, eller andre), benægter klart ligeværdighed mellem alle mennesker, og derved forråder religionen og afviser selve grundlaget for civiliseret liv og muligheden for fred mellem nationer.

Alvorligst af alt, massemordene den 11. september demonstrerede, måske for første gang, at denne bevægelse nu besidder, ikke kun det åbent erklærede ønske, men også kapaciteten og ekspertisen - herunder mulig adgang til, og vilje til at anvende, kemiske, biologiske og nukleare våben - til at forårsage massive, rædselsvækkende ødelæggelser på dens tilsigtede mål.

De, der slagtede mere end 3000 mennesker den 11. september, og som, ifølge deres egne oplysninger, ikke har noget højere ønske end at gøre det igen, udgør en klar og aktuel fare for alle mennesker af god vilje overalt i verden, ikke kun USA. Sådanne handlinger er klare eksempler på utilsløret aggression mod uskyldige menneskers liv, en verdenstruende ondskab, som klart kræver brug af magt for at fjerne den.

Organiserede mordere med global rækkevidde truer nu os alle. I den universelle menneskelige morals navn, og fuldt ud bevidst om den retfærdige krigs begrænsninger og krav, støtter vi vores regerings, og vort samfunds, beslutning om at anvende våbenmagt imod dem.


Konklusion

Vi forpligter os til at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre os imod de skadelige fristelser - især arrogance og chauvinisme - som nationer i krig så ofte synes at falde for. Samtidig, med én stemme siger vi højtideligt, at det er afgørende for vores nation og dets allierede at vinde denne krig. Vi kæmper for at forsvare os, men vi mener også, at vi kæmper for at forsvare de universelle principper om menneskerettigheder og menneskelig værdighed, som er det bedste håb for menneskeheden.

En dag vil denne krig ende. Når det sker - og i nogle henseender endda før den ender - venter der os den store opgave med forsoning. Vi håber, at denne krig, ved at standse et ubetinget globalt onde, kan øge muligheden for et internationalt samfund baseret på retfærdighed. Men vi ved, at kun fredsstifterne blandt os i ethvert samfund kan sikre, at denne krig ikke har været forgæves.

Vi ønsker især at nå ud til vores brødre og søstre i muslimske samfund. Vi siger oprigtigt til jer: Vi er ikke fjender, men venner. Vi må ikke være fjender. Vi har så meget til fælles. Der er så meget, vi skal gøre sammen. Jeres menneskelige værdighed, ikke mindre end vores - jeres rettigheder og muligheder for et godt liv, ikke mindre end vores - er, hvad vi tror, vi kæmper for. Vi ved, at for nogle af jer, er mistilliden til os høj, og vi ved, at vi amerikanere til dels er ansvarlige for denne mistillid. Men vi må ikke være fjender. I håbet ønsker vi at forenes med jer og alle mennesker af god vilje om at opbygge en retfærdig og varig fred.


Underskrivere

Tilhørsforhold er anført alene med henblik på identifikation. Med udsendelsen af denne erklæring har underskriverne ikke haft til hensigt hverken at godkende eller fordømme bestemte fremtidige militære taktikker og strategier, der vil blive fulgt i denne krig.

Enola Aird
Director, The Motherhood Project; Council on Civil Society

John Atlas
President, National Housing Institute; Executive Director, Passaic County Legal Aid Society

Jay Belsky
Professor and Director, Institute for the Study of Children, Families and Social Issues, Birkbeck University of London

David Blankenhorn
President, Institute for American Values

David Bosworth
University of Washington

R. Maurice Boyd
Minister, The City Church, New York

Gerard V. Bradley
Professor of Law, University of Notre Dame

Margaret F. Brinig
Edward A. Howry Distinguished Professor, University of Iowa College of Law

Allan Carlson
President, The Howard Center for Family, Religion, and Society

Khalid Durán
Editor, TransIslam Magazine

Paul Ekman
Professor of Psychology, University of California, San Francisco

Jean Bethke Elshtain
Laura Spelman Rockefeller Professor of Social and Political Ethics, University of Chicago Divinity School

Amitai Etzioni
University Professor, The George Washington University

Hillel Fradkin
President, Ethics and Public Policy Center

Samuel G. Freedman
Professor at the Columbia University Graduate School of Journalism

Francis Fukuyama
Bernard Schwartz Professor of International Political Economy, Johns Hopkins University

William A. Galston
Professor at the School of Public Affairs, University of Maryland; Director, Institute for Philosophy and Public Policy

Claire Gaudiani
Senior research scholar, Yale Law School and former president, Connecticut College

Robert P. George
McCormick Professor of Jurisprudence and Professor of Politics, Princeton University

Neil Gilbert
Professor at the School of Social Welfare, University of California, Berkeley

Mary Ann Glendon
Learned Hand Professor of Law, Harvard University Law School

Norval D. Glenn
Ashbel Smith Professor of Sociology and Stiles Professor of American Studies, University of Texas at Austin

Os Guinness
Senior Fellow, Trinity Forum

David Gutmann
Professor Emeritus of Psychiatry and Education, Northwestern University

Kevin J. "Seamus" Hasson
President, Becket Fund for Religious Liberty

Sylvia Ann Hewlett
Chair, National Parenting Association

James Davison Hunter
William R. Kenan, Jr., Professor of Sociology and Religious Studies and Executive Director, Center on Religion and Democracy, University of Virginia

Samuel Huntington
Albert J. Weatherhead, III, University Professor, Harvard University

Byron Johnson
Director and Distinguished Senior Fellow, Center for Research on Religion and Urban Civil Society, University of Pennsylvania

James Turner Johnson
Professor, Department of Religion, Rutgers University

John Kelsay
Richard L. Rubenstein Professor of Religion, Florida State University

Diane Knippers
President, Institute on Religion and Democracy

Thomas C. Kohler
Professor of Law, Boston College Law School

Glenn C. Loury
Professor of Economics and Director, Institute on Race and Social Division, Boston University

Harvey C. Mansfield
William R. Kenan, Jr., Professor of Government, Harvard University

Will Marshall
President, Progressive Policy Institute

Richard J. Mouw
President, Fuller Theological Seminary

Daniel Patrick Moynihan
University Professor, Maxwell School of Citizenship and Public Affairs, Syracuse University

John E. Murray, Jr.
Chancellor and Professor of Law, Duquesne University

Michael Novak
George Frederick Jewett Chair in Religion and Public Policy, American Enterprise Institute

Rev. Val J. Peter
Executive Director, Boys and Girls Town

David Popenoe
Professor of Sociology and Co-Director of the National Marriage Project, Rutgers University

Robert D. Putnam
Peter and Isabel Malkin Professor of Public Policy at the Kennedy School of Government, Harvard University

Gloria G. Rodriguez
Founder and President, AVANCE, Inc.

Robert Royal
President, Faith & Reason Institute

Nina Shea
Director, Freedom's House's Center for Religious Freedom

Fred Siegel
Professor of History, The Cooper Union

Theda Skocpol
Victor S. Thomas Professor of Government and Sociology, Harvard University

Katherine Shaw Spaht
Jules and Frances Landry Professor of Law, Louisiana State University Law Center

Max L. Stackhouse
Professor of Christian Ethics and Director, Project on Public Theology, Princeton Theological Seminary

William Tell, Jr.
The William and Karen Tell Foundation

Maris A. Vinovskis
Bentley Professor of History and Professor of Public Policy, University of Michigan

Paul C. Vitz
Professor of Psychology, New York University

Michael Walzer
Professor at the School of Social Science, Institute for Advanced Study

George Weigel
Senior Fellow, Ethics and Public Policy Center

Charles Wilson
Director, Center for the Study of Southern Culture, University of Mississippi

James Q. Wilson
Collins Professor of Management and Public Policy Emeritus, UCLA

John Witte, Jr.
Jonas Robitscher Professor of Law and Ethics and Director, Law and Religion Program, Emory University Law School

Christopher Wolfe
Professor of Political Science, Marquette University

Daniel Yankelovich
President, Public Agenda


Slutnoter

Præambel

Alle mennesker er født frie: Fra FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, artikel 1.

Samfundets grundlæggende enhed: A Call to Civil Society (New York: Institute for American Values, 1998), 16; Aristotle, Politics VII, 1-2.

Mennesket ønsker af naturen at søge sandheden: Aristotle, Metaphysics, 1-1; John Paul II, Fides et Ratio, 25 (Vatican City, 1998).

Religionsfrihed: FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, artiklerne 18-19.

Drab i Guds navn: Bosphorus Declaration (Istanbul, Tyrkiet, 9. februar 1994); Berne Declaration (Wolfsberg/Zürich, Schweiz, 26. november 1992); og Johannes Paul II: Papal Message for World Day of Peace, Artiklerne 6-7 (Vatikanet, 1. januar 2002).


Hvad er de amerikanske værdier?

”leder af den vantro verden”: "Excerpt: Bin Laden Tape," Washington Post, 27. december 2001.

kort nævne fire af dem: Se “A Call to Civil Society” (New York: Institute for American Values, 1998).

almindeligt anerkendt ... som en forudsætning for andre individuelle frihedsrettigheder: Se John Witte Jr. og M. Christian Green: "The American Constitutional Experiment in Religious Human Rights: The Perennial Search for Principles," i Johan D. van der Vyver and John Witte, Jr. (eds.): “Religious Human Rights in Global Perspective”, vol. 2 (The Hague: Martinus Nijhoff Publishers, 1996). Se også Harold J. Berman: “Law and Revolution: The Formation of the Western Legal Tradition” (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1983); og Michael J. Perry: “The Idea of Human Rights: Four Inquiries” (New York: Oxford University Press, 1998).

benægte andre kulturers særegenhed: Nogle mennesker hævder dette synspunkt som en måde til at fordømme disse "andre" kulturer, der formodentlig er for underlegne, eller for indhyllede i falske trosforestillinger, til at værdsætte det, vi i dette brev kalder universelle menneskelige værdier, mens andre hævder dette synspunkt som en måde til at godkende (normalt en af) de kulturer, der formodentlig er ligeglade med disse værdier. Vi er uenige med begge versioner af dette synspunkt.

implicit i menneskets natur, som medlem af samfundet: Richard McKeon: “The Philosophic Bases and Material Circumstances of the Rights of Man," i: “Human Rights: Comments and Interpretations” (London: Wingate, 1949), 45.

det moralske univers’ krumning er svag, men den bøjer sig mod retfærdighed: Martin Luther King, Jr.: "Where Do We Go From Here?", i James M. Washington (ed.): “The Essential Writings and Speeches of Martin Luther King, Jr.” (New York: HarperCollins, 1986), 245.


Hvad med Gud?

en afgud, til brug for menneskets egne formål: John Paul II, Papal Message for World Day of Peace, Article 6 (Vatican City, January 1, 2002).

ingen religiøs tradition er uden plet: Interne kristne eksempler på hellig krig eller korstog opstod med særlig kraft i Europa i det 17. århundrede. Ifølge nogle lærde er principperne, der karakteriserer hellig krig: At den sag, der kæmpes for, har en klar forbindelse til religion (dvs., at sagen er "hellig"); at krigen kæmpes på vegne af Gud, under Hans banner og med Hans guddommelige autoritet og bistand (det latinske udtryk, der anvendtes af det 11. århundredes kristne korsfarere, var "Deus Volt," eller "Gud vil det"); at krigerne forstår sig selv som gudfrygtige, eller "hellige krigere"; at krigen føres nidkært og skånselsløst, da fjenden formodes at være ugudelig og derfor den fundamentalt "anden", der mangler den gudfrygtiges menneskelige værdighed og rettigheder; og endelig, at krigere, der dør i kamp, begunstiges af Gud som martyrer. I kristendommen førte udviklingen af doktrinen om retfærdig krig, hvor der lægges vægt på moralsk universalisme, efterhånden i vid udstrækning til afskaffelse af religion som en gyldig grund til krig. Så tidligt som i det 16. århundrede, fordømte nogle naturretsteoretikere, som Franciscus de Victoria og Francisco Suarez, udtrykkeligt brugen af krig for at sprede religion. "Forskel i religion," skrev Victoria, "er ikke en årsag til retfærdig krig." Se James Turner Johnson: “Ideology, Reason, and the Limitation of War: Religious and Secular Concepts 1200 – 1740” (Princeton: Princeton University Press, 1975), 112-123, 154. Se også Roland H. Bainton: “Christian Attitudes Toward War and Peace: A Historical Survey and Critical Re-evaluation” (Nashville: Abingdon, 1960), 148.

karakteristiske menneskelige aktiviteter: ”A Call to Civil Society” (New York: Institute for American Values, 1998), 16. Dette tema er udviklet i Aristoteles: ” Metaphysics”, 1-1; Bernard J. Lonergan: ”Insight: A Study of Human Understanding” (New York: Longmans, 1958) og andre.

antage en ideologisk sekularisme: Vi ønsker her at skelne mellem "sekulær" og "sekularisme." Sekulær, der stammer fra det latinske udtryk, som betyder "verden" og antyder "i verden," henviser blot til funktioner, der er adskilt fra kirken. Sekularisme, derimod, er en filosofi, en "isme," en måde at se verden på, baseret på afvisning af religion eller fjendtlighed over for religion.

en vigtig dimension af selve det at være menneske: Af denne grund kan tilhængere af sekularisme undervurdere i hvilken grad de menneskelige samfund, selv i teorien, kan klare sig uden ”religion.” Hertil kommer, at de næsten helt sikkert fejlvurderer, selv om man godtager mange af deres egne præmisser, de sociale konsekvenser af at undertrykke traditionel religion. For hvis vi forstår religion som værdier af grundlæggende betydning, så oplevede det 20. århundrede to verdenstruende eksempler - nazismen i Tyskland og kommunismen i Sovjetunionen – på fremkomsten af sekulære religioner, eller hvad man kan kalde erstatningsreligioner, hver især voldsomt optaget af at fjerne sine samfunds traditionelle religiøse trosretninger (i realiteten sine konkurrerende trosretninger), og hver især, når ved magten, ubarmhjertigt ligegyldige overfor menneskets værdighed og grundlæggende rettigheder.

adskille kirke og stat for at give beskyttelse og passende livskraft til dem begge: Som de ledere og lærde, der skabte The Williamsburg Charter, udtrykte det i 1988: "Regeringen handler som et værn, men ikke en kilde, for frihed for trossamfund, hvorimod kirker og synagoger handler som en kilde, men ikke et værn, for trosretninger for frihed ... Resultatet er hverken et nøgent offentligt rum, hvor al religion er udelukket, eller et helligt offentligt rum, som nogen religion helt eller delvist har etableret. Resultatet er snarere et civilt offentligt rum, hvor borgere af alle religiøse trosretninger, eller ingen, kan inddrage hinanden i den fortsatte demokratiske samtale.” Se James Davison Hunter og Os Guinness (eds.): ”Articles of Faith, Articles of Peace: The Religious Liberty Clauses and the American Public Philosophy” (Washington, D.C.: The Brookings Institution, 1990), 140.

moralsk himmel, den ikke selv har skabt: “A Call to Civil Society” (New York: Institute for American Values, 1998): 13.


En retfærdig krig?

midt gennem ethvert menneskes hjerte: Se Alexander Solzhenitzyn: ”The Gulag Archipelago”, vol. I (New York: Harper and Row, 1974), 168.

forskellige religiøse og moralske traditioner: Se Jean Bethke Elshtain (ed.): “Just War Theory” (Oxford: Blackwell, 1992); Elshtain, Stanley Hauerwas, and James Turner Johnson: Pew Forum on Religion and Public Life Conference on "Just War Tradition and the New War on Terrorism" (http://pewforum.org/events/1005/); James Turner Johnson: “Ideology, Reason, and the Limitation of War: Religious and Secular Concepts 1200 – 1740” (Princeton: Princeton University Press, 1975); Johnson: “Just War Tradition and the Restraint of War: A Moral and Historical Inquiry” (Princeton: Princeton University Press, 1981); Johnson: “The Quest for Peace: Three Moral Traditions in Western Cultural History” (Princeton: Princeton University Press, 1987); Johnson: “Morality and Contemporary Warfare” (New Haven: Yale University Press, 1999); Johnson and John Kelsay (eds.): “Cross, Crescent, and Sword: The Justification and Limitation of War in Western and Islamic Tradition” (New York: Greenwood Press, 1990); Majid Khadduri: “War and Peace in the Law of Islam” (Baltimore: Johns Hopkins University Press, 1955); John Kelsay and James Turner Johnson (eds.): “Just War and Jihad: Historical and Theoretical Perspectives on War and Peace in Western and Islamic Tradition” (New York: Greenwood Press, 1991); Terry Nardin (ed.): “The Ethics of War and Peace: Religious and Secular Perspectives” (Princeton: Princeton University Press, 1996); William V. O'Brien: “The Conduct of War and Limited War” (New York: Praeger, 1981); Rudolf Peters: “Jihad in Classical and Modern Islam” (Princeton: Markus Wiener, 1996) [På dansk: Rudolph Peters: “Jihad i klassisk og moderne islam” (København: Forlaget Vandkunsten, 2004)]; Paul Ramsey: “Speak Up for Just War or Pacifism” (University Park, PA: Pennsylvania State University Press, 1988); Michael Walzer: “Just and Unjust Wars” (New York: Basic Books, 1977); og Richard Wasserstrom (ed.): “War and Morality” (Belmont, CA: Wadsworth, 1970).

forsøg på moralsk analyse irrelevante: Det latinske aksiom er: Inter arma silent leges (i krigstid er loven tavs). Klassiske forbilleder for dette perspektiv omfatter Thukydid, Niccolò Machiavelli og Thomas Hobbes; for en senere behandling, se Kenneth Waltz: ”Man, the State and War” (Princeton: Princeton University Press, 1978). For en følsom, men kritisk undersøgelse af denne åndsretnings bidrag til international teori, se Jack Donnelly: ”Realism and International Relations” (Cambridge: Cambridge University Press, 2000).

Vi er uenige: Intellektuelle og moralske holdninger til krig som et menneskeligt fænomen kan generelt inddeles i fire åndsretninger. Den første kan kaldes realisme: Den overbevisning, at krig grundlæggende er et spørgsmål om magt, egoisme, nødvendighed og overlevelse, hvilket gør abstrakt moralsk analyse stort set uvedkommende. Den anden kan kaldes hellig krig: Den overbevisning, at Gud kan bemyndige tvang og drab på ikke-troende, eller at en bestemt sekulær ideologi af største vigtighed kan bemyndige tvang og drab på ikke-troende. Den tredje kan kaldes pacifisme: Den overbevisning, at al krig væsentligt er umoralsk. Og den fjerde kaldes typisk retfærdig krig: Den overbevisning, at universelle moralske fornuftslutninger, eller hvad nogle ville kalde naturlig moralsk lov, kan og bør bringes i anvendelse overfor krigsaktivitet. Underskriverne af dette brev er i vid udstrækning uenige med den første åndsretning. Vi afviser utvetydigt den anden åndsretning, uanset hvilken form den tager, eller om den udspringer af og foregiver at støtte vores eget samfund ("vores side") eller deres side, der ønsker os ondt. Nogle af underskriverne har stor respekt for den tredje åndsretning (især dens holden på, at ikke-vold ikke betyder tilbagetog eller passivitet eller at undslå sig for at hævde retfærdigheden, tværtimod), selv om vi respektfuldt, og med en vis frygt og bæven, er uenige med den. Som gruppe forsøger vi i det store og hele at antage og bygge videre på den fjerde åndsretning.

(efter Sokrates): Sokrates' dom, at det er bedre at lide ondt end at gøre det, er givet videre til os af Platon i Apologien [Sokrates' Forsvarstale] (32-c til 32-e) og udgør et afgørende øjeblik i moralfilosofien.

efter alt at dømme udelukkende kan dæmpes gennem … ikke-voldelige midler: Nogle mennesker foreslår, at kravet om "sidste udvej" i teorien om retfærdig krig - i det væsentlige, kravet om at afprøve alle andre rimelige og troværdige alternativer til magtanvendelse - ikke er opfyldt, før våbenanvendelsen er blevet godkendt af et anerkendt internationalt organ, som De Forenede Nationer. Dette forslag er problematisk. For det første er det nyt; historisk set har teoretikere om retfærdig krig ikke set godkendelse af et internationalt organ som et krav til gyldig grund. For det andet er det ret omstridt, om et internationalt organ som FN er i stand til at være den bedste endelige dommer om hvornår, og under hvilke betingelser, et særligt tilfælde af våbenanvendelse er berettiget; eller om ikke dette organs forsøg på at afsige og håndhæve sådanne domme uvægerligt vil kompromittere dets primære humanitære opgave. Ifølge en observatør, en tidligere FN assisterende generalsekretær, kan en omdannelse af FN til "en bleg efterligning af en stat" for at "styre brugen af magt" internationalt "meget vel være et selvmorderisk favntag." Se Giandomenico Picco: "The U.N. and the Use of Force," Foreign Affairs 73 (1994): 15. Se også Thomas G. Weis, David P. Forsythe, og Roger A. Coate: “United Nations and Changing World Politics” (Boulder, CO: Westview Press, 2001), 104-106; og John Gerard Ruggie: “The United Nations and the Collective Use of Force: Whither? Or Whether?” (New York: United Nations Association of the USA, 1996).

Vold, der er freelance (…) er aldrig moralsk acceptabel: I teorien om retfærdig krig, er det vigtigste mål for kravet om legitim myndighed at forhindre anarkiet med privat krigsførelse og krigsherrer - et anarki, der findes i dag i visse dele af verden, og som angriberne den 11. september er repræsentative udtryk for. På den anden side finder kravet om legitim myndighed, af flere grunde, ikke klar eller direkte anvendelse på krige, der føres for national uafhængighed eller arvefølge. Allerførst, disse sidstnævnte typer konflikter opstår inden for en stat, ikke internationalt. Desuden er det, i mange sådanne konflikter, præcis spørgsmålet om offentlige legitimitet, der strides om. I uafhængighedskrigen, f.eks., der førte til dannelsen af De Forenede Stater, påpeger analytikere af retfærdig krig ofte, at de oprørske kolonier selv udgjorde en legitim offentlig myndighed, og videre, at kolonierne fornuftigt havde konkluderet, at den britiske regering med ordene fra vores uafhængighedserklæring, var blevet "ødelæggende for disse formål" om legitim regering, og derfor selv var ophørt med at fungere som en kompetent offentlig myndighed. Selv i tilfælde, hvor de krigsførende ikke i almindelig forstand udgør en for øjeblikket velfungerende offentlig myndighed - for eksempel polske jøders ghettoopstand i Warszawa i 1943 mod den nazistiske besættelse – vil kravet, i teorien om retfærdig krig, om legitim myndighed ikke moralsk ugyldiggøre våbenanvendelse af dem, der modsætter sig undertrykkelse for at vælte en illegitim myndighed.

andre principper for retfærdig krig: For eksempel: Principper for retfærdig krig hævder ofte, at legitim krigsførelse skal være motiveret af hensigten om, at øge sandsynligheden for fred og mindske sandsynligheden for vold og ødelæggelse; at den skal være afpasset, så de sociale goder, der vil følge af en sejr i krigen tydeligt opvejer de onder, der vil ledsage den; at den skal indeholde sandsynlighed for succes, således at liv ikke tages og ofres forgæves; og at den skal bestå prøven for sammenlignende retfærdighed, således at de menneskelige goder, der forsvares, er vigtige nok, og alvorligt nok i fare, til at opveje, hvad mange teoretikere om retfærdig krig betragter som den vedblivende moralske indstilling imod krig. Dette brev fokuserer overvejende på principperne for retfærdighed, når krigen erklæres (jus ad bellum, i den terminologi, der anvendes af mange kristne tænkere om retfærdig krig) og når krigen føres (jus in bello). Andre principper fokuserer på retfærdighed når krigen bilægges og betingelserne for fred genoprettes (jus post bellum). Se Jean Bethke Elshtain (ed.): “Just War Theory” (Oxford: Blackwell, 1992); U.S. Conference of Catholic Bishops: “The Challenge of Peace: God's Promise and Our Response” (Washington, D.C.: United States Catholic Conference, 1983); og andre kilder citeret ovenfor.

over 3000 af vores borgere: Den 4. januar 2002 var det officielle skøn, at 3.119 mennesker var blevet dræbt af angriberne den 11. september, herunder 2895 i New York, 184 i Washington, og 40 i Pennsylvania. Selvom dette brev taler om "vores borgere," var der blandt de myrdede den 11. september mange borgere fra andre lande, som boede i USA på det tidspunkt, hvor angrebet fandt sted. "Dead and Missing," New York Times, 8. januar 2002.

bruge mord for at fremme sine mål: Ud over mordene den 11. september, er medlemmer af radikale islamistiske organisationer tilsyneladende ansvarlige for: Bombningen den 18. april 1983 af den amerikanske ambassade i Beirut, der dræbte 63 mennesker og sårede 120; bombningerne den 23. oktober 1983 af amerikanske marinesoldaters og franske faldskærmstroppers kaserner i Beirut, der dræbte 300 mennesker; bombningen den 21. december 1988 af det amerikanske Pan Am Flight 103, der dræbte 259 mennesker; bombningen den 26. februar 1993 af World Trade Center i New York City, der dræbte seks mennesker og sårede 1000; bombningen den 25. juni 1996 af amerikanske militære kaserner uden for Khobar Towers i Dhahran, Saudi-Arabien, der dræbe 19 amerikanske soldater og sårede 515; bombningen den 7. august 1998 af USA’s ambassader i Nairobi, Kenya og Dar es Salaam, Tanzania, der dræbte 224 mennesker og sårede mere end 5000; og bombningen den 12. oktober 2000 af USS Cole i Aden, Yemen, der dræbte 17 amerikanske søfolk og sårede 39. Denne liste er ufuldstændig. (Se “Significant Terrorist Incidents, 1961-2001” (Washington, DC: US Department of State, Bureau of Public Affairs, October 31, 2001). Dertil kommer, at medlemmer af organisationer, der udgør denne bevægelse, også er ansvarlige for mange mislykkede forsøg på massemord, både i USA og i andre lande, herunder forsøg på at bombe de Forenede Nationer og Lincoln og Holland Tunnelerne i New York i 1993 og forsøg på at bombe Los Angeles International Airport nytårsaften 2000.

at kamp på Guds vej (dvs. jihad) forbyder: Forholdet mellem jihad og traditionerne om retfærdig krig er komplekst. Præmoderne perspektiver for jihad og retfærdig krig overlappede i vigtige henseender. Begge kunne legitimere krige med sigte på at fremme religion, og begge søgte klart til at adskille sådanne krige fra krige, der involverede vilkårlig eller uforholdsmæssig krigsførelse. I moderne tid har jihad stort set bevaret sit religiøse element – dvs., jihad har til formål at beskytte og udbrede islam som religion. Jihad-tænkningens religiøse dimension synes videre at være nært forbundet med en opfattelse af staten, der er udbredt blandt muslimske autoriteter - et synspunkt, der ser ringe eller ingen adskillelse mellem religion og stat. Derimod har moderne kristen tænkning om retfærdig krig en tendens til at nedtone dens religiøse elementer (få kristne teologer i dag understreger værdien af "korstog") og erstatte dem med mere religiøst neutrale argumenter om menneskerettigheder og fælles moralske normer, eller hvad nogle kristne og andre tænkere kalder "naturlig morallov." Nogle muslimske lærde i dag forsøger, i tilfældet jihad, at genvinde betydningen af ordet som "anstrengelse" eller "stræben efter det gode" i tjeneste for Gud, og derved gå tilsvarende let hen over dets religiøse elementer og understrege, for vores stadig mere pluralistiske og indbyrdes afhængige verden, udtrykkets mere universelle dimensioner og anvendelser. For eksempel, se Sohail M. Hashmi: "Interpreting the Islamic Ethics of War and Peace," i Terry Nardin (ed.): “The Ethics of War and Peace: Religious and Secular Perspectives” (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1996), 146-166; og Hilmi Zawati: “Is Jihad a Just War? War, Peace, and Human Rights under Islamic and Public International Law” (Lewiston, NY: Edwin Mellen, 2001).

Muslimske lærde ... minder os kraftigt om: For eksempel: Muslimske lærde tilknyttet Muslim World League, forsamlet i Mekka, har for nylig bekræftet, at jihad strengt forbyder "drab på nonkombatanter" og angreb mod "anlæg, steder og bygninger, som ikke er relateret til kamphandlinger." Se "Muslim scholars define 'terrorism' as opposed to legitimate jihad," Middle East News Online [http://www.middleeastwire.com/], lagt på Nettet den 14. january 2002. Se også Bassam Tibi: "War and Peace in Islam," i Terry Nardin (red.): “The Ethics of War and Peace: Religious and Secular Perspectives” (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1996), 128-145.

ødelæggelser på dens tilsigtede mål: I sin undersøgelse af det 20. århundrede, offentliggjort i 1995, advarer historikeren Eric Hobsbawm os især, ved indgangen til det nye årtusinde, mod den "ikke-statslige terrorisme", som er muliggjort af den voksende "privatisering af ødelæggelsesmidlerne," der gør, at organiserede grupper, som i det mindste til en vis grad opererer uafhængigt af offentlige myndigheder, i stigende grad er villige og i stand til at udøve "vold og tilintetgørelse overalt på kloden." Eric Hobsbawm, Age of Extremes: The Short Twentieth Century 1914-1991 (London: Abacus, 1995), 560.


Konklusion

men venner: Fra Abraham Lincoln: “First Inaugural Address” March 1861.




Oversættelse: Bombadillo


myIslam.dk er oprettet af en dansk privatperson. Han er kristen og kalder sig Bombadillo. Formålet er at give saglig oplysning om islam. Håbet er at kunne bidrage til nedbrydningen af islam i Danmark og andre steder. Til dette er sandhed et godt middel.
Søg på myIslam.dk www